En Soap
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Hvad vil det fortælle os? Hvad vil Pernille Fischer Christensen og Kim Fupz Aakeson med historien om en ung kvinde og en transseksuel mand, der tilfældigt støder ind i hinanden som naboer i et lejlighedskompleks et sted i forstads-Danmark.
Hvad vil de fortælle os?
Det står aldrig rigtig klart hvor historien skal hen, og således passer 'En soap' ganske glimrende ind i det generelle indtryk af Kim Fupz' efterhånden mange manuskriptbidrag til dansk film. Han tager fat i spændende, dramatiske emner, der er hentet direkte ud af den danske hverdag, historier om en far, der bliver anklaget for incest i 'Anklaget', om et forældrepar, der mister deres barn i 'Lad de små børn', om racespændinger i '1:1' og om en fængselspræst, der får sat sin tro på prøve i 'Forbrydelser'.
Men Fupz' historier når sjældent frem til en form for forløsning eller konklusion. De bliver til en 'noget om noget'-historier, hvor selve det at beskrive almindelige danskere i voldsomme, dramatiske situationer, er det væsentlige. Hvad man skal bruge det til, hvad historien skal fortælle os, kommer i anden række, eller mere præcist, det bliver lagt over på publikum at konkludere på figurernes oplevelser og skæbner.
Utilpassede sjæle
Den manglende lyst til at konkludere og fastslå noget på sine figurers vegne præger også 'En soap', Kim Fupz og Pernille Fischer Christensens sølvbjørn-vinder fra Berlin. De to tilsidesatte, utilpassede sjæle, Charlotte og Veronica, dumper tilfældigt ind i hinanden, da Charlotte pludselig beslutter sig for at droppe sin kæreste gennem mange år. Hun flytter ind i en ny lejlighed og opdager at hendes underbo er en transseksuel ung mand, der egentlig hedder Ulrik, men hellere vil opfattes som Veronica. Veronica vil helst have lov at passe sig selv og sin lille gesjæft som dominatrix for sexuelt forvirrede mænd. Men Charlotte bliver nysgerrig på sin nye underbo og meget hurtigt er de traditionelle kønsroller byttet grundigt om. Veronica er den generte og bly og kvindelige, mens Charlotte er den uadvendte og aggressive og mandige, der presser på for at få kontakt.
En kulørt soap
Da Charlotte redder Veronica efter et mislykket selvmordsforsøg, bliver den spæde kontakt til et egentligt venskab - med tilløb til mere end det. Ret meget mere er der sådan set ikke kørt i stilling i 'En soap'. Det er et lille drama mellem to personer og en lille håndfuld bipersoner, herunder Veronicas mor og Charlottes eks-kæreste. Den slags kærlighedsdramaer med skæve seksuelle eksistenser kan som bekendt meget hurtigt ende med at blive kulørt, som en ugebladsnovelle eller en amerikansk tv-serie, en rigtig soap opera eller blot soap. Det problem har Kim Fupz og Pernille Fischer Christensen forsøgt at gå imod med en lille intellektuel overbygning, der netop understreget, at der er tale om en kulørt soap. Ikke alene er Veronica fan af en typisk amerikansk soap-serie, filmen bliver også pakket ind i en række mellemspil, der minder om den gamle soap-parodi, 'Soap', der blev sendt for omkring 20 år siden i dansk tv. Den, der havde punchlinen 'er de forvirret? det vil de ikke være efter denne uges episode af 'Soap''.
Skuespillet redder filmen
'En soap' er altså pakket ind som en leg med soap-genren. Men spørgsmålet er, om ikke 'En soap' ville være en stærkere og mere konkret film, hvis Christensen og Fupz havde pillet den leg med sæbeoperaen ud og i stedet erkendt fuldt ud at de præsenterede et kulørt kærlighedsdrama om to utilpassede skæbner.
I sidste ende er det hverken indpakningen eller stilen, der redder 'En soap' hjem. Det gør derimod de to fremragende præstationer i hovedrollerne. Trine Dyrholm, der bliver bedre og bedre med årene, spiller Charlotte med en forunderlig mandighed og aggressivitet mens David Dencik underspiller sin Veronica så effektivt, at hun virker troværdig i ethvert sekund i filmen. Det organiske og hele tiden bevægelige samspil mellem Dencik og Dyrholm lover godt for Pernille Fischer Christensens fremtidige film. Til gengæld villle det klæde både debutanten Christensen og veteranen Fupz at gå mere i biddet på deres historie næste gang, at køre linen helt ud, så man aldrig er i tvivl om hvad de vil med deres film og hvad de vil fortælle os med den.