Bobby

Særpræget kombimodel

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Bobbby' er en særpræget kombimodel. Den beskæftiger sig så godt som udelukkende med følelser og den er så godt som renset for politisk fakta - og alligevel er det åbenlyst en politisk film, der langer meget kraftigt ud efter det USA, den nuværende præsident Bush har skabt.

En smuk fremtid
Hele filmens grundidé er, at præsidentkandidaten Robert Kennedy stod for et moderne menneskesyn og en almen retskaffenhed, der kunne have båret USA ind i en ny, fredfyldt tidsalder. Han bar, ifølge filmen, et håb om en smuk fremtid, der havde givet plads til alle menige amerikaneres fremtidsdrømme. Ikke alene kunne hans oplagte plads som præsident have renset noget af luften efter det dybt traumatiske mord på hans bror i 1963, den kunne også have trukket USA ud af den omtrent lige så traumatiske Vietnamkrig og gjort en ende på raceurolighederne i USA.

Lige til højrebenet
Det er muligvis en naiv og nostalgisk tanke, men i betragtning af at amerikansk udenrigspolitik og forholdene mellem racer i USA ikke har ændret sig synderligt siden slutningen af 60'erne, ligger den lige til højrebenet hos enhver lyserød amerikaner, for hvem brødrene Kennedy repræsenterede et nyt, moderne USA. Og netop de stærke følelser, den tro på et andet USA, der kunne have været, gør 'Bobby' til en af de mest kraftfulde og rørende af de politisk bevidste film, der pludselig er begyndte at strømme ud af USA i år.

Da håbet brast
Filmen foregår i løbet af netop den dag, da håbet brast med et brag - eller rettere flere brag. Den dag Robert Kennedy fejrede en valgsejr på Hotel Ambassadour i Los Angeles og han blev skudt ned på vej ud gennem hotellets køkken. Morderen var Sirhan B Sirhan, en palæstinenser med et tilsyneladende forvirret sind. Adskillige teorier siger imidlertid, at der var flere mordere tilstede på hotellet - ellers ville Kennedy og de omkringstående ikke være blevet ramt af så mange kugler.

Kun følelserne tæller
Instruktøren Emilio Estevez er slet ikke interesseret i konspirationsteorier og flere morderes herkomst. 'Bobby' er en helt anden og meget mere ren film end Oliver Stones film om mordet på storebror JFK. I 'Bobby' tæller kun følelserne, fornemmelsen af at USA's fremtid knækkede sammen med Robert Kennedy. Den legendariske politiker medvirker kun som en fjern fysisk skikkelse i filmen. Til gengæld bliver hans status og de håb, der blev knyttet til ham, beskrevet gennem 22 mennesker, der alle var tilstede på Hotel Ambassadour samme aften Kennedy blev myrdet.

Nye tider  i horisonten
En af dem er en ung, sort politiker, der arbejder for Kennedy. Han kan tydeligt se nye tider for sorte amerikanere i horisonten og samtidig øjner han selv muligheden for at få indfriet sine politiske ambitioner som minister i Kennedys kommende regering. Og som om det ikke var rigeligt bliver han opsøgt af en flirtende, smuk telefondame den aften på Hotel Ambassadour. En anden er den unge kvinde, der trodser sin forstokkede forældre og gifter sig med en gammel skolekammerat. Hvis skolekammeraten bliver gift havner han nemlig i ufarlig militærtjeneste på en base i Tyskland i stedet for at risikere døden i en vietnamesisk jungle. Hun gifter sig ikke bare for at redde en kammerat, men også som politisk statement.

De hvides lokomotiv
I køkkenet sidder USA's lavest rangerende folk, mexicanerne og de sorte og diskuterer hvordan man skal opføre sig for at hoppe med på de hvides lokomotiv. Den sorte kok har valgt at acceptere sin position for at få del i samfundets goder - den mexicanske tjener drømmer om en revolution. Og kokken understreger sin pointe ved kun at dele blåbærtærte ud til dem, der føjer ham. Alle de mennesker knytter deres fremtidsdrømme til Robert Kennedy - og hvis de ikke gør det bevidst, så opdager de ihvertfald at deres fremtidsdrømme får et alvorligt knæk samme dag som Kennedy dør. Pointen er soleklar i dag, i 2006, hvor Bush er ved at få samme omdømme som præsident Richard Nixon i 60'erne og 70'erne og hvor krigen i Irak er ved at udvikle sig ligeså traumatisk som den tilsvarende indsats i Vietnam. Robert Kennedy kunne have skabt et andet USA - et USA, der beskæftigede sig med alment menneskelige spørgsmål og ikke sendte sine unge mænd på mere eller mindre dunkle og dødelige opgaver i fjerne lande. 

Portræt gennem almindelige amerikanere
Naiv drøm eller ej, under alle omstændigheder understreger Emilio Estevez sin pointe ganske originalt ved at portrættere Robert Kennedy gennem omkring 20 almindelige amerikanere. Flere af figurerne i filmen træder aldrig for alvor i karakter, og det virker mildt sagt forstyrrende at lade berømtheder som Anthony Hopkins, Laurence Fishburne og Heather Graham spille småroller som henholdsvis aldrende hotelejer, kok og telefondame. I det hele virker det ikke logisk at proppe filmen med kendte skuespillere i rollen som helt almindelige amerikanere - men måske understreger det stemningen i Hollywood i øjeblikket, at enhver gerne vil give en hånd med for at underminere Præsident Bush.

Et brogede og flagrende særpræg
Emilio Estevez kunne formentlig have skabt en mere kontant og mindre diffus film ved ikke at være så opsat på at vise hvor bredt tabet af Bobby Kennedy var i det amerikanske samfund. Havde han skrottet 5-10 af figurerne og istedet præciseret og rentegnet de resterende figurer, havde filmen fået mere fremdrift. Til gengæld havde filmen muligvis mistet noget af sit brogede, flagrende særpræg - som en stille, indfølt countrysang om den drøm, der brast og som aldrig kommer igen, sunget af 20 almindelige amerikanere.