Det umulige valg
Eksistens 02. oktober 2011 kl. 14:03
på
P1
- Valget mellem at slå en person ihjel eller spise en M&M synes ikke at være særligt vanskeligt. Men ofte er vi stillet over for meget svære situationer, hvor det ikke er så klokkeklart, hvad vi skal vælge, siger Thomas Søbirk Petersen, lektor i moralfilosofi på Roskilde Universitet.
Han har i sit arbejde beskæftiget sig indgående med, hvad vi stiller op i de tunge dilemmaer, som vi mennesker står overfor. For hvordan træffer vi valget mellem to alternativer, der begge har negative konsekvenser?
Flere filosofiske bud
Ifølge Thomas Søbirk Petersen kan man gribe fat i fire forskellige redskaber, når man skal løse et dilemma:
- Vi skal begrunde vores holdninger, bruge videnskabelige fakta, klargøre de centrale begreber og undgå dobbeltmoral, siger Thomas Søbirk Petersen.
I sit arbejde læner han sig op af de store filosofiske tænkere. Fx Immanuel Kant og John Stuart Mill, to filosoffer, der begge giver et bud på, hvordan man kan finde svar på sit dilemma.
Pligt eller mest mulig gavn
Kants pligtetik forklarer, at der er visse lovmæssigheder man må følge, uanset omstændighederne, mens Mill byder ind med utilitarismen, der tilsiger mennesket at træffe den beslutning, der gavner flest mulige.
Thomas Søbirk Petersen fremhæver et moralsk dilemma, der ofte bliver fremhævet i moralfilosofien:
- Forestil dig en løbsk sporvogn. Hvis du lader sporvognen fortsætte, så vil den dræbe fem personer, der ligger fastspændt til jernbanen. Hvis du skifter spor, så bliver én person dræbt. Hvad vælger du, spørger han og fortsætter:
- Hvis du skifter spor, så vælger du aktivt at dræbe en person. Hvis du ikke gør noget, vil der dø flere end nødvendigt.
Følelser kæmper mod logik
Thomas Søbirk Petersen forklarer, hvorfor dilemmaet er så vanskeligt og hvordan Kant og Mill ville svare på dilemmaet.
- Følelserne er den benzin, der gør, at vi har nogle bestemte moralske holdninger, siger Thomas Søbirk Petersen.
- Men vi bliver nødt til at koble fornuften på, fortsætter han. Derfor udpeger han moralen som et produkt af både følelser og fornuft. Men når det handler om store dilemmaer, der har konsekvenser for et helt samfund, så må man forsøge at sætte nogle rammer op for, hvordan man tager stilling til et sådant valg.