Dansk succes ved OL i filosofi
Eksistens 21. maj 2012 kl. 14:03
på
P1
Den 19. maj 2012 blev International Philosophy Olympiad (IPO) afholdt i Oslo.
En begivenhed der hvert år sætter fokus på filosofisk refleksion og kritisk tænkning blandt unge, og hvor der dystes i at skrive filosofiske essays. Og det er nogle af de skarpeste unge hoveder, der er samlet.
- Generelt set er det meget kloge unge der er her. Nogle af de samtaler man overhører som dommer, er på et meget højt niveau. Men samtidig er de jo også teenagere, som nyder det sociale.Men som sagt, på et højt intellektuelt plan. Og det er en god blanding, siger Præsident i The International Federation of Philosophical Societies (FISP), William McBride fra USA.
Sølv til Danmark
I alt cirka 85 elever fra 39 forskellige lande deltog. Unge der alle har vundet nationale mesterskaber inden udtagelsen til OL. Og Danmark røg helt til tops.
20-årige Kasper Viftrup fra Solrød gymnasium fik en særlig udmærkelse, og Jeff Granhøj fra Midtfyns gymnasium vandt sølv.
- Jeg er virkelig glad, og nu er det bare fedt at have arbejdet rigtig hårdt og så blive belønnet med en sølvmedalje. Det sætter nogle tanker igang om, hvad jeg skal lave resten af livet. Det er super, super fedt, sagde Jeff Granhøj umiddelbart efter kåringen.
Årets tema var Grænser for frihed, og med Norges nationaldag (17. maj) og den igangværende retssag mod Anders Breivik tæt på, blev det en stærk oplevelse for de unge deltagere.
Tanker på Breiviks gamle gymnasium
Anders Behring Breivik har faktisk været elev på Oslo Handelsgymnasium, hvor filosofiolympiaden blev afholdt. Og derfor har massakren fra 22. juli sidste år også været til filosofisk diskussion blandt de unge deltagere, siger danske Jeff Granhøj.
- Det har helt sikkert været et omdrejningspunkt. Når vi nu snakkede sammen i grupper omkring retfærdighed, moral og liv, så opdelte vi os typisk i to, hvor én gruppe siger, at der er nogle værdier vi ikke kan bevise, som er næsten transcendente eller metafysiske. Og en anden vil sige, at al værdi er relativt. At det for eksempel handler om perspektiv, magt, viden eller flertallets lykke. Men vi kan alle blive enige om at vi er nødt til at have en eller anden form for retfærdighed, siger Jeff Granhøj.
Udover at dyste i at skrive filosofisk nyder de unge altså også at diskutere og argumentere indbyrdes om store emner som moral, skyld og frihed.
Og det er det filosofi er for de unge. Et fristed, siger arrangør og gymnasielærer, Thor Steiner Grødal.
- De unge får deres egne spørgsmål frem, så de kan blive konfronteret med filosofihistoriens svar. På den måde kan de finde frem til, hvad der er deres eget, hvad der kan begrundes og hvad der må vurderes på ny, siger han.
Men alligevel sluttede det hele med fanfare, klapsalver, bevingede ord og en stor præstation fra Danmark, da 20-årige Jeff Granhøj fra Midtfyns gymnasium vandt sølv.
OL til Danmark næste år
Næste år er Danmark vært ved den Internationale filosofi Olympiade.
Og det er gymnasielærer og forfatter, Karin-Ann Madsen der står for arrangementet i Odense, hvor man forventer op mod 50 deltager-lande.
- At olympiaden nu kommer til Odense næste år vil betyde, at manges øjne vil rettes mod Danmark. Det kan ikke undgå at betyde meget for Danmarks synlighed i den filosofiske verden.
Og i forvejen er det jo sådan at mange i kigger mod Danmark næste år i anledningen af Kierkegaard-jubilæet, siger hun.
Udover reportagen fra IPO i Oslo kan du sidst i programmet høre fjerde afsnit af serien: Myternes eksistentielle betydning med filosof, Anders Fogh Jensen