From Hell
Moore og Campbell giver sig her i kast med en af nyere tids største mordgåder, sagen om Jack the Ripper. Men frem for at være en "klassisk whodunnit" fortælling er From Hell langt mere optaget af "whydunnit". Morderens identitet afsløres ret hurtigt, og vægten er i stedet lagt på hans motiver og det miljø, han og hans ofre færdes i.
From Hell leder læseren på en rejse gennem Victoria-tidens London, og Eddie Campbells gnidrede streg formår at portrættere underklassens armod såvel som borgerskabets fornøjelser i varierende brug af sort på hvidt.
Værkets imponerende appendix vidner om den meget omfattende research, både forfatter og tegner har bedrevet. Alan Moore slog igennem med titler som Watchmen og V for Vendetta, der også findes på dansk med henholdsvis Dave Gibbons og David Lloyd i tegnestolen.