Der var engang en dreng

Anmeldt af Carsten Ortmann

Sidst vi så og hørte noget fra Tonny Toupé-Ronny Rosé-Sonny Soufflé, også kendt som filminstruktørparret Wikke og Rasmussen, var med filmen "Flyvende Farmor" med Jytte Abildstrøm i hovedrollen. Abildstrøm spiller også en mindre birolle, som Pandekage-mutter fra Helvede i Wikke & Rasmussens nye film med den mundrette titel "Der var engang en dreng, som fik en lillesøster med vinger" - en film der i det er hele taget er spækket med veloplagte, danske stjerner.

Hudlapper, hudlapper, hudlapper...
Fødselslægen som aldrig rejser sig fra sin kontorstol men skubber sig frem med benene over alt, er ikke et sekund i tvivl. Lille - som pigen hedder - har to lange hudlapper på ryggen, og det kan kun gå for langsomt med at få dem fjernet inden nogen kommer noget til. Og lægen får fuld opbakning af Karin fra kommunen, en sortrandet, stramtandet og kommunalt bister Bodil Jørgensen, komplet med klirrende kuffert og bærbar computer.

Fuldtonet og skrigende surrealisme
Ja, dét er sjovt. Det er faktisk helt vildt sjovt. Og surreelt! Et univers hvor farverne er så fuldtonede og skrigende at det næsten får amerikanske, surrealistiske mesterværker som David Lynch's Blue Velvet, Tim Burtons Edvard Saksehånd og Batman-film eller Coen brødrenes forskruede verdener i f.eks. Barton Fink, Millers Crossing eller O Brother Where Art Thou, til at virke hverdagsagtige.

En farefuld færd
Palle og Trille - spillet af Anders W. Berthelsen og Anne-Grethe Bjarup Riis - har sønnen Karl, kaldet Kalle men vil så gerne have en lille mere. De får altså Lille, som har vinger. Det mener Kalle i hvert fald, og han får hende da også hurtigt op at flyve efter sin cykel. Men han er den eneste der ser det, og da Lille er snublet i vingerne og har fået en stor stueplante ned over sig, lader Palle og Trille sig overtale til at få hudlapperne fjernet i Plastic Palace. De tager afsted uden at Kalle ved det, men Kalle giver ikke op og drager ud på en farefuld færd på sin cykel og med sin Gameboy Robot Smarty Boy, som ved ALT, for at redde sin søster og hendes flyve-egenskaber.

'Smukkest i verden her'
Og hvis filmen ikke allerede var eventyrlig så bliver den det herfra. Faktisk går der regulært eventyrmedley i den. Kalle møder nemlig Alf, spillet af Nikolas Bro, som ødelægger alt hvad han rører ved, men har en bil, som det lykkes Kalle først at stjæle, sidenhen at få lokket Alf med på sin rejse i. Og den rejse bringer dem i kløerne på pandekagehusets tre helvedes-madammer - Daimi, Dyrholm og Abildstrøm - og sidenhen i kontakt med Snehvide og de Syv Skovarbejdere, spillet af noget af det mest uhvide Danmark kan præstere, men muligvis også 'smukkest i verden her' Caroline Henderson og så altså et herrekor af de mere potente, nemlig Alex Nyborg Madsen, Michael Carøe, Al Agami, Peter Mygind, Poul Halberg, Allan Mortensen og Chapper fra børne-tv.

Tæft for ørehænger-sange og hjertevarme
Og nu lyder det godt nok som ren skuespiller opremsning, men det skyldes simpelthen at filmen er proppet med nogle af de bedste kræfter hertillands, og hvis jeg var dem ville jeg også have stået i kø for at medvirke i den her film. Der er brede smil fra start til slut og roller så karikerede at det må have været en fornøjelse for de medvirkende at få lov til at spille helt derud hvor man ellers sjældent kommer. Det er veloplagt, velfortalt og med vanlig Wikke Rasmussen tæft er der også ørehænger-sange og hjertevarme.

Klassisk eventyr serveret med overskud
Kalle og Alfs færd mod Plastic Palace rummer naturligvis både farer og nye erkendelser - som fx at man skal tro på sig selv, så skal det nok lykkes - og den rummer modstandere og hjælpere, som ethvert klassisk eventyr. Det er aparte og det er karikeret, men det er serveret med et overskud og i et univers, som både retfærdiggør det og bærer det, og når man under rulleteksterne til sidst ser kunstmaleren Michael Kvium krediteret for visuelle idéer, så falder mange ting i hak, ikke mindst Peter Frödins 3-minutters entre i rollen som den kuglerunde og gulklædte Baby Bent.

'Fra alle os til alle jer...'
Det her er en film, der fortjener og stort fire til 80-årigt publikum, i godt humør, med øjne og ører på stilke og eventyrlysten i behold.