anmeldt af Per Juul Carlsen

Det virker i høj grad som om Wim Wenders er nået til en skillevej med sin nye film, ’Don’t Come Knocking’. Det er en typisk Wim Wenders film, nærmest en opsummering af hans tidligere film om USA - eller ihvertfald en tilbagevenden til flere af de temaer, han har taget fat i i sine film om USA. Og mærkeligt nok er det som om Wenders med ’Don’t Come Knocking’ har givet slip på flere af sine personlige stilelementer og er smeltet sammen med den yngre amerikanske kollega, Jim Jarmusch. Ikke alene har ’Don’t Come Knocking’ mange fællestræk med handlingen og temaet i Jarmusch’ nye film, ’Broken Flowers’, der fik dansk premiere sidst i 2005, en særlig tør og skæv humor præger i høj grad begge film – på trods af det ganske alvorlige, eller måske tragikomiske emne, filmene tager fat i.

ensom i solnedgangen
Både ’Broken Flowers’ og ’Don’t Come Knocking’ beskriver en mand, der har levet et ubekymret og rodløst liv og som, mens hans nærmer sig de 60 år, begynder at savne de rødder han altid har fornægtet og altid har skubbet fra sig. Mens Jarmusch’ har valgt en søvngængeragtig, tidligere it-ekspert som hovedperson, er Wenders og hans makker i ’Don’t Come Knocking’, forfatteren og skuespilleren, Sam Shepard, faldet over en aldrende skuespilhelt, der pludselig en dag beslutter sig for at stikke af fra den cowboyfilm, han er ved at optage midt ude i ørkenen. Han ridder afsted, ensom i solnedgangen, i hektisk galop, og allerede her kan man konstatere, at Wenders og Shepard er i fuld gang med at pille den gamle amerikanske heltemyte fra hinanden. Den typiske amerikanske helt, cowboyen, manden der byggede USA med sine bare næver og sin sunde moral, stikker af fra det hele.

USA's røvhul
Vor helt, skuespilleren Howard Spence, er måske nok ved at stikke af fra sit arbejde, men han er også på vej hjem, tilbage til de rødder, han har givet fanden i, tilbage til civilisationen for at finde den familie, han aldrig ville have. Han opsøger sin gamle mor, som han ikke har set i utallige år, og så fortsætter han til et af de klassiske hul i jorden, ifølge amerikansk selvopfattelse, byen Butte, der nærmest staves som ’butt’ – med andre ord, USA’s røvhul. Her bor en servitrice, som Howard engang havde en stormfuld affære med under en filmoptagelse og som fødte en søn omtrent ni måneder efter deres affære.

amerikanske myter
Med ’Don’t Come Knocking’ forsøger Wenders igen at indfange og beskrive typiske amerikanske myter og identiteter. Og på mange måder er ’Don’t Come Knocking’ en fortsættelse eller en videførsel af Wenders måske bedste – eller ihvertfald mest populære film – den 20 år gamle ’Paris, Texas’, som Wenders også lavede i samarbejde med Sam Shepard. Det er en smuk og sprællevende historie, Wenders og Shepard fortæller i ’Don’t Come Knocking’, men hvor deres fælles forgænger, ’Paris, Texas’ stod enkel og ren i et afklaret filmsprog er ’Don’t Come Knocking’ en mere skramlende og skæv affære. Den er fuld af mindeværdige scener og velskrevne og velpointerede billeder på det mytologiske USA, og den giver en håndgribelig beskrivelse af et emne, der optager vesterlændinge afsindig meget i de her år, jagten på identitet og rødder. ’Don’t Come Knocking’ bør genvinde Wim Wenders en stor del af det publikum, han havde i 80’erne med ’Paris, Texas’ og ’Himlen over Berlin’.