Children of men

Rystende og chokerende

Anmeldt af Per Juul Carlsen

En sjælden gang i mellem støder man ind i en film, der kan få én til at føle sig rigtig elendigt tilpas. Men på den fede måde, som man siger på moderne dansk, elendigt på den rigtige måde. Så det gør så ondt, at er gør godt. Man forlader biografen trykket og ilde tilpas, man samtidig også beruset over at have mærket noget, man aldrig har mærket før.

Fornemmelse af at være til stede
En af den slags sjældne film er 'Children of Men'. Det er ikke nogen dyb eller klog film, der får os til at se verden eller bare filmmediet på en ny måde. Men det er en film, der taler et stærkt og klart filmsprog, så stærkt, at man reelt får en fornemmelse af at stikke hånden ind i den fremtidsverden, den beskriver. Man får en fornemmelse af at være til stede i filmens univers. Det er vel at mærke bestemt ikke noget rart sted at være - men fornemmelsen af at være der er så stærk, så overrumplende og overraskende, at det føles godt. Så virtuost er 'Children of men' sat sammen.

Realistisk fremtidsvision
Det skyldes ikke mindst filmens forsøg på at være realistisk i sin fremtidsvision. I de allerførste billeder i 'Children of Men' får vi at vide, at vi befinder os i fremtiden, i en verden, hvor mennesket har mistet evnen til at formere sig. Kvinder bliver ganske enkelt ikke gravide længere - videnskaben står på bar bund. En lettere forhutlet mand går ind på en kaffebar. Han bestiller sin kaffe mens de øvrige gæster snøftende kigger mod barens tv-skærme, hvor et nyhedsprogram fortæller at verdens yngste menneske, argentineren Baby Diego er død, myrdet af en sindsforvirret fan. Den forhutlede mand går ud på gaden og vi får at vide, at vi befinder os i London i år 2027.

Overrumpler publikum
Allerede her har 'Children of Men' overrumplet publikum med en tanke, der er ligeså god som den er gennemtænkt. I en verden, hvor mennesket har mistet evnen til at få børn, er det sidst fødte menneske naturligvis en berømthed, en celebritet. Det er ikke mindst den slags små velgennemtænkte idéer, der gør 'Children of Men's fremtidsbillede så realistisk og håndgribeligt, at man føler sig tilstede i det. Et andet eksempel af det her. I en verden, hvor mennesket er ved at gå op i limningen i frustration over sin snarlige undergang, må der naturligvis findes vitser om emnet. Som dem, den gamle hippie Jasper fortæller til sin unge ven, Theo. Når mennesket ikke længere kan få børn, må der nødvendigvis findes vitser om mænd, der sidder og gnasker på storkevingeben. Og det hjælper bestemt på vitsen, at den gamle hippie spilles uforglemmeligt af veteranen Michael Caine, der er klædt ud som John Lennon, hvis han havde været 68 år.

Usædvanlig eksplosion
Men tilbage til den forhutlede mand, Theo, der forlader en kaffebar i starten af 'Children of Men'. Ude på gaden stopper manden op, han drikker af sin kaffe og pludselig lyder en øresinderrivende eksplosion ud af den kaffebar, han netop har forladt. Bevidstløse menneskekroppe bliver slynget hen ad gaden. Eksplosioner er bestemt ikke noget ukendt fænomen i filmverdenen, men den her er usædvanlig, den gør ondt, man kan fornemme den. Måske fordi den kommer så pludseligt, netop som man har vænnet sig til gadelivet i London i år 2027. Måske fordi instruktøren Alfonso Cuaron med grundighed har placeret 3-4 småsludrende mennesker udenfor kaffebaren og man ser de mennesker blive blæst hen ad gaden med stor livagtighed. Måske fordi gaden er Oxford Street, en gade som alle London-besøgende kender og elsker som indbegrebet af indkøbsbyen London.

Sans for virkelighed
Den sans for virkelighed, for at sørge for at publikum er til stede i begivenhederne, at de kan mærke dem, er den anden årsag til at 'Children of Men' er så kraftfuld en film. Det er endnu tydeligere i en anden scene, hvor den forhutlede mand, Theo, er blevet hyret af sin eks-kone til at ledsage en illegal flygtning ud af England. Theos kone forlod ham i sorg over at de mistede deres fælles barn under en stor influenza-epidemi, der hærgede jordkloden nogle år tilbage. Nu er konen leder af undergrundshæren fiskene, der kæmper for at vælte det britiske styre og åbne grænserne for flygtninge. I det herrens år 2027 er der nemlig udbrudt kaos i alle lande, bortset fra England, hvor de kontante myndigheder stadig har landet under kontrol. Derfor vælter det ind med flygtninge fra resten af Europa.

Realistisk sat op
Theos eks-kone be'r ham om at eskortere en illegal flygtning, en ung kvinde ud af England. Han ved ikke hvorfor, men det finder han snart ud af. Inden da skal han og pigen køres til kysten, men undervejs støder han, pigen, theos eks-kone og to ledsagere ind i såkaldte zeds, bander af lovløse, der forstyrrer ro og orden i enhver sammenhæng. Pludselig ruller en brandende bil ned af en bakke, ind for an bilen, hvor Theo, pigen og deres ledsagere befinder sig. Og ned ad bakken stormer 20-30 vildt hujende, stenkastende og køllesvingende mennesker. Det er - igen - ikke nogen usædvanlig scene i en film, men på en eller anden måde lykkes det Alfonso Cuaron at videregive en fornemmelse af at være tilstede, måske fordi hele scenen opleves indefra i bilen hos hovedpersonerne, måske fordi det hele bare er yderst , fra lyden af den brændende bil, der rammer et træ, til banden, der smider molotovcocktails på ruden af hovedpersonernes bil.

Sans for billeder og atmosfære
Som nævnt er 'Children of Men' ikke nogen specielt klog eller dyb film, men den er instrueret af en mand med en særlig sans for billeder og for atmosfære. Det var Alfonso Cuaron, der instruerede den hidtil klart bedste Harry Potterfilm, 'Fangen fra Azkaban', og gjorde den til et dystert voksenmareridt og en familiefilm til samme tid. Og det er Cuarons sans for at give billeder et troværdigt, realistisk liv, der gør 'Children of Men' til så rystende og chokerende en film. Man får ganske enkelt en fornemmelse af at have stukket hånden ind i en fremtidsverden - og på vej ud af biografen har man en fornemmelse af hvor skrøbelig vores trygge og behagelig verden er. Det er bestemt ikke nogen rar følelse, men den er sund, og at nogen er istand til at videregive den, er ganske enkelt fantastisk.