Mafia, korruption og brandfarlig rock'n'roll
Feature 30. marts 2011 kl. 16:10
på
P1
En dansker bor i Østeuropa
- Det er ikke over endnu det her. Vi må håbe på at det ikke går videre. Altså det er temmelig farligt. Det er sådan ligesom i starten af halvfemserne, de her mafia agtige metoder, hvor man brænder biler og folks ejendomme. Tre uafhængige eksperter har bevist at det er påsat brand, ikk´, fortæller Steen fra provinsbyen Liepaja i Letland.
Letland - et Østeuropæisk EU-land
Liepaja er den tredje største by i Letland med 80.000 indbyggere. Her sidder en 40 årige dansk mand i byrådet. Han er musiker, forretningsmand og ejer af hotel-, restauration og natklub i den lettiske by.
Fra Danmark til Letland
Steen er navnet. Født og opvokset i Grindsted. Søn af en blikkenslager og fabrikant. Han vælger musikkens landevej i ungdommen, og takker nej til faderens tilbud, om at overtage en af familiens metal-fabrikker.
Under kunstnernavnet Louie Fontaine, fører musikken i 1993 Steen og hans daværende gruppe Fischer Fontaine Band til Letland. Gennem en årrække bliver der flittigt spillet koncerter, både herhjemme i Danmark, samt i vest- og østeuropa. Særligt får bandet et stort gennembrud i Letland.
Rock`n`Roll og den smilende rødtop
Under den første turne med bandet i Letland, møder Steen rødtoppen Yvonne. Mange år senere genforenes de og gifter sig. De starter med at bo i København, og efter nogle år vælger de at slå sig ned i Yvonnes hjemby. Her åbner de hotel, restauration og natklub. Familien bor i dag med deres to børn på hotellet og driver "Fontaine Enterprises". Det giver et anderledes familieliv og hverdagen er langtfra typiske "8-4".
Korruption og mafia i Østeuropa
Letland var tidligere en del af Sovjet blokken, og Steen's forretningsområde er hotel-, natklub- og restaurationsvirksomhed. En branche, der i syd- og østeuropa, historisk set er kendt for at være kontrolleret af mafiaen. Da Steen påbegynder drift opstår masser af problemer og han presses af byens topfolk og politikere.
Steen fortæller at han aldrig har betalt nogen "under bordet" og at han principielt er imod korruption og bestikkelse. Dette princip er givetvis årsagen til alle problemerne. Han er den der "flabede dansker", som ikke lader sig kue, og tager kampen op.
Stiller op til byrådsvalg som Sheriff Fontaine
Der opstår en åbenlys konflikt mellem Steen og byens borgmester i Liepaja. Da kommunalvalget nærmer sig i 2009 vælger Steen at opstille, for på den måde at tilkæmpe sig en plads ved bordet, hvorfra byen drives.
- Han (borgmesteren, red.) vil have mig ud af byen og jeg vil også have ham ud af byrådet, fortæller Steen og sammenligner borgmesteren med en figur fra cowboy tidsalderen.
I valgkampen laver Steen derfor en film med sloganet "Sheriff Fontaine". Steen spiller hovedrollen og rider på hesteryg op foran rådhuset med krudt i pistolen. Scenografien er indenfor cowboy universet. Fontaine er Steen´s kunstnernavn og det er også navnet på hotellet, restaurationen og natklubben.
To påsatte brande
Mange af byens borgere stemmer på Sheriff Fontaine og Steen bliver valgt til byrådet. Det optrapper tydeligvis konflikten med borgmesteren. Stemningen er ophedet og natten til nytårsaften's dag 2010 brænder natklubben.
En måned senere er der brand igen. Denne gang i en af hotellets bygninger. En sted, hvor der lå mennesker og sov. Det er blevet bevist at der er tale om påsatte brande. Steen mener at borgmesteren i sidste ende er ham der står bag hændelserne.
Ambassadøren mægler
Den danske ambassadør i Letland kommer til Liepaja for at hjælpe med at få fred i byen. Ambassadøren holder et møde med Steen, hvorefter han tager på rådhuset for at tale med borgmesteren om Steens sikkerhed.