Blood diamond

Kvalmende velmenende

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er al mulig grund til at juble og klappe over en film som 'Blood Diamond'. Her er nogle velhavende, velmenende, der forsøger at vise omverdenen hvordan fattige mennesker i Afrika gang på gang ender i nød og elendighed fordi rige vesterlændinge finder værdifulde ressourcer et sted i Afrika. Det skete ikke bare i kolonitiden, det sker også i dag, det sker lige nu. De velmenende mennesker bag 'Blood Diamond' er endda så venlige at præsentere de grusomme fakta garneret med både action og kærlighedsdrama. Og alligevel sidder man tilbage med en lettere kvalm og kynisk fornemmelse i maven. Det er svært at være rigtig glad for 'Blood Diamond', uanset hvor mange mennesker rundt omkring i verden, der nu opdager hvordan afrikanere ofte må lade livet for at vesterlændinge kan leve deres daglige liv.

Kvalme fornemmelse i maven
Der er flere grunde til den her kvalme fornemmelse i maven. Men de fleste af dem samler sig under den fælles årsag, der hedder, at folkene bag 'Blood Diamond' inderste inde er bange for, at det almindelige biografpublikum er revnende ligeglade med afrikanernes skæbne - hvilket muligvis er ganske sandt. Derfor pakker de historien ind i en lang række af de firkantede løsninger Hollywood ofte bruger for at få ubehagelige emner i den tredie verden til at glide ned. De fortæller ikke historien gennem afrikanerne, men gennem to hvide mennesker. Jovist, en af hovedpersonerne er Solomon Vandy, en stakkels fisker, der bliver bortført af oprørere fra oprørsbevægelsen RUF. De hævder at kæmpe for et frit Sierra Leone, men det forhindrer dem naturligvis ikke i at myrde tilfældige landsmænd, hugge armene af dem, så de er uarbejdsdygtige eller bruge dem som slaver i diamantminer. Det erklærede mål er at vælte det korrupte styre i Sierra Leones hovedstad, Freetown, men det egentlige mål er naturligvis magt og rigdom gennem landet forekomster af diamanter.

Blodig diamant
Altså havner Solomon Vandy i en af RUF's diamantminer mens hans familie flygter. En dag finder Vandy en stor, lyserød diamant i en mine og det lykkes ham at begrave diamanten i sandet netop som regeringsstyrker angriber. Vandy havner i fængsel sammen med den oprørsleder, der bortførte ham og så ham forsøge at gemme diamanten og som nu presser den stakkels fisker til aflevere diamanten. I samme celle befinder sig en hvid lykkejæger, Danny Archer, en tidligere elitesoldat fra Zimbabwe, der lever af at smugle diamanter for et stort sydafrikansk diamantfirma. Han drømmer om den helt store diamantfangst, så han kan komme væk fra Afrika og alle de dæmoner fra fortiden, der forfølger ham. Han bliver iøvrigt spillet af Leonardo de Caprio, der er en fremragende og intens skuespiller, men som ofte er så drenget at se på, trods sine 32 år, at han er svær at tage alvorligt i rollen som voksen mand.

Lykkejægeren og journalisten
Lykkejægeren Archer hører om Soloman Vandys store lyserøde diamant og sætter alt ind på at få fingre i den. Og ude i friheden møder Archer tilfældigvis en amerikansk journalist, Maddy Bowen, af den slags, der konstant opsøger den gode historie i jordklodens brandpunkter - med livet som indsats. Hun, der bliver spillet af Jennifer Connelly, forsøger at få skovlen under de store diamantfirmaer og bevise at de er skylden i borgerkrigen i Sierra Leone, og hun vil gerne bruge Archer som vidne og bevisførelse. Til at starte med nægter Archer, men som enhver med et lille forhåndskendskab til Hollywoods virkemidler har regnet ud, begynder lykkejæger Archer og journalist Bowen at fatte interesse for hinanden.

Håbløst placeret
Den flirt er mildt sagt håbløst placeret i 'Blood Diamond'. Den har ihvertfald ikke noget med Afrika at gøre - kun noget med Hollywoods angst for ikke at fange sit publikum. Et venskab på tværs af en blodig konflikt ville have været logisk, men et standardkærlighedsdrama på tværs af en blodig borgerkrig, hvor børn får hugget armene af og kvinder bliver myrdet som var det slagtekvæg, det er for åndssvagt. Lige så tåbeligt er det, at kærlighedsdramaet bliver brugt til at gøre lykkejægeren Archer og journalisten Bowen til mennesker af kød og blod, mennesker med oplevelser, ar på sjælen, lige i lasten, drømme og komplekse tankesæt. Alt det, der gør et menneske til et menneske. Takket være deres flirt får publikum indsigt i deres baggrund og familieforhold, mens den stakkels sorte fisker, Solomon Vandy, får lov til blot at være en simpel familiefar, der bare gerne vil se sin famile igen. Ingen komplekse tankesæt her. Så meget er 'Blood Diamond' altså heller ikke på afrikanernes side. Det er de hvide, der er mennesker i filmen. De sorte er stadig blot silhouetter i en hvid mands verden.

Stivbenet formelfilm
Derfor sidder man tilbage med en lidt kvalm fornemmelse efter 'Blood Diamond'. Det er en velmenende, velkommen film, fuld af velfungerende action og tilmed nogle storpolitiske temaer, der er sat begavet og nuanceret op, men det er også en stivbenet, alt for lang, formelfilm, der er bange for ikke at fange det brede publikum. Og som fremfor alt ikke er helt seriøs i sit forsøg på at hjælpe Afrika på benene.