Vejen til Betlehem

Hollywood har set lyset

Anmeldt af Per Juul Carlsen

En af de første meddelelser, der dukker op under rulleteksterne på 'Vejen til Bethlehem' er, at de såkaldte executive producers på filmen hedder Judd Funk og Michael Disco. Her er det så at visse klokker begynder at ringe. Er der nogen, der har lavet fis og ballade med os? Var det hele bare en vits?

En ufatteligt forbavsende dårlig film
Når nu man har siddet og kigget i halvanden time på en helt igennem forbavsende film, en ufatteligt forbavsende dårlig film - en film, der handler om en af grundstenene i såvel kristendom som moderne levevis, men som ikke gør de mindste forsøg på at føre bevis for begivenhederne eller at diskutere dem og give dem nye vinkler og nyt liv - og som ikke engang finder det nødvendigt at tilføje spænding eller drama - ja, så kommer det hele hurtigt til at stå i et endnu mere bizart lys når et par af bagmændene hedder Judd Funk og Michael Disco.

En surrealistisk vittighed
Findes der virkelig to seriøst arbejdende mænd, endda seriøst samarbejdende mænd, der har taget navn efter to former for afro-amerikansk populærmusik med udspring i starten af 70'erne? Og kan det virkelig passe at to mænd, med navne, der hører hjemme i en dårlig parodi på 70'ernes ungdomskultur, beskæftiger sig med at producere film om bibelske begivenheder? Det hænger ganske enkelt overhovedet ikke sammen. Det hænger faktisk kun sammen, hvis man vælger at opfatte kombinationen af makværket 'Vejen til Bethlehem' og navnene Michael Disco og Judd Funk, som en sær, surrealistisk vittighed.

Gammeldags og helt igennem rædselsfuldt
I så fald giver det meget mere mening, at instruktøren Catherine Hardwicke pludselig instruerer en afsindigt gammeldags og helt igennem rædselsfuldt spillet film. Hardwicke har før haft fingeren på den moderne puls med filmen 'Thirteen', om en mors problemer med sin teenagedatter, og 'Lords of Dogtown', om unge ambitiøse skatere, men med 'Vejen til Bethlehem' afslører hun en personlighedsspaltning af de helt store - med mindre man opfatter det hele som en vits, selvfølgelig. Dermed giver det også meget mere mening, at skuespillerne i filmen, selv ireren Ciaran Hinds, der spillede fremragende som agent i Steven Spielbergs 'München', her taler med en besynderligt, kunstfærdig engelsk accent, som er ulidelig at høre på hele filmen igennem - selv hvis man opfatter det hele som en joke.

Meningsløse ender
Og det giver mere mening at manuskriptet bag 'Vejen til Bethlehem' har nogle meningsløse ender, såsom den umådeligt onde Kong Herodes, spillet af førnævnte Ciaran Hinds, der på et tidspunkt anklager sin søn, Antipas, for at konspirere imod ham. Antipas nægter - og så sker der ikke mere i den sag. Oplægget til et drama mellem far og søn er på plads - men fører ingen steder hen. Tværtimod fortsætter skuespilleren, der skal forestille Antipas, med at optræde med halvt lukkede øjne og let hævet overlæbe, for ligesom at understrege den uendelige slangeagtige ondskab i ham. Det ser ikke alene tåbeligt ud - det er elendigt skuespil i absolut særklasse.

Forhåbentlig en joke
Det er forhåbentlig en joke, hvilket også vil forklare hvorfor folkene bag filmen, inklusive d'herrer Funk og Disco, ikke har anstrengt sig det mindste for at give historien om Josef og Marias rejse og Jesu fødsel et moderne tilsnit. Ganske vist forsøger filmen at vise Josef og Maria som to helt almindelige mennesker i deres dagligdag, men den forsøger aldrig at diskutere de to hovedpersoners skæbne. Josef er en renhjertet og samvittighedfuld tømrer, der gerne vil stifte familie med Maria og derfor anmoder om hendes hånd. Det er Marias far helt med på - i modsætning til Maria, der hellere ville have haft en anden mand og derfor smækker med døren i vrede.

Mangel på refleksion
Kort efter ser Maria en engel, der fortæller hende, at hun skal føde Guds søn, hvorefter hun rejser væk for at tale med en slægtning, Elisabeth, der på ligeså mirakuløs vis er blevet gravid i en sen alder og skal føde Johannes Døberen. Og så vender Maria hjem til sin hjemby, til Josef, der af gode grunde bliver ude af sig selv, da han ser at Maria er gravid. Det samme gør pigens forældre. Men så viser en engel sig for Josef og forklarer sagens sammenhæng - og han accepterer også sin skæbne. På et tidspunkt spørger Maria 'hvorfor har Gud valgt mig, et helt almindeligt menneske', hvilket er et rigtig, rigtig godt spørgsmål - hvortil den gamle kone, Elisabeth, blot svarer - med sin besynderlige accent - 'åh, mit barn'. Hvad skal man bruge det svar til? Netop her havde det været indlysende med lidt refleksion, et forsøg på at diskutere Josef og Marias besynderlige skæbne, hvilket filmen åbenlyst ikke vil. Det havde været langt mere interessant at se en film om to forældre, der forsøger at opdrage et barn, som i princippet ikke er deres, og som de ved er dem langt overlegen. Eller en historie om deres andre børn, som uundgåeligt måtte have et specielt forhold til deres storebror. Men 'Vejen til Bethlehem' er slet ikke ude i den slags ærinder, slet ikke.

Har set lyset
Hvis ikke filmen er en vittighed, er den ihvertfald lavet til et publikum, der i skræmmende grad ikke er interesseret i at blive udfordret på deres tro - hvilket ellers er en sund beskæftigelse. Filmens publikum er altovervejende den store gruppe af kristne amerikanere, der i mange år har klaget over at Hollywood har ignoreret dem. Efter Mel Gibsons store succes med 'The Passion of the Christ' har filmbyen set lyset og sat gang i produktion af film med kristent budskab. Filmselskabet Fox har fx oprettet et helt underselskab, FoxFaith, til opgaven, og i kulissen står kristne interesseorganisationer med velhavende kontakter, der kræver et modspil og en reaktion på truslen fra vrede muslimer.

Funk og Disco
Ikke mindst i den sammenhæng virker det besynderligt at to af forretningsmændene bag 'Vejen til Bethlehem' hedder henholdsvis Funk og Disco. Er det en subtil og absurd vits? Nej, sandsynligvis ikke. Den her lille forbavsende udramatiske, forfærdeligt dårligt spillede og forunderligt unuancerede film er formentlig lavet i ramme alvor. Det er ikke morsomt - det er skræmmende.