preload loader
deathofapresident
 

Skrevet af: Per Juul Carlsen

 

Death of a President

Snigmordet på en interessant idé

pile_3

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Datoen for snigmordet på præsident Bush er den 19. oktober 2007 - omtrent et år ude i fremtiden - og filmen 'Death of a President' er ren fiktion, omend fiktion baseret på den skinbarlige virkelighed, nemlig det politiske klima, jordkloden har befundet sig i siden fire amerikanske rutefly blev kapret den 11. september 2001 og en gruppe muslimske fundamentalister erklærede USA krig. 'Death of a President' handler ikke så meget om mordet på Præsident Bush som om det amerikanske statsapparats jagt på morderen og om de for-skellige mennesker og grupperinger, der har en grund til at ønske præsidenten død.

Kontant og grovkornet
'Death of a President' er altså en politisk film, ingen tvivl om det - endda af den mest kontante og grovkornede slags, selvom den er sat sammen af pæne engelske mennesker og støttet af det engelske svar på Danmarks Radio, BBC, og deres svar på DR2, så at sige, Channel 4. I USA har alle fra Det hvide Hus over Det republikanske parti til tidligere præsidentfrue Hillary Clinton og de store biografkæder taget afstand fra filmen. Det hvide Hus har endda nægtet at kommentere filmen på nogen måde. Det forhindrede dog ikke filmen i at vinde en fornem pris tidligere på året ved efterårets vigtigste internationale filmfestival, Toronto-festivalen.
 Filmens instruktør, Gabriel Range, har flere gange slået fast, at han og hans filmhold ikke har ønsket at støde eller være ondskabsfulde, men dog at provokere og mane til eftertanke i en ver-den, der er ude af balance. Efterforskningen af mordet på Præsident Bush kommer derfor vidt omkring. Den første mistænkte er Frank Molini, en venstreorienteret miljøaktivist, der bryder gennem politiets blokader for at hænge et banner op over Chicagos gader.

Nationalt trauma
Han bliver hurtig frigivet. Det samme gør en anden aktivist, der er vred over de amerikanske myndigheders overgreb på hans muslimske familie siden den 11. september. Istedet samler mistanken sig om en ung syrer, der arbejdede i et af de kontor, hvorfra de to skud mod præsidenten kom. Og det er en af filmens mest konkrete pointer, at en ung syrisk indvandrer og familiefar, hurtigt og meget effektivt bliver offer for noget, der ligner et justitsmord. De ameri-kanske myndigheder og offentligheden har brug for en skyldig - og eftersom den unge syrer har været i muslimsk træningslejr i Afghanistan, ganske vist ved en fejltagelse, er kun få amerikanere i tvivl om hans skyld. Han har haft kontakt til Al-Qaeda, altså er han skyldig i et eller andet. Så stort er hadet og mistroen overfor Osama Bin Ladens netværk, ifølge 'Death of a President'.
En anden af filmens væsentligste pointer er, at den amerikanske hærs indtog i Irak er ved at skabe et nationalt trauma på linie med Vietnam-krigen. Undervejs i filmen falder mistanken også på en far, der ikke alene mistede sin søn i Irak, men også mistede den stolthed og tro på USA, som han var vokset op med. Tanken om at miste sin søn i en tvivlsom krig mod ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben knækkede manden.

Dokumentaristisk form
Alle de teorier, alle de pointer og tanker bliver leveret i et roligt tempo og i dokumentaristisk form, som om filmen er lavet engang langt ude i fremtiden, måske i år 2008 eller 2009. Den er imponerende sat sammen i en blanding af arkivoptagelser og nye fiktive billeder af demonstrationer mod Bush i Chicago og skuespillere, der optræder som kernepersoner ved mordet. Takket være computertricks ser det rent faktisk ud som om Præsident Bush bliver myrdet, og det lykkes faktisk også Gabriel Range at få den nuværende vicepræsident, men altså kommende præsident ifølge filmen, Richard Cheney, til at holde en begravelsestale for Bush. Hvordan Range har båret sig ad med det, er lidt af et mysterium.

Umådeligt overbevisende sat sammen
Er den sandsynlig? Intet er jo rigtig sandsynligt eller usandsynligt i den politiske verden, og når man studerer billederne af mordene på brødrene John og Robert Kennedy i 1960'erne, virker de underligt uvirkelige, nærmest som en amatørfilm. Teknisk set er det svært at sætte en finger på 'Death of a President'. Den er umådeligt overbevisende sat sammen.
Til gengæld har den flere andre problemer. Ganske vist er muligheden for et attentat mod Bush ganske sandsynlig i vore dages politiske klima, men at konstruere et mord på en virkelig præsident, og lade det så ud som om det virkelig er hændt, er mere end moralsk angribeligt. Især når filmens hudfletning af det politiske klima virker aldrig hverken skarp eller overraskende. Det er ingen rigtig gode pointer. At skylden bliver rettet mod en ung syrer, der fastholder sin uskyld, men som bliver gjort til syndebuk af de amerikanske myndigheder, er ikke nogen stor overraskelse. Og filmens helt store problem er, at den bygger sin fiktion på et land, hvor vilde konspirationsteorier er dagligdag og selv ikke den mest vanvittige vinkel bliver prøvet af. Når chokket over at se Præsident Bush blive myrdet er forduftet, og når man har beundret filmens virtuose teknik, er der kun en sensationslysten, men halvslatten aviskronik tilbage.



Send eller anbefal link

Instruktør:

Gabriel Range

Genre:

Mockumentary

Land:

England

Premieredato:

4. april 2007

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser > 2006

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.