Offscreen
En rigtig Christoffer Boe-film
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Offscreen' er en rigtig Christoffer Boe-film, en film, der vækker blandede følelser. Der er noget uendeligt sympatisk over Christoffer Boes konstante og konsekvente forsøg på at sparke benene væk under filmmediet, vække publikum og finde nye veje at fortælle historier ad. Men samtidig er det endnu ikke lykkedes Christoffer Boe at få sine formeksperimenter og alternative fortællinger til at løfte sig og, så at sige, blive til mere end eksperimenter, blive til noget usædvanligt, noget vi ikke har set før. Et eksperiment, der er så logisk og indlysende, at man glemmer eksperimentet. Bagtankerne, overvejelserne og teorierne sidder stadig tungest på Christoffer Boes film. Det er selve eksperimentet, der er i fokus.
Intet har ændret sig
Med debutfilmen 'Reconstruction', hans absolut mest vellykkede film endnu, forsøgte Christoffer Boe så at sige rekonstruere og genskabe en kærlighedshistorie, eller måske rettere: i 'Reconstruction' forsøgte hovedpersonen Alex at rekonstruere sig selv efter at have kastet sig ud i en kærlighedsaffære, der har slettet hans fortid.
Det kom der en spændende lille film ud af, en flot, velkomponeret, overraskende og udfordrende film. 'Reconstruction' var et interessant eksperiment, en finurlig film, men på ingen måde en gribende historie - ikke en af den slags film, man tager med sig og som bliver en del af en.
Det samme kan siges om Christoffer Boes anden film, 'Allegro', fra sidste år. En smukt og originalt filmet komedie om en berømt koncertpianist, der vender hjem til København og opdager at bevidstheden om et gammelt, kuldsejlet kærlighedsforhold er gemt væk i et lille område i det midterste København, et område ingen andre kan komme ind i.
Det er i sig selv så kunstfærdig og krukket en historie, at den har brug for et effektivt modspil fra filmens kærlighedshistorie. Det modspil kommer aldrig. Eksperimentet, den skæve fortællestil, den alternative indgang til filmmediet overskygger alt andet. Man bliver aldrig for alvor interesseret i historien bagved eller i figurerne.
I den sammenhæng har intet ændret sig med Boes nye film, 'Offscreen'. Den bygger på et endnu mere radikalt eksperiment end de to forgængere. Christoffer Boe udstyrede nemlig skuespilleren Nicolas Bro med et kamera og gennem et år filmede Bro sig selv i flere situationer, bl.a. udfordringer og prøver, som Christoffer Boe gav ham. Den iscenesættelse leger Christoffer Boe og Nicolas Bro allerede med i starten af 'Offscreen'.
Nicolas Bro på opgaver med et kamera
Undervejs i Nicolas Bros optagelser af sig selv opstod kimen til en fortælling og et drama og tilsidst skrev Boe og Bro en række scener, der kunne runde det hele af som film.
En interessant og spændende idé, men er der nødvendigvis kommet en mere spændende og interessant film ud af det, end hvis Christoffer Boe blot havde skrevet den historie, han brændte for at fortælle - istedet for at sende Nicolas Bro på opgaver med et kamera? Det er højst tvivlsomt. Historien i 'Offscreen' bliver aldrig hverken opsigtsvækkende eller original, snarere tyndbenet og uden de store pointer. Den går ganske enkelt ud på at Nicolas Bro spiller sig selv, som en skuespiller, der gerne vil filme sig selv og sit liv, tilsyneladende for at rette op på sit eget forhold til kæresten Lene. Udgangspunktet for filmen står aldrig helt klart.
Men Nicolas Bro får sit kamera, som han tænder for ved enhver lejlighed, som fx da han nyder synet af sin kæreste i sengen. Ikke overraskende ender det evigt tændte kamera med helt at ødelægge forholdet mellem Nicolas og Lene - og en skønne dag skrider Lene. Og så bliver Nicolas Bro en typisk hovedperson i en Christoffer Boe-film, en ung mand, der går i opløsning i sit forsøg på at håndtere sit kærlighedsliv. Nicolas Bro går bare mere i opløsning end forgængerne i 'Reconstruction' og 'Allegro'. Han går rigtig meget i opløsning.
Det er ikke historien det handler om
En mand, der ikke kan holde sammen på sit kærlighedsliv - der elsker sin kæreste højt, men ikke kan finde ud af at give sin kærlighed videre til hende - er et fortræffeligt emne for en film. Men det forekommer unægtelig sandsynligt, at den historie kunne være blevet afleveret langt mere rent og direkte og fremfor alt gribende uden al virakken omkring 'Offscreen's form og konstruktion.
Naturligvis kan man lægge mange betydninger og fortolkninger ind i Nicolas Bros figur i filmen. En skuespiller og et mediemenneske, der filmer sit liv for at mærke sig selv og finde sig selv. Det kan opfattes som et billede på en mand, der kun kan leve i mediernes lys, en slags Paris Hilton, om man vil. Men selve det kritiske lys på vore dages fascination af livet i medierne, forsvinder hurtigt ud af 'Offscreen', og tilbage står en film, der ikke har noget klart mål eller nogen klar pointe, men som har en form og et eksperiment, der mere og mere fremstår som filmens reelle eksistensgrundlag.
Det er ikke historien det handler om, ikke fortællingen, ikke pointen, ikke moralen. Det er igen selv eksperimentet, der er kernen i en Christoffer Boe-film. Det er interessant, men det bliver aldrig gribende eller rigtigt vedkommende.