Deja Vu
Hæsblæsende action og kringlede ormehuller
Anmeldt af Jacob Hansen
Det går sjældent kedeligt for sig når den efterhånden erfarne instruktør Tony Scott folder sig ud på det store lærred. Fra det storhittet Top Gun over The Last Boy Scout til Enemy of the State og Man on Fire, så er det hæsblæsende action og en energisk, visuel stil der kendetegner hans film. Efter sidste års flop med den mislykkede og kaotiske 'Domino', er han med hans nye film Deja Vu tilbage i mere afdæmpet stil. Og køber man filmens præmis og ellers slår hjernen fra så er Deja Vu faktisk en ganske underholdende film.
Bomber og ormehuller
Denzel Washington spiller, med sædvanlig charme, politimanden Doug Carlin, der bliver sat til at opklare bombesprængningen af en færge i New Orleans. Hans bedste spor er liget af en smuk, ung kvinde, som han er overbevist om, har været i kontakt med bombemanden. En special-enhed fra FBI, og under ledelse af ingen ringere end Val Kilmer, kommer ham til undsætning. De har nemlig en maskine til rådighed, der vha avancerede satellitbilleder, gør det muligt at se præcis fire dage tilbage i tiden. Det står dog hurtigt klart for Doug - og os - at maskinen slet ikke er baseret på satellitter, men derimod er en tidsmaskine, der ved hjælp af ormehuller og bøjningen af rumtidsforholdene, gør det muligt at se - og endda rejse - tilbage i tiden...
Først og fremmest en spændingsfilm
Deja Vu er først og fremmest en spændingsfilm - endda en ret klassisk en af slagsen. Der er en helt, en skurk, en deadline, nogle vilde biljagter og selvfølgelig en god portion kærlighed. Science fiction-elementet med tidsrejser og ormehuller er egentlig bare en undskyldning for at fortælle en velkendt historie een gang til. Alligevel virker det som om, at filmen ikke helt kan finde ud af hvilket ben den skal stå på, og flere gange forsøger folk i filmen at forklare Doug - og altså dermed altså os - hvordan tingene egentlig hænger sammen. Det fører til nogle lange tekniske samtaler der egentlig forvirrer mere end de gavner, hvad Doug også selv giver udtryk for, da han prøver at få afklaret om den smukke unge kvinde, der var død egentlig også er i live...
Ligeglad med filmens idé
For meget af den slags snak kan hurtigt føre til at man står af og jo mere man faktisk begynder at tænke over filmens logik, jo mere falder også historien fra hinanden. I sidste ende virker det da også som om at Tony Scott er ligeglad med om vi køber filmens ide eller ej, så længe det bare giver mulighed for at lave nogle hæsblæsende actionsekvenser, som fx en biljagt gennem New Orleans' gader hvor Doug med en bærbar udgave af ormehulsmaskinen på hovedet med det ene øje kan se vejen og skurken han jagter for fire dage siden og nutiden med det andet...
Skulle have holdt sømmet i bund
Hvis det lyder forvirrende, så er det fordi, det er lige præcis det det er - men det er samtidig også både nerveprirrende og intenst, og netop i sådanne scener at filmen fungerer bedst - så måske hvis filmen bare havde holdt sømmet i bund og ikke stoppet op for at forklare så meget, så kunne det faktisk være, at vi ikke havde haft tid til at tænke over de mange åbenlyse paradokser og løser ender, den åbner op for. Det gør den desværre kun momentvis og derfor kan det ikke blive til mere end tre pile til Deja Vu.