Apocalypto

Udpenslet og ekstrem

 Som actionfilm     

 Som politisk/filosofisk statement

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvilken mel er det helt præcis Mel Gibson har i sin pose med 'Apocalypto'? Er den ren? Eller er han en ussel lakaj for de mørke kræfter, han beskyldes for at mænge sig med i de her tider, radikal kristendom og racisme?

Umiddelbart sympatisk
Umiddelbart er der noget dybt sympatisk over at en Hollywoodstjerne vælger at beskrive noget så sjældent på film som maya-indianere i 1500-tallets mellemamerika, og han giver dem endda lov til at tale deres eget sprog og til at udfylde alle roller i filmen. Dermed gør Gibson op med mange mange års tankegang i Hollywood, hvor folk, der ikke taler engelsk enten er blevet udstyret med gebrokkent engelsk med accent eller også er de blevet holdt i ave af vestlige hovedpersoner, som publikum skal identificere sig med og opleve historien igennem. Og det er lykkedes ham at trække folk i hobetal alligevel. Det er altsammen yderst sympatisk. Men derefter begynder det hele at blive mere dunkelt og uigennemskueligt. Det billede Gibson maler af den engang så stolte og civiliserede Maya-kultur er nemlig langtfra fuld af velvilje og forståelse. Og hvad er det helt præcis Gibson peger på, når han starter filmen med et citat, der efter hukommelsen lyder 'en stor civilisation, der er ved at gå i opløsning indefra, vil altid være et lettere offer for en fjende udefra'?

Visse sammenhænge
I interviews har Gibson forklaret, at han så visse sammenhænge mellem det mægtige maya-riges fald i 1500-tallet og vore dages civilisation. Men i betragtning af at det netop var vore dages kristendom, der kom tromlende ind over mellemamerika på en måde, som der ikke er så stor grund til at være stolt af, klinger Gibsons pointe lidt sært. Specielt i betragtning af at Gibson viste hvor ekstrem han er i sin kristne tro med sin film, 'The Passion of the Christ', hvor kristus' lidelser under korsfæstelsen bliver udpenslet til mindste detalje, uden at Gibson af den grund tilføjer kristus-figuren en ny, nutidig og spændende fortolkning.

Præsenteret på to måder
Det er heller ikke fordi Gibson har noget afgørende og spændende at fortælle om maya-indianerne, en civilisation, der besad stor viden og som var i stand til at udøve kompliceret ingeniør-kunst med deres talrige smukke pyramider. I 'Apocalypto' bliver mayaerne præsenteret på to måder, dels som et skovfolk, der lever i fred og fordragelighed og i pagt med naturen, dels som et byfolk, der i sin grumme dekadence ligner en flok nære slægtninge til Saurons orker i 'Ringenes herre'. Den eneste forskel på Saurons rige og maya-byfolket i 'Apocalypto' er at solen skinner og vegetationen vokser frodigt i mayaernes rige. Derudover lægger Gibson overhovedet ingen fingre i mellem i sin beskrivelse af mayaer, der ser ud som de dyrker de mest dekadente afguder, man kan forestille sig, mens de alle sammen er pilskæve på kraftige hallucinogener. Ikke engang romerne er blevet beskrevet så afstumpet og dekadent på film.

Frisk kød til guderne
Det er i den dekadente verden, filmens hovedperson, Jaguar Paw, Jaguarklo, havner. Han lever i fred og fordragelighed med sin søn, sin gravide kone og sin stamme i skoven, men en dag bliver stammen overfaldet af krigere fra maya-byerne, der har brug for frisk kød til at ofre for guderne. Jaguarklo og vennerne bliver slæbt gennem skoven til maya-storbyen, hvor kvinderne bliver solgt som slaver mens mændene bliver slæbt op på toppen af en pyramide. Her bliver de trukket frem, én efter én, til den øverste religiøse myndighed, der skærer hjertet ud af livet på dem, hvorefter hovedet bliver hugget af og smidt ned af den enorme trappe til det jublende folk. Derefter følger kroppen, der havner i enorme massegrave i udkanten af byen. Hovedet bliver behørigt sat på stave på byens torv.

Ekstremt blodigt
Som i 'The Passion of the Christ' er beskrivelsen af skovfolkets lidelser ekstremt blodige udpenslet, så ekstremt, at det hele virker ufrivlligt komisk. Hvorfor dette ekstreme lidelsestrip? Hvad er Gibsons pointe med at beskrive maya-civilisationen som orker på syre? Og hvorfor har han ikke indset, at ofringerne ville virke langt mere grumme hvis de blev udført at anstændige, afdæmpede familiemennesker som du og jeg, der virkelig troede på at det nyttede noget ofre et menneske eller ti for at der kunne komme mere regn og vokse flere afgrøder frem? Derfor er 'Apocalypto' så svær en størrelse at kapere. Den har bestemt sine kvaliteter, ikke mindst som økologisk actionfilm, men den taber mange af kvaliteterne på gulvet i sin hysteriske beskrivelse af mayaerne og i sin dunkle pointe om civilisationernes fald. Mel Gibson har selv antydet, at 'Apocalypto' er en kritik af USA's invasion i Irak og af vores civlisations opførsel i almindelighed, men det er ligeså nemt at opfatte den som en kristen jublen over det lykkedes at smadre en så afstumpet civilisation.

Hvad skal man stille op
Hvad skal man stille op med 'Apocalypto'. Glædes over at det moderne, brede publikum ikke ser noget problem i at identificere sig med en ældgammel indianerstamme? Nyde den som actionfilm? Ærgre sig over at filmen bruger så mange kræfter på at genskabe en kultur, som den slet ikke er interesseret i når det kommer til stykket? Eller undre sig over at det virker som om filmen er udtænkt i et hoved, der triller med voldsom fart ned af en enorm trappe på en maya-pyramide.