Bomben i Bagdad

• Hør udsendelsen   (40:32)

I en skyskraber på 21. etage i New York sidder en mand i sin stue med panoramaudsigt over Manhattan. Den eneste lyd, der høres, er vinden, når den stryger langs bygningen.

I hænderne holder han en snor med nogle trækugler. Han strammer snoren, som han fører op foran ansigtet, og langsomt følger han kuglernes bevægelse med øjnene.

- Det er en del af mine daglige øvelser, siger han.

I hjørnet af stuen står to stave, som han bruger til at holde balancen med, når han bevæger sig rundt i kvarteret.

- Her i denne penthouselejlighed - højt oppe - er der helt stille, og det nyder jeg", kommer det sagte fra ham. "Man hører ikke larmen fra New York, og det har jeg brug for.

Navnet er Henrik Kolstrup, karrierediplomat og gennem 20 år ansat ved FN. Hans speciale er konfliktløsninger og hjælpeprogrammer i lande med krig. Og han har haft hele verden som sin arbejdsplads.

I to årtier har han været på missioner i Afrika, på Balkan og sidst i Irak, sammen med sin kone Elsebeth, der trofast har fulgt med. Men en augustdag blev hans liv med ét forandret. Helt præcis den 19. august 2003 i Bagdad.

Han blev headhuntet fra en mission i Sarajevo for hjælpe Irak på fode igen. I Bagdad var han chef for FN's udviklingsprogram for humanitært arbejde. Men det blev ikke mange dage karrierediplomaten fik lov til at virke i sit nye job.

En selvmordsbomber kørte en bil fyldt med sprængstoffer ind i Canal Hotel, hvor FN havde sit hovedkvarter. Anslaget mod FN kostede 22 dræbte og over 150 kvæstede. Værst gik det ud over Henrik Kolstrup.

I den kaotiske situation "forsvandt" han i øvrigt, og først nogle dage senere blev han lokaliseret, svævende mellem liv og død, på et militærhospital nord for Bagdad.

Hans kone, der endnu befandt sig i Sarajevo, vidste ikke, om han var i live.

Efter at have gennemgået operationer i hovedet, bliver Kolstrup via hospitaler i Kuwait og Tyskland overført til Rigshospitalet i Danmark. Hans situation betegnes som kritisk. Da han efter 5 uger vågner af sin koma , tror han, at han befinder sig i Venedig. Samtidig fortæller hans steddatter, Thea, at hun er gravid, og at han skal være bedstefar.

To år efter ulykken besøger Torben Paaske Henrik Kolstrup i New York. Forandringen i hans stemme i forhold til gamle interviews er mærkbar. Han har problemer med balancecentret, synet og hørelsen, og korttidshukommelsen svigter. På trods af de kroniske smerter fortryder han ikke, at han tog til Bagdad. Han er tilbage på jobbet i FN, men på nedsat tid.

-  For nogle måneder siden fik han tilbudt en stilling som chef for FNs minerydningsprogram. "Et job der lige var skræddersyet til mig, fortæller han sagtmodigt.

Men han har truffet beslutning om at gå på invalidepension. Energien slår ikke længere til, kræfterne mangler. Henrik og Elsebeth indstiller sig på at forlade New York og slå sig ned i Danmark.

De har købt hus i Århus tæt ved vandet og datteren Thea samt barnebarnet Ida, der nu er to år.
Henrik og hans kone glæder sig til at komme hjem til Danmark og for første gang have en permanent bolig. "Vi har jo været FN-sigøjnere i mange år", tilføjer Elsebeth.

Torben Paaske besøger familien Kolstrup i Århus forsommeren 2006. Tre års-dagen for tragedien i Bagdad nærmer sig.

- Min største sejr i mit nye liv er, at jeg kan gå uden stokke, forklarer Henrik, mens han viser rundt i deres nye hus, specielt indrettet uden trapper og dørtrin. Han er ved at få mere energi, men må økonomisere med sine kræfter. Og så er han begyndt at skrive små læserbreve, og hans største ønske er, at han engang kan cykle på sin trehjulede cykel, som han har med fra USA.

- Men der går nok en 5-6 år endnu, siger Elsebeth.

Henrik tænker nu og da på Irak, men er ikke bitter, for han synes, han har gjort en forskel, selvom han betalte en høj pris.