Godnat og sov godt

• Godnat og sov godt  

En montage om fire vrælende babyer, der nægter at sove og forældre der ikke forstår hvorfor.

Søvn skal vi have. Også de små. Især dem faktisk. Desværre sover små børn ikke altid ligesom i bøgerne. Nogle gange vil de kun sove på mærkelige tidspunkter og underlige steder. Og det passer sjældent ind i en moderne dagligdag.

Jeg har hørt mange historier om små børn og søvn det sidste års tid. Den værste handler om en lille pige, der kun ville falde i søvn med hånden i munden på en af forældrene. Ellers skreg hun bare. Skreg og skreg. Så forældrene skiftedes til at sidde med en barnehånd i munden, til pigen faldt i søvn. Sådan var det også, når der var gæster. Så ville den lille pige være med inde i stuen. Ellers ville hun ikke sove. Og så måtte forældrene sidde med datterens hånd i munden og kunne kun kommentere gæsternes snak med mumlen i en times tid. Der går også et rygte om, at der findes en rasteplads uden for byen. En rasteplads for forældre med små børn i bilerne, der kun vil falde i søvn der. Så mødes de der, forældrene, midt om natten og snakker om børn og hvor underligt det hele er?.

Min ældste datter var dengang halvandet år, og knap så sær. Men slem nok alligevel. Da hun var lille, sov hun hos mig, i min armhule og det var hyggeligt og føltes rigtigt. Men hun voksede og begyndte at ligge på tværs af sengen og sparke og nikke skaller og vågne uden varsel. Så jeg ville have hende ud af soveværelset. Ind i sin egen seng, kun tre meter fra far og mor. Det var for langt væk, syntes hun. Så hun græd også. Hun græd meget. Vi prøvede alt, syntes vi. Vi læste lange godnathistorier. Vi trøstede hende. Vi sad i umagelige stole ved siden af hendes seng og holdt hende i hånden og strøg hende over ryggen i timevis?lige lidt hjalp det. Hun hylede og skreg og faldt først til ro når hun igen lå i dobbeltsengen imellem os. Og så begyndte det forfra?

Vi måtte gøre noget. Vi læste alle bøgerne om søvn og børn. De fleste af dem sagde det var en overgang og at nogen gange var det ok, hun sov hos os, nogen gange var det ikke. Det var sådan lidt en individuel vurdering. Og det hjalp os jo ikke meget.

En dag, hvor jeg var næsten sindssyg af søvnmangel og børnegråd, kom jeg forbi "Butikken" på Østerbro. Søvngruppe i dag klokken 12 stod der på døren. Jeg gik indenfor og mødte Lene og Louise og Rie. De havde det ligesom mig. De sov heller ikke. Vores børn hylede natten lang og ingen af os forstod hvad vi gjorde forkert. I søvngruppen var der to sundhedsplejersker, der kom med gode råd. Nogen af os fulgte dem. Nogen gjorde ikke. Men lidt klogere på, hvad det vil sige at være et menneske, det blev vi i hvert fald alle sammen.

Nu er der gået et år, og min datter er blevet så stor, jeg kan lave aftaler med hende. Hun skal falde i søvn hos sig selv nu. Men hun må gerne komme ind senere, hvis hun bliver bange. Det gør hun tit. Hun er så lille endnu. Og det gør ikke noget, bare hun ligger stille.

Da det var allerværst, og jeg var allermest træt lod jeg en båndoptager køre i hendes værelse mens jeg forsøgte at få hende til at blive i sengen. Det er grimt at høre på nu. Jeg har også interviewet Louise og Lene og fulgt Ries kamp for at få sin søn til at sove alene. Samlet blev det til montagen "Godnat og Sov godt". Den er meget personlig, synes jeg. Men jeg håber nogen kan genkende noget. Kan få en tanke. Kan drømme sig tilbage til den gang, de selv var små, og skulle puttes. Vi skal alle sammen falde i søvn. Alene. For søvn, skal vi alle sammen have. Spørgsmålet er hvordan.