Den gode dømmekraft
15. april 2006 kl. 08:07
på
P1
"Det er når man ikke er i tvivl, at de store fejl sker".
Citatet stammer fra Henrik Stampe Lunds nye bog "Dømmekraft", der netop er udkommet på forlaget Tiderne Skifter. I bogen forsøger litteraturvidenskabsmanden Henrik Stampe Lund at nærme sig det svære begreb "god dømmekraft", og det sker ud fra både eksistentielle, etiske og politiske belysninger.
Netop tvivlen er et nøgleord i forbindelse med den gode dømmekraft, mener Stampe Lund. Hvis den suspenderes er der for ham at se både tale om manglende mod, dumhed i form af stædighed eller mangel på eksistentiel alvor. Og det gælder for ham at se, når vi henter vores beslutningsgrundlag i enten ideologi, religion - eller i en fundamental principfasthed.