Drømmehavnen og hellige krigere
sendt 10. marts 2007 kl. 12:20
på
P1
Mød en af de hellige krigere, muhajedinerne, på en bjergtop i det centrale Bosnien lige om et øjeblik. Senere i dette program kan du komme med på en udflugt til ”drømmenes havn”, Hamburg Havn, hvorfra mere end fem millioner europæere udvandrede i årene fra 1836 til 1914, og så kan du om cirka en halv time høre om cykelrytteren Jan Ullrichs karriere, der er på mange måder formede sig som et stykke levende Europahistorie.
Men først styrer Europaklip ind på vejen mod en af bjergtoppene i det centrale Bosnien. Under krigene på Balkan strømmede ”hellige krigere” til Bosnien-Herzegovina for at slås i Allahs navn. Siden er milliarder af oliepenge strømmet samme vej – til islamisterne, fra bl. a. Saudi-Arabien. Nu ønsker den bosniske regering krigerne udvist. Vesten frygter, at muhajedinerne og deres lokale tilhængere kan omdanne området til et rugested for islamisk terrorisme. Ove Weiss har besøgt De hellige Krigere på en bjergtop i det centrale Bosnien. Og talt med en muslimsk journalist og forfatter, som mener, at frygten kan være berettiget.