Mange unge får nok af det overfladiske
Eksistens 14. maj 2012 kl. 14:03
på
P1
Den 2. maj arrangerede en gruppe 17-18-årige fra Viborg et foredrag om den store danske tænker, Søren Kirkegaard.
De er gået til kamp mod det de synes er et overfladisk samfund.
- Søren Kirkegaard er et symbol for dybere eksistentiel tænkning, og det synes vi, der er en eklatant mangel på i Danmark. Vi har den grundlæggende opfattelse, at samfundet i al for høj grad lader sig anspore af lavkultur, overfladiskhed og ligegyldighed, fortæller 17-årige Benjamin Bybjerg Nielsen fra gruppen Eksistentiel Stabilitet.
Mangel på ungdomskultur
Men ifølge idéhistoriker Simon Axø, er det ikke hele sandheden, at unge er overfladiske.
Han underviser i filosofi på Testrup Højskole, hvor han oplever stor interesse for faget.
- Jeg tror mange vil sige, at beskyldningen om at vi er blevet overfladiske ikke stikker så dybt. Tværtimod synes jeg, vi lever i en tid, hvor der er et rum for refleksion og for fordybelse. Et rum som faktisk bliver benyttet, siger han.
Blandt andet fordi ungdommen i dag mangler en generationsforenende ungdomskultur.
- At være ung har ofte været ledsaget af at tilslutte sig en dominerende hovedkultur, som 70’ernes hippiekultur eller 80’erne punkmiljøer. Den generationsforenende ungdomskultur er der ikke i dag, og derfor er der ikke på samme måde nogen oplagte livsanskuelser. Og det skaber et rum for refleksion, siger Simon Axø.
Vi hjemsøges af store spørgsmål
Vores søgen efter svar på eksistentialistiske spørgsmål, afhænger altså til dels af vores omgivelser. Men de store spørgsmål er også en instinktiv del af det at være menneske, og især en del af det at være ung.
- Filosoffen Immanuel Kant sagde, at der er en særlig skæbnebestemmelse ved den menneskelige fornuft. Vi hjemsøges af de store spørgsmål, fordi vi ikke kan lade være med at stille dem. Som fornuftsvæsener er vi disponeret for at stille de store spørgsmål, og det er ofte i overgangen fra barn til voksen, vi møder de store eksistentielle spørgsmål, siger Ph. d. i filosofi og idéhistorie, Sune Liisberg.
- Man begynder at møde nogle udfordringer i sin tilværelse, hvor man spørger sig selv, hvad ens plads i forskellige sammenhænge er. For den er ikke givet med samme selvfølgelighed, når man begynder at blive voksen, siger han.