Arthur og minimoyserne
Arthur og klicheerne
Anmeldt af Thomas Holmby Hansen
Instruktøren Luc besson har om nogen stået for fransk films succes i udlandet de sidste 20 år. I bagagen har han succeser som Subway, Le Grand Bleu, Nikita og Det femte Element. De sidste 7 år har Luc Besson så brugt en stor portion energi og henved en halv milliard kroner på at skrue sig selv ned i børnehøjde. Det er blevet til fire bøger om Arthur og Minimoyserne, og de fire bøger bliver også lavet til et par fantasyfilm. Den første har premiere i denne uge - og den hedder 'Arthur og Minimoyserne'.
Spidsørede og gennemnuttede
Minimoysere er sådan nogle bittesmå troldelignende spidsørede og gennemnuttede væsener, der har deres egen verden ude i haven, hvor Arthur bor sammen med sin bedstemor. Og den ti-årige Arthur bliver nødt til at skrumpe helt ned og blive en minmoyser selv og komme til deres verden - her skal han finde rubiner og sin bedstefar, der måske lever i fangeskab dernede - hos den onde onde M. Sammen med Minimoysernes prinsesse og hendes lillebror Bette tager Arthur afsted.
Store klicheer
At man ikke må sige den ondes navn er en af fantasy-genrens helt store klicheer, og dem rammer Luc Besson desværre ned i en del af i dette eventyr, der ikke vil ramme nogen over ti år. For så har alle med bare lidt hang til andre verdner stiftet bekendtskab med drenge i trænge kår, der viser sig at være udvalgte, som kan trække sværdet op af stenen. Man kender den om familiemedlemmet, som skal reddes, man ved, at der i nødens stund kommer hjælp fra en uventet kant - og alle har hørt om prinsesser, som forelsker sig i drengen, der er udvalgt.
Falder ikke helt i søvn
Når man trods alt ikke falder helt i søvn over Arthur og Minimoyserne, så hænger det sammen med Luc bessons evner til at skabe fascinerende billeder og verdener. Minimoysernes verden er animeret, vores almindelige verden er med rigtige skuespillere. Og det er ingen dum ide - særligt når man laver film for de mindste - at sørge for denne klare opdeling. Og i animationsverden er der opmuntrende actionscener med flugt i legetøjsbiler og vandgang i sugerør - det vil nok fascinere de mindste omend man aldrig er rigtig bange for at det kommer til at gøre ondt på nogen. Således heller ikke når den onde Maltazars - (gisp gisp) Jamen, det er jo ikke farligt at sige navnet - altså heller ikke når den onde Maltazars dumme dumme onde søn kommer på tværs af vores venner, der er havnet på en jamaicansk minimoyserbar.