De usynlige børn

Verdenskendte instruktører og oversete børn

Anmeldt af Martin Biil Larsen

Børn er eksperter i at få de voksnes opmærksomhed. De fanger vores blik, når de struttende af livsglæde tager fat på livet som var det ét stort tag-selv-bord, og de kidnapper vores ører, når de laver højrøstet støj. Men der er også de børn, som ikke bliver set som andet end genstande for voksnes interesser. Børn, som på grund af ekstrem fattigdom eller krig er blevet frarøvet deres ret til bare at være, hvad de er, nemlig børn. Disse oversete børneskæbner fortjener naturligvis også at blive set og hørt. Og det bliver de med filmen 'De usynlige børn,' som er skabt af en håndfuld af verdens største filminstruktører.

Ikke nogen traditionel spillefilm
'De usynlige børn' er ikke nogen traditionel spillefilm. Det er en såkaldt filmantologi, dvs. en film, der består af en række kortfilm som er samlet omkring et fælles tema. 'De usynlige børn' zoomer ind på de dårlige vilkår som børn lever under verden over. fra afrikanske børnesoldater over kriminelle italienske ungdomsbander til kinesiske børnearbejdere og rigmandsbørn. 'De usynlige børn' består af 7 filmbidrag, hvoraf en håndfuld er signeret af filmverdenens mest anerkendte instruktører: Ridley Scott, Emir Kusturica og Spike Lee, der typisk for ham tager os med ind i den afroamerikanske ghetto med en kortfilm om pigen Blanca, der er blevet smittet med aids af sine junkieforældre. John Woo bidrager også med en lille fabel om venskabet mellem en gammel tigger og et hittebarn, der helt i Woo's ånd er lige så sukkersød sentimental som en reklame for Werters Echte.

Ukendt bag bedste novellefilm
Er 'De usynlige børn' spækket med anerkendte instruktørnavne, er det dog en forholdsvis ukendt kvindelig instruktør, der står bag den bedste novellefilm. Har man hørt navnet Katia Lund før, er det sikkert i forbindelse med filmen 'City of God', som Lund instruerede sammen med Fernando Meirelles. I sit bidrag til 'De usynlige børn' viser Katia Lund dog, at hun godt kan selv. I en overdådig lækker visuel indpakning, der meget ligner stilen fra netop 'City of God', med knaldhurtig klipning som vi kender den fra MTV's musikvideoer blandet med filtrerede farveretoucheringer fortæller Lund historien om et ungt søskendepar, der forsøger at overleve i Sao Paolos ekstreme fattigdom. Bror og søster samler på skrald, på tomme konservesdåser og krøllet pap. De lever af det, der er kasseret, ved at sælge det til skrothandleren.

En varm og opløftende historie
Søskendeparrets kamp for overlevelse bliver baggrunden for en historie fyldt med kærlighed, menneskelig opfindsomhed, optimisme og ikke mindst sammenhold. Den er ganske enkelt smittende samtidig med at børnenes skæbner rammer tilskueren. Katia Lunds film om det brasilianske søskendepar skiller sig ud fra de øvrige bidrag, fordi den som den eneste fortæller en varm og opløftende historie om nogle tragiske børneskæbner. Der er simpelthen et håb midt i al den trøstesløse slum. De fleste øvrige bidrag forfalder generelt til at have ondt af børnene, i stedet for at have ondt med dem. En undtagelse er dog Emir Kusturicas bidrag. Med sigøjnermusik på fuld skrue og vanvittige balkantyper på karakterlisten fortæller Kusturica en falden-på-hale-komedie om en dreng i ungdomsfængsel.

De voksnes skyld
Hos Kusturica er det de voksnes skyld, at børnene havner i fængsel. De alkoholiserede voksne tvinger børnene til at begå kriminalitet for at skaffe penge til deres afhængighed. At det er de voksnes skyld, er et tema, der går igen i alle filmene. De usynlige børns triste skæbner skyldes kyniske, korrupte og selvviske voksne, der glemmer, at de også selv engang var børn. Og det er givetvis rigtigt. Problemet er bare, at de enkelte film aldrig ser ud over de simple relationer mellem en voksen, der udnytter et barn og i stedet retter fokus på mere komplekse samfundsstrukturers indflydelse på børns vilkår. Fx på globaliseringens betydning for den stigende børneprostitution eller på multinationale virksomheders udnyttelse af børnearbejdskraft i tredjeverdenslandene.

Et grundlæggende problem
'De usynlige børn' har et grundlæggende problem, nemlig filmens form. Fordi tiden nødvendigvis er knap i en novellefim, så har instruktøren den triste tendens at ville udpensle sit budskab. De enkelte filmbidrag smører deres budskaber ud over lærredet, som var det et stykke højbelagt smørebrød. Fordi forsømte børneskæbner er et følsomt emne, har det sikket været instruktørernes førsteprioritet, at deres budskaber gik ind, sekundært har de ønsket at lave filmkunst. Pointen er blot at, simpel filmretorik hverken stimulerer hovedet eller kroppen. De usynlige børn forbliver derfor på en måde stadig ude af syne, de bider sig ikke fast i tilskuerens bevidsthed. 'De usynlige børn' er alligevel en interessant film. Fordi de verdenskendte instruktørers bidrag så tydeligt afspejler de hofområder og stiltræk, der er gennemgående i deres samlede værker. det er som at se Kusturica, Spike Lee, John Woo og Ridley Scott i en koncentreret aftapning. Af den grund er 'De usynlige børn' en must-se-film for den almindelige filminteresserede.  Desværre ikke på grund af, at den får tilskuerens øjne op for forsømte børns kår på denne barske planet. Og det er jo ellers filmens intention.