Breaking and entering
Lovbrydere og ulovlige lyster
Anmeldt af Jacob Hansen
Anthony Minghella er en instruktør der har en vis tendens til store episk-svungne melodramaer som den Engelske Patient og Cold Mountain. Han kan godt lide at lave lange romantiske film, hvor turbulente historiske tider tørner sammen med en i sidste ende ulykkelig kærlighed - og selvom hans nyeste film, Breaking and Entering, er både mindre i omfang og længde, og sat i det nutidige London, så er det stadig en film i samme tone.
Et barskt nabolag
Jude Law spiller den unge og smarte arkitekt, Will, der sammen med en partner har valgt at åbne et kontor i et af Londons mere barske nabolag - nemlig det såkladte King's Cross, hvor vilddyr strejfer rundt på gaderne og hyler i natten. Deres lille kontor bliver dog hurtigt plaget af en stribe røverier, begået af en lille akrobatisk dreng. Det lykkedes Will at opspore drengen, men i stedet for at melde ham til politiet, indleder han en affære med drengens mor, en syerske fra Bosnien, der forsøger at lægge sin fortid og afdøde mand bag sig, samtidig med at hun er frustreret over sin søns natlige udflugter. At Will pludselig hopper ud i en affære med en bosnisk syerske er måske forståelig nok, for han har nemlig problemer på hjemmefronten med en depressiv kone - der selvfølgelig er svensk, for vi skandinavere er jo deprie af natur - og hendes halvvejs autistiske barn, der ikke kun tager al hendes tid og kræfter, men også har det med at gemme Will's batterier.
Konflikterne hober sig op
Problemerne og konflikterne hober sig altså op i Breaking and Entering, men alligevel formår filmen aldrig helt at gribe en. Måske fordi at Minghella har alt for travlt med at opstille en lang række tværkulturelle paralleller og spejlbilleder, der skal vise os de ulykkelige tilværelser både indvandrer- og overklassemiljøet har at byde på - som fx at både Wills deprie kone og hans bosniske elskerinde har hvert deres problemfyldte barn at slås med, og at man trods klasseskel kan knytte bånd i fælles ulykkelighed. For meget af den slags får hurtigt det hele til at virke mere konstrueret end hvad godt er.
Velspillet og flot fotograferet
På den positive side er Breaking and Entering både velspillet og flot fotograferet - desværre også så flot, at hvis det ikke var fordi man fik at vide, at man var i et barskt og fattigt kvarter, så havde man nok aldrig gættet det. At Minghellas eksempel på storbysrealisme oven i hatten er befolket med lutter smukke mennesker er heller ikke noget, der just øger til filmens troværdighed. Udover den evigt kønne Jude Law i hovedrollen som arkitekten Will, og amerikanske Robin Wright Penn som hans fortvivlede svenske kone, så er især smukke, franske Juliette Binoche, svær at købe i rollen som bosnisk syerske - og det er til trods for at hun faktisk leverer en ganske fin præstation. Selv den afrikanske og Kafka-citerende pige der gør rent på arkitekternes kontor, er som taget ud at et populært modeblad. Den eneste tilnærmelsesvis grimme person er politimanden, der sideløbende forsøger at opklare røverierne. Han bliver spillet af Ray Winstone, som nogen måske kan huske fra gangsterfilmen Sexy Beast, og det er da også ham der leverer en af filmens hovedsætninger, da han forklarer Will og hans partner hvordan verden hænger sammen. En læresætning der slutter med de vise ord at 'vi har alle brudt loven' - noget både Will og hans partner på den ene eller den anden måde kan nikke genkendende til.
En smule for pæn
Breaking and Entering er ikke en decideret dårlig film - den er bare en smule for pæn, en smule for uvedkomne og i sidste ende alt for uinteressant til at dramaet for alvor slår igennem. Og hvad der måske virker i episke kærlighedsdramaer fra svundne tider, lugter her bare lidt for meget af Hollywood og lidt for lidt af 'virkelighedens verden'.