Click
Pruttehumor på repeat
Anmeldt af Jacob Hansen
'Tænk hvis man kunne styre sit liv og sine omgivelser med et enkelt klik på en fjernbetjening…' Det er den filosofiske tanke den nye Adam Sandler film 'Click' tager op til overvejelse, og hvis man allerede er diehard fan af Adam Sandler og hans humor, så bliver man næppe skuffet, men hører man til dem som mener at den gode Adam Sandler-film stadig lader vente på sig - ja, så må man desværre vente lidt endnu... for filmen lyder sjovere end den er og hvad der kunne have været grundlaget til en række spidsfindige episoder forfalder hurtigt til det forudsigelige, platte og drabeligt kedelige.
Kommentarspor med James Earl Jones
I 'Click' spiller Adam Sandler den arbejdsramte arkitekt Michael, der med kone, børn, hund og stress har frustrationer nok at slås med - ikke mindst med at finde ud af hvilken af husets mange fjernbetjeninger, der tænder fjernsynet. Da han får foræret det nyeste skrig indenfor universel-fjernbetjeninger, bliver han ikke bare i stand til at tænde fjernsynet i første forsøg - men kan pludselig også styre sit liv og sine omgivelser med et enkelt klik. Han kan sætte omverdenen på pause, spole frem og tilbage, slå lyden fra, hoppe rundt til forskellige kapitler og endda få adgang til sit eget livs bonusmateriale i form af et kommentarspor med James Earl Jones og en 'making of' af den mere bogstavelige slags.
Luften går langsomt af ballonen
Det her kan måske lyde ganske underholdende, men er det desværre ikke. Efter de indledende variationer af fjernbetjeningens mange muligheder, hvor Michael blandt andet bruger den til at spole henover forspillet med konen, eller bruger den til at redde ham ud af situationer som da hun pludselig spørger ind til deres favoritsang - ja, herefter så går luften langsomt af ballonen. De enkelte grin der har lydt forstummer og filmen bevæger sig over i noget, der mest af alt virker som en repeat-funktion, hvor de samme omtrent fem vittigheder bliver brugt til hudløshed igen og igen - og om det så drejer sig om at skifte format på chefens størrelse eller lege med farverne på sit eget ansigt så er der ikke længere den store variation at komme efter.
Banal humor og svulmende morale
Filmen er simpelthen hængt så meget op på en 'gimmick' som den hverken formår at udnytte eller videreudvikle. I stedet forfalder den til plat humor og billige grin som i overvejende grad - og i efterhånden velkendt Adam Sandler-stil - er baseret på fysiske og kropslige funktioner - som for eksempel da Michael i et skænderi med chefen sætter ham på pause og tæsker ham gentagne gange i hovedet. Og meget mere sofistikeret bliver Click ikke. Af Michael fortsætter sit angreb på sin chef ved endnu en gang at sætte ham på pause og så fise ham i ansigtet og chefen efterfølgende er overbevist om at han må have spist afføring, peger måske endda i den modsatte retning. Det hele bliver da osse så banalt og forudsigeligt at da filmen til sidst drejer over i en ordentlig omgang svulmende moralelære, ja, så sidder man faktisk bare og drømmer om sådan en smart fjernbetjening, der med et enkelt klik kunne hoppe en henover det her klichefyldte og ideforladte mudder og få en frem til rulleteksterne.
Enkelte lyspunkter
Som et par enkelte forsonlige elementer skal man næsten lige nævne at David Hasselhoff i rollen som den sleske og sexdiskriminerende chef faktisk er ret sjov, at Kate Beckinsale er ganske nydelig og leverer en fin præstation - til trods for at hun er svær at købe i rollen som husmor - samt en fornøjelig Christopher Walken, der brillerer i rollen som den spøjse og i stigende grad ubehagelige ekspedient Morty der forærer Michael fjernbetjeningen. Det er gennem sådanne små lyspunkter, at filmen bliver til at komme igennem - men det er dog langt fra nok til at rive den op fra det ensformige og monotone spor den bevæger sig i.