A good year

Papvin med bundfald

Anmeldt af Maritn Biil Larsen

Hører du til den velbjergede rødvinsgeneration, der elsker god årgangsvin og drømmer om et idyllisk hus i Frankrig? Eller har du en svaghed for landlig bonderomantik og filmbilleder, der ligner postkort? Ja, så er 'A Good Year' lige noget for dig. Men kan du ikke fordrage film, hvor man kan regne handlingen ud efter fem sekunder? Har du det svært med småfilosfisk lommeuld? Eller har du bare allerede set rigeligt med film om, at du skal skrue ned for ræset og nyde de små ting i livet? Hvis ja, så hører du bestemt ikke til målgruppen for Ridley Scotts nye film. 'A Good Year' er nemlig en forudsigelig, uoriginal og pladdersentimental klichefyldt hyldest til vin, sutsko og den skønne sydfranske natur.

Kynisk moneymaker
Russel Crowe spiller den succesrige børsspekulant Max Skinner med hightech lejlighed i downtown London, der har dedikeret sit liv på at score kassen. Til det formål udnytter max kynisk andre mennesker og manipulerer gerne med aktiemarkedet, så det grænser til det kriminelle. Efter en veludført handel får Max besked om, at hans gamle onkel Henry er gået bort, og at han har arvet onklens forfaldne vingård i Provence. Max rejser straks til Sydfrankrig, ikke for at sørge over onklens død, ham har han ikke set i 10 år, men for at finde ud af, hvad han kan få for det arvede vinslot. Men da han ankommer til slottet og inddufter den sydfranske natur, så strømmer barndomsminderne ind over ham om lykkelige somre sammen med den excentriske onkel.

Overhalingsbanen overhales
Max begynder igen at mindes barndommens beundring for onkel Henrys tilbagelænede livsstil, hvor han dyrkede vin, mad og kvinder i lange baner. Alligevel er Max fast besluttet på at sælge vingården og den livsfilosofi, den repræsenterer. Men så støder han pludselig på en fransk åbenbaring i form af den lifligt udseende Fanny Chanel. Max forelsker sig i den velduftende Chanel, hvilket komplicerer hans ellers glatte salgsplan. Det sydfranske bondelands mange herligheder er simpelthen ved at lokke ham væk fra sit liv i forretningsverdenens overhalingsbane. Og da en amerikansk pige pludselig dukker op og hævder, at hun er onkel Henrys ukendte datter, så komplicerer det selvfølgelig blot forholdene yderligere.

Blanding af tv-show og turistvideo
Russel Crowes forvandling fra iskold egoistisk moneymaker til blød livsnyder, der hiver stikket ud, er fortalt så sentimentalt og med så mange klicheer, at det kunne have været med i Master Fatmans nye tv-show, hvor kendte mennesker hiver stikket ud. Det ligner ikke Scott at lave så entydigt banale film, men med 'A Good Year' har han åbenbart ville lave karrierens første lille, bitte film, der ikke skal stimulere hovedet eller give en på opleveren, men som derimod skal forføre vores sanser. Og det lykkes da også på sin vis. Der er rækker af støvede romantiske billeder fra Provence fyldt med varme og mættede farver, som var de komponeret af Monet. Og filmen dyrker uhæmmet liflige franske druer og fed bondemad, så man kan mærke mundvandet stige. Alligevel sidder man tilbage med en temmelig dårlig smag i munden. For det visuelle bombardement af sanserne er filmens eneste gode kort. Derfor kommer den mere til at ligne en professionel turistvideo for Sydfrankrig end en underholdende komediefilm. 

Komøg og mistanke
Den amerikanske komedie 'Sideways' var også fyldt med fascinerende snak om vin. Men i modsætning til 'A Good Year', så havde 'Sideways' uforudsigelig handling og vanvittig morsom komik. I 'A Good Year' er det primært Russel Crowe, der skal sikre grinene med en lang række falden på halen-optrin. For eksempel falder Crowe igennem et hegn midt i en tenniskamp, og han falder gudhjælpemig ned i en tørlagt swimmingpool fyldt med komøg, som han så svømmer rundt i. Komikken i 'A Good Year' er så provokerende plat, at man mistænker Scott og Crowe for at ville se, hvor langt ud man kan drive de klassiske falden-på-halen-elementer i en film, før tilskueren forlader salen.

Hobbyfilm
I det hele taget fremfører 'A Good Year' en så markant paraderække af ligegyldige optrin, at man må stille spørgsmålet, hvad Scott egentlig har tænkt sig. Og man kunne desværre frygte, at han ikke har tænkt sig så synderligt meget om, men bare har lavet en film om sin hobby uden at have en historie at fortælle. I sin fritid skifter Scott nemlig instruktørstolen ud med vinbondens træsko og slapper af på sin vingård i netop Provence. I 'A Good Year' har Scott ville forene sine to passioner: dyrkningen af vin og skabelsen af film. Resultatet fungerer bare ikke som film, men blot som en sentimental enøjet hyldest til franske livsnydere.
 
En masseproduceret papvin
Titlen, 'A Good Year', peger på vinjargonen 'en god årgang'. I forhold til Scotts store årgangsfilm som 'Blade Runner' eller 'Thelma og Louise', så smager 'A Good Year' lige så tyndt som en masseproduceret papvin, der er glemt i det øjeblik, den forlader tungen. 'A Good Year' er langtfra at være stor eller nødvendig filmkunsten, men en humorforladt feel-good-film, der kun vil glæde dem, der stadig tror på at lykken bor i en sydfransk flække.

.