Uden mad i 72 timer
Feature 31. januar 2013 kl. 15:03
på
P1
Mennesket er skabt til at undvære mad i lange perioder. Forskning viser, at det er sundt, det forebygger livsstilssygdomme og så lever du længere, hvis du springer måltiderne over.
Når urmennesket for mange tusinde år jagede vilde dyr på markerne og i skovene rundt i Danmark, så fik han ikke altid ram på sit bytte og måtte gå i seng uden mad. Nu om dage kan vi altid få ram på en pakke kød nede i supermarkedets køledisk. Men vores krop har ikke glemt, at den er bygget til at skulle undvære mad i perioder:
- Vores gener er præcis de samme som for 10.000 år siden, og mennesket dengang fik ikke altid så meget mad, som vi gør nu. Derfor er det en del af vores arvemasse, at vi ikke skal spise hver dag.
Det siger Niels Møller, professor i eksperimentel medicin ved Aarhus Universitet.
Uden mad i to måneder
Der er eksempler på overvægtige, som har levet i seks måneder, uden at få andet end vand og en gennemsnitsdansker burde kunne leve i to måneder uden mad.
- Rent fysisk er der intet til hinder for, at man kan have en ganske almindelig hverdag med sport og arbejde, selv om man ikke har spist i lang tid. Kroppen lever bare af sig selv, så der er bestemt ikke tale om overlevelse, siger professor Niels Møller.
Når kroppen ikke får noget mad ind udefra, så begynder den bare at spise af det den har medbragt selv: Nemlig det fedt, der sidder rundt omkring på vores krop.
- Kroppen er ligeglad med hvad den spiser. Det med indtagelsen foregår kun oppe i hovedet på os, forklarer han.
Sult er psykologi
Og vores hjerner er gode til at bilde os ind, at vi er sultne, selv om vi slet ikke er det. Det forklarer adjunkt Søren Lavrsen fra VIA University College i Aarhus. Han beskæftiger sig dagligt med undervisning i human ernæring og ifølge ham, kunne danskerne blive meget bedre til at spørge sig selv, om de virkelig er sultne, inden de spiser noget.
- Mange danskere spiser per automatik eller fordi de kan mærke, at deres mave knurrer. Men det er måske kun tre timer, siden de spiste sidst, så de behøver det ikke. Vores hjerne er det vildeste vanedyr på det område.
De fleste af os har vænnet sig til at spise klokken syv, tolv og atten. Men i stedet vil Søren Lavrsen gerne advokerer for, at man mærker efter, om man virkelig er sulten eller man godt kunne springe et måltid over.
Lev længere uden mad
Kilden til et langt liv ligger tilsyneladende i at spare på madbudgettet, for i følge meget nyere forskning, så er der en tydelig sammenhæng mellem afholdenhed fra mad og et langt liv. Et eksperiment på rotter har vist, at hvis dyrene ikke fik mad hver anden dag, så levede de markant længere end ellers. Og ifølge Niels Møller er der ingen grund til at tro, at resultaterne ikke kan overføres på mennesker.
- Men ud over det, har man fundet ud af, at mennesker, der faster bare én dag hver måned, har markant nedsat risiko for sukkersyge og hjertekarsygdomme.
At fasten er god mod netop de sygdomme skyldes, at den kan hjælpe kroppen med at stabilisere blodsukkeret. Men hvorfor faste kan være livsforlængende, har Niels Møller ikke noget bud på.
- Hvis jeg kunne sætte den slags på pilleform, så sad jeg nok ikke her.