Babel

Kommunikationsproblemer af bibelske proportioner

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Som få andre filminstruktører i den her verden forsøger mexicaneren Alejandro González Iñárritu at spidde den tid, vi lever i - at indfange de tanker og de strømninger, der præger os jordboere. Der er selvfølgelig en opgave med visse naturlige problemer og udfordringer, men Iñárritus film er klart præget af, at instruktøren ser film som jordklodens bedste kommunikationsform, som det sprog, der nemmest kan forstås over hele verden. Med sin forrige film, '21 Grams', forsøgte Iñárritu og hans manuskriptforfatter, Guillermo Arriaga, at stille spørgsmålet 'hvad vejer vores liv'? De fortalte en historie om at miste, om sorg og om skyld - fortalt udfra den tanke at livet, det helligste vi har, er blevet det moderne menneske så helligt, at vi i vores krav på den perfekte tilværelse nægter at tro på, at vi kan dø.

Gamle bibelske beretninger i nye klæder
Med den nye film, 'Babel', maler Iñárritu og medforfatter Arriaga endnu bredere. De har sammensat en 2 1/2 time lang film om de misforståelser og den manglende kommunikation, der er mellem mennesker verden over, på trods af al tale om globalisering og globale landsbyer. 'Babel' tager udgangspunkt i den gamle bibelske beretning om mennesket, der stræber efter at nå himmelen med sit Babelstårn, underforstået forsøger at blive ligeså intelligent og magtfuld som sin skaber. Og som straf for den hovmodige indstilling fratager Gud mennesket sit fælles sprog og splitter det i de mange sprog, der har været en barriere for kommunikation i mange årtusinder.

Ikke kun problemer med sproget
I Iñárritus moderne beretning 'Babel' skyldes kommunikationsproblemerne ikke kun sprogproblemer, men i høj grad kulturelle, økonomiske, politiske og emotionelle forskelle. Ægteparret Richard og Susan kan fx ikke finde ud af at kommunikere med hinanden. De har mistet en lille søn, der sov ind i sin vugge, og kan ikke finde ud af at tale sammen om deres sorg. Nu er de rejst til Marokko, alene og uden deres to 7-8 årige børn, i håb om at finde hinanden igen. Det går dog ikke så godt.

Grænsevagter og illegale indvandrer
Hjemme i USA, på grænsen til Mexico, er der problemer med kommunikationen pga økonomiske spændinger. Richard og Susans mexicanske hushjælp vil gerne til sin søns bryllup i Mexico, men kan ikke finde en babysitter til Richard og Susans to børn og tilsidst beslutter hun sig for at slæbe børnene med til bryllup i Mexico. Det går fint ind i Mexico, men problemet er at få børnene ind i USA uden ballade med de amerikanske grænsevagter, der mildt sagt er på tåspidserne hvad illegal indvandring fra Mexico angårKommunikations. Hushjælpen har ikke de rigtige papirer og endnu værre er det at bilen køres af husjælpens nevø, en ungdommelig fløs, der tilmed er beruset.

Drengestreger og diplomatiske kriser
Mens husjælpen har store problemer på grænsen mellem USA og Mexico går det helt galt i Marokko, hvor to store marokkanske drenge skyder til måls med deres fars gevær og rammer den bus, Richard og Susan kører i. Ja, de rammer ikke bare bussen, de rammer også Susan i skulderen. Herefter må Richard kæmpe for at få Susan under behandling, midt blandt et fattigt folk i et goldt ørkenlandskab. Det viser sig ironisk nok ikke at være det største kommunikationsproblem for Richard. Langt værre er det, at amerikanerne straks opfatter skudepisoden som terroristers værk, selvom marokkanerne benægter at der skulle være terrorister i området. Den kulturelle barriere ender i en diplomatisk krise. Samtidig har faderen til de to marokkanske drenge opdaget deres grove drengestreger. Og mere end det. Han har opdaget at den mindste af drengene belurer sin storesøster mens hun bader - med søsterens accept. Det er lige før det er værre end at skyde amerikanske turister. Her er endnu en kommunikationskløft - afstanden mellem en troende muslimsk fader og hans knap så troende børn.

Døvstum og uden trusser
På den anden side af kloden er der andre problemer med kommunikationen. En japansk forretningmand har mistet sin kone, der begik selvmord, og siden har kommunikationen mellem faderen og datteren været elendig. Og det hjælper naturligvis ikke at datteren er døvstum og at hun lider af store problemer med sit selvværd. I et desperat forsøg på ikke at føle sig som et monster og et undermenneske begynder hun at gå i byen med sine veninder uden trusser og tilbyde seksuelle ydelser på må og få.

En bidsk pointe
Gennem de tre historier, i Mexico, Marokko og Japan, giver Iñárritu et billede af en moderne jordklode, hvor de fleste måske nok kan tale sammen på tegnsprog eller med gebrokkent engelsk, men hvor andre og langt værre barrierer står i vejen for kommunikationen. Det kan der udledes mange pointer af, men når 'Babel' er forbi og man trækker vejret i sin egen virkelighed igen, sidder man uundgåeligt med en følelse af at mennesket er et umådeligt skrøbeligt og umådeligt famlende væsen, der lever på den kæmpemyretue, man kalder Jorden. Og man sidder med en bidsk pointe, der hedder, at nogle af myrerne er mere værd end andre og at de højst rangerende er amerikanerne.

Kraftfuld og diskussionslysten
Man kan sagtens indvende, at Iñárritus globale puslespil er en tand for konstrueret, og at filmen lider under den såkaldte Murphys Lov, der siger, at når noget kan gå galt, så går det galt. Det er i høj grad tilfældet i 'Babel', hvor Iñárritu og medforfatter Arriaga ironisk nok har givet sig selv rollerne som vorherre, der straffer menneskene for deres hovmod. Men når man ser udover den fornemmelse af to store drenge ved navn Iñárritu og Arriaga, der tisser på en myretue, fra sig, har man en usædvanlig kraftfuld og diskussionslysten film skabt af en instruktør, der som få andre i øjeblikket forstår at skabe filmbilleder. Man har ganske enkelt en klar fornemmelse af at være i Marokkos ørken, i Mexicos forstadslandskab og i Tokyos skyskraberverden.

En rig og sanselig film
Iñárritu har en formidabel evne til at vække alle sanser med billeder og lyd, som i en scene hvor den døvstumme japanske pige, svimlende høj af ecstacy, går på diskotek og danser, selvom hun ikke kan høre musikken. Den oplevelse videreformidler Iñárritu yderst virtuost til publikum. Det samme er tilfældet da Richard og Susans to børn kører ind i Mexico sammen med deres hushjælp. Fornemmelsen af at køre ind i den eksotiske verden, der hedder Mexico, er næsten til at ta' og føle på. Hvorvidt Iñárritu virkelig får spiddet sin samtid og præciseret menneskeheden med 'Babel' er et åbent spørgsmål. Det er heller ikke det vigtigste. Det primære er at han skabt en umanerligt rig og sanselig film, der vil kommunikationen af hele sit hjerte.