Juni 1992 - Sol, sejr og et nej
Feature 21. juni 2012 kl. 15:03
på
P1
Taberen:
"Det er nok et af de største nederlag i min karriere. Hvis ikke det største."
Sådan lyder det umiddelbare svar fra tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, når man spørger ham, hvordan han husker den 2. juni 1992.
Inden Danmark skulle stemme om optagelse i Den Europæiske Union, havde den daværende udenrigsminister været helt sikker på, at det blev et ja. Men et meget lille flertal af danskerne forkastede Maarstricht-traktaten på den varme forsommerdag i starten af juni 1992.
Fortæl os om dit Em '92
Dr.dk vil gerne have din historie fra EM-finalen 1992 – og også gerne et billede fra sommeren ’92 (du har måske ikke et digitalt, men du kan benytte lejligheden til at scanne et).
Fortæl din historie kort (500 tegn) og send den med et billede på 1212@dr.dk - skriv ”em92” i emnefeltet. Læs mere her
"Det var der ikke nogen, der havde forberedt sig på. Det var virkelig noget, der rystede Europa", mindes Uffe Ellemann Jensen. I ugerne efter det danske nej rejste han rundt i Europa for at diskutere med sine kolleger, hvordan Danmarks fremtidige rolle skulle være i EU.
Vinderne:
På samme tid gjorde en flok halvtrætte og ferieklare danske fodboldspillere sig klar til at deltage i et EM, som de ikke havde regnet med at skulle spille. Men Jugoslavien var blevet udelukket fra turneringen på grund af borgerkrigen i landet. Og den 26. juni 1992 var det afløseren Danmark, der stod som europamester.
"Turneringen var nok de tre uger i min karriere, hvor det hele kulminerede. Og jeg fandt virkelig ud af, hvad det vil sige at levere noget for sit land, " fastslår Flemming Povlsen. Han var en af de fodboldspillere, der kunne løfte EM-pokalen.
EM-sejren sendte Danmark i en kollektiv festrus midt i det skønneste sommervejr, og dagen efter blev fodboldheltene modtaget af flere hundrede tusinde mennesker i København i en gigantisk folkefest.
Et vigtigt politisk pusterum
Samtidig kunne Uffe Ellemann Jensen konstatere, at han takket være fodboldsejren havde fået det politiske pusterum, som der virkelig var brug for midt i de hårde forhandlinger om Danmarks fremtid i EU.
"De andre medlemslande var ganske enkelt trætte af Danmark. Trætte af vores fodnoter og vores konstante brok om Europa-spørgsmål. Så det at få den lettelse i situationen, som fodboldsejren gav, kom altså på et meget vigtigt tidspunkt, siger Uffe Ellemann Jensen.
Han fortsætter:"Der kom en folkelig medleven. Vi danskere så glade ud, og det gav noget sympati. Så sejren var med til at skabe en goodwill, som vi vel egentlig ikke havde fortjent, sådan som vi havde opført os."
Sejr var en gave
Lykke Friis er politiker, EU-ekspert og fodboldfanatiker. Og hun er enig med Uffe Ellemann Jensen i, at fodboldsejren også fik en politisk betydning.
"EM-sejren var en gave, der kunne skabe en stemning, der gjorde de lettere af få de danske forbehold igennem," siger Lykke Friis.