A Bittersweet Life

Voldelig poesi

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man kan ikke undgå at komme til at fundere over brugen af vold på film, når man ser den koreanske actionfilm, 'A Bittersweet Life'.  Det er en tidstypisk koreansk actionfilm, som på ingen måde minder om typiske vestlige actionfilm.

Zen-buddhisme og vold hånd i hånd
I 'A Bittersweet Life' går zen-buddhisme og vold hånd i hånd. Det er et kærlighedsdrama og en skæbnefortælling, pakket ind i smukt orkestreret og ekvilibristisk fotograferet vold. Og hvis ikke man kan acceptere brugen af koreograferet vold som indpakning for en kærlighedshistorie - på samme måde som dans er selve fortællesproget i en ballet - vil det være meget svært at forlige sig med 'A Bittersweet Life'.

Noget man aldrig ville se i en vestlig actionfilm
Hele filmen åbner med en lille prolog, som man med garanti aldrig ville se i en vestlig actionfilm. Henover billedet af et træ, hvis grene blæser i vinden fortæller en stemme om en ung munk, der studerer grenene på et træ. Han spørger sin læremester om det er grenene eller vinden, der bevæger sig, og læremesteren svarer: 'det er dit hjerte og sind, der er blevet sat i bevægelse'.
Efter det lille stykke poesi fortæller 'A Bittersweet Life' en historie om en lejemorder og livvagt, Sun-Woo, hvis hjerte og sind pludselig bliver sat i bevægelse. Manden har trofast udrettet de mest brutale og voldsomme opgaver for sin chef, han har tortureret på de mest sindrige måder, bare for ligesom at understrege sin styrke og da han i starten af filmen skal smide tre småskurke ud, ordner han opgaven som var han en kunstner, der stod foran et hvidt lærred i et atelier. Først be'r han bøllerne om at forsvinde inden han har talt til tre. Da det ikke sker, be'r han sin assistent låse døren, så ingen kan komme ud. Og så går han i action. Mens hans assistent ordner sagerne ved først at skyde og bagefter slå på sin modstander, for ligesom at gøre det nemmere for sig selv, springer vores helt rundt på vægge og borde og uden brug af våben, andet end hænder og fødder, får han nedkæmpet skurkene. Så hårdkogt er han, vores hovedperson. Volden er hans sprog, hans udtryksform, hans metier, hans kunst om man vil.

Når hjerte og sind bliver sat i bevægelse
Men så en dag sender hans chef, der har fuld tillid til Sun-Woo, ham på en lille simpel opgave. Chefen har mistanke om at hans elskerinde har en anden elsker, og det vil chefen naturligvis ikke finde sig. Opgaven er ganske enkel. Hvis Sun-Woo finder ud af at pigen har en anden, skal både pigen og fyren fjernes fra jordens overflade. Naturligvis har pigen en anden, men undervejs på opgaven har Sun-Woo fattet interesse for pigen. Han er måske ikke ligefrem forelsket i klassisk forstand, men han har fået en åbenbaring, han har set ind i en verden, han ikke har kendt til før. Hans hjerte og sind er blevet sat i bevægelse - så meget endda at den før så kolde dræber ikke kan snøvle sig sammen til at slå de to elskende ihjel. Han skåner dem, hvis de til gengæld lover ikke at se hinanden igen. For første gang har han ikke udført den opgave, han blev sat til at udføre. Det opdager hans chef naturligvis, og så bliver Sun-Woo udsat for en hævn, der er ligeså grum og kalkuleret som den, han så ofte har udsat sine ofre for.

Tung em af skæbnesvanger død
Lad os bare slå fast, at så godt som ingen overlever 'A Bittersweet Life'. Det kommer ikke som den store overraskelse. Der hviler en tung em af skæbnesvanger død over filmen lige fra første billede. Dermed ligger 'A Bittersweet Life' i klar forlængelse af sydkoreas store vildsæstetiker, Chan Wook-Park, der i de seneste år har høstet megen international berømmelse for sin hævntrilogi med filmen 'Sympathy for Mr. Vengeance', 'Old Boy' og Sympathy for Lady Vengeance', tre ekstremt opfindsomt filmede historier om hævnere, der intet opnår ved deres hævn. Vold er ingen løsning i hverken Chan Wook-Parks film eller i Kim Ji-Woons 'A Bittersweet Life', og dermed er udgangspunktet helt anderledes end i amerikanske actionfilm med eksempelvis Clint Eastwood, Charles Bronson, Steven Seagal og Sylvester Stallone. I de her yderst æstetiske koreanske kunstvoldsfilm er vold bare et sprog, et udtryk. Og i 'A Bittersweet Life' bliver volden brugt som et billede på den omvæltning, hovedpersonen gennemgår da han møder sin skæbne, nærmest som et rovdyr, der får skrupler ved at dræbe for at leve.

Vold vi ikke er vant til
Det er en brug af vold, vi ikke er vant til i danske biografer. Den kan virke brutal, ja, afstumpet i sin forunderlige kobling af kærlighed, melodrama og kunstfærdig tortur, men skraber man lidt i overfladen ser det langt mere komplekst ud. Volden bliver primært brugt fordi den ganske enkelt ser godt ud på film, fordi der er noget smukt ved at se en blodpøl vokse under et nyligt skudoffer, fordi der er poesi at finde i et menneske, der nærmest kan danse mens han slås. Hvis man kan acceptere det, er 'A Bittersweet Life' et smukt stykke poesi, der kun er interesseret i volden for dens æstetiske værdi.