Nedlagt mineby blev til musikstudie
Feature 06. september 2012 kl. 15:03
på
P1
Otte gigantiske olietanke udgjorde en alternativ xylofon, en vandtank iklædt stålpigge blev omdannet til en symfoni af metalliske dråbelyde og et taktfast løb på en slidt gangbro skabte et organisk trommebeat.
I august 2011 rejste det danske band Efterklang til øen Svalbard midt i det Arktiske Ocean. Bevæbnet med mikrofoner, optageudstyr og termotøj tilbragte de to uger i den nedlagte russiske mineby Piramida for at optage lydmateriale og samle inspiration til deres sangskrivning.
Bandet havde længe drømt om, at knytte et specifikt sted til deres næste plade og er ikke i tvivl om at de har fundet stedet, da de bliver introduceret til den forladte mineby.
- Det er et sted man ikke lige kommer til, forklarer bandets bassist Rasmus Stolberg. - Det er meget tæt på Nordpolen og vi blev meget fascinerede af stemningen i de billeder vi så deroppefra. Der er en masse forladte industribygninger og sovjetiske boligblokke midt i den smukkeste natur. Vi så også billeder inde fra husene og de fyldt med ting - man kan virkelig fornemme at der har været liv.
Sovjetisk kulmine
Piramida bliver grundlagt som kulmine af Sverige i 1910 og blev solgt til Sovjet Unionen i 1927. Sovjetterne etablerede en fuldt funktionel by omkring minen med skole, hospital, koncertsal, kraftværk, havn og beboelsesbygninger. Da indbyggertallet er på sit højeste boede der omkring 1000 mennesker midt i den ellers øde natur.
Med kort varsel blev minen i 1998 lukket og forladt og siden har den stået tilbage som spøgelsesby. De mange tomme bygninger og det efterladte inventar blev i hænderne på Efterklang forvandlet til en stor musikalsk legeplads. Bandet har indsamlet over tusinde lyde der, som senere er omdannet til sange på den kommende plade, som naturligvis har fået titlen "Piramida".
- Alt hvad vi har, stammer fra det sted. Fra et eventyr eller en ekspedition, som vi tog på sammen. Det giver en ro omkring projektet at vide, at det var her vi startede og alt hvad vi laver efterfølgende refererer til udgangspunktet, fortæller forsanger Casper Clausen.
Videre til Sydney
Eventyret finder sit foreløbige klimaks mange tusinde kilometer mod syd, da Efterklang, den 26. maj i år, opfører verdenspremieren på de nye sange i Sydney Opera House. Her er de inviteret ned for at spille sammen med Sydney Symphony Orchestra i den ikoniske bygning.
Kom med på hele ekspeditionen i P1's feature "Fra Svalbard til Sydney - på musikalsk opdagelsesrejse med Efterklang".
Albummet "Piramida" udkommer den 24. september.