Dreamgirls

Forsimplet og dobbeltmoralsk

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Populærkultur minder på mange måder om en ko.  En ko har som bekendt flere maver, så den kan spise sin mad i flere omgange. På samme måde holder populærkulturen af at drøvtygge sin føde. Gamle stjerne, gamle historier, gamle melodier og især gamle idéer bliver hevet frem igen, tygget på, vendt og drejet så de lyder lidt anderledes og ser lidt anderledes ud.

En rigtig drøvtyggerfilm
Musicalen 'Dreamgirls' er en rigtig drøvtyggerfilm. Den består af gamle idéer, gammel musik, en gammel historie, en gammel stjerne og et par halvnye af slagsen, der bliver bliver drøvtygget grundigt og ud kommer noget, vi har set og hørt før, bare lidt anderledes. Det helt store gimmick i 'Dreamgirls' er at en af tidens allerstørste musikalske stjerner, Beyoncé Knowles, springer ud som skuespiller, og at en temmelig falmende komisk stjerne, Eddie Murphy, bliver drøvtygget ekstra grundigt og springer ud i en helt ny rolle som sanger.

Velkendt territorie
Udover de to trækplastre er vi på temmelig velkendt territorie. Filmen er en filmatisering af en 26 år gammel musical og selv kernehistorien bygger løst og overfladisk og drøvtyggeragtigt på begivenheder, der ligger 40 år tilbage i tiden og er kendte af enhver, der interesserer sig for pophistorien. Det er en historie, der altid bliver hevet frem som eksempel på hvor grumt og gridsk pladebranchens væsen er og i hvor høj grad popstjerner er kvæg i mere udspekulerede menneskers hænder. Det er historien om pladeselskabet Tamla-Motown, der besjælede verden med guddommelig popmusik fra starten af 60'erne og frem til midten af 70'erne. Det er imidlertid ikke så interessant i 'Dreamgirls'. Her er det interessante at selskabets chef, Berry Gordy, kørte sit selskab som naboerne på bilfabrikkerne i Detroit producerede biler. Hårdt og kontant og på samlebånd.

Berømte historier
'Dreamgirls' hiver fat i to berømte historier fra Motown-selskabet. Historien om hvordan Berry Gordy satte den mindst velsyngende pige men kønneste og nemmest håndterbare sangerinde, Diana Ross, i front for sin pigetrio, The Supremes, og historien om hvordan han i mange år forbød sine kunstnere i at putte politisk indhold i deres tekster, selvom det sorte USA skreg på musik, der beskrev dets krav om ændringer. Hvis man virkelig vil, kan man nemt fortælle den halve sandhed om Berry Gordy og gøre ham til et manipulerende dumt svin, der udnyttede og ødelagde sine talentfulde popmusikere. Og det er præcis hvad 'Dreamgirls' vil.

En kynisk strateg
I 'Dreamgirls' er Berry Gordy blevet til bilsælgeren Curtis Taylor Jr., der hurtigt og smart får stablet et pladeselskab på benene. Han forstår, at de store penge ligger i at gøre sine sorte kunstnere så renskurede, at det hvide publikum vil købe deres plader. Som den kyniske strateg han er, manipulerer han rundt på sine kunstneres talenter. Han gør den smukke og ikke specielt soul-klingende Deena Jones til frontfigur i trioen The Dreamettes og skubber den talentfulde, men korpulende og besværlige Effie White om bagved som korsangerinde. Samtidig piller han al personlighed og alle kanter og modhager ud af de sange, Effies bror, CC skriver.

Et umådelig dumt svin
Den slags skalten og valten med folks følelser ødelægger naturligvis både venskaber og familieforhold, og det er tilsyneladende det, 'Dreamgirls' vil fortælle om. Succesens hårde pris og underholdningsbranchens kyniske brug af sine kunstnere. Det er et glimrende emne for et stykke drama - bare ærgerligt at forfatterne bag 'Dreamgirls' aldrig finder ud af hvor de vil fokusere på historien. Curtis Taylor Jr. er et umådelig dumt svin, men det er samtidig ham, der får de medvirkendes stjernedrømme til at gå i opfyldelse - hvilket slet ikke er uvæsentligt. Den side af historien vælger 'Dreamgirls' helt at skubbe til side. Man kunne lige så godt have valgt at gøre pladeselskabschefen Curtis Taylor jr. alias virkelighedens Berry Gordy til en helt, manden der formåede at trække det bedste ud af kunstnernes talenter, som skabte en lang lang række evigt grønne perler og som var med til at give det sorte USA en ny stolthed og identitet. Men sådan en historie er selvfølgelig knap så nem at sælge som historien om en flok talentfulde uskyldigheder, der bliver manipuleret rundt med at et dumt svin.

Firkantet og overfladisk
Alt er med andre ord ekstremt sat op i 'Dreamgirls'. Faktisk langt mere manipulerende og udspekuleret end den virkelige skurk, Berry Gordy, filmen forsøger at udstiller. Forfatterne bag 'Dreamgirls' er endda så grove at overdrive den virkelige beretning om hvordan Berry Gordy og Motown forhindrede stjerner som Marvin Gaye og Stevie Wonder i at indspille politisk bevidst musik, selvom de brændende ønskede. I virkeligheden gav Gordy ret hurtigt efter for sine kunstneres ønsker og deres plader fremstår idag som nogle af klassikerne indenfor socialt engageret 70'er-soul. I 'Dreamgirls' får Eddie Murphy alias James 'Thunder' Early aldrig lov til at indspille sine politiske holdninger - med tragiske konsekvenser. Hvem er det lige, der er manipulerende her ... ?

Mangel på balance
Fans af musicals vil naturligvis forsvare sig med, at musicals netop er firkantede og forsimplede og at de er de store, intense følelser og det stort opsatte drama, der er vigtigt. Det er også rigtigt, men instruktøren Bill Condon har bevidst valgt at pille 'Dreamgirls' ud af den rene musical-teaterkulisse og flytte den ud i den virkelige verden, ud i rigtige biler, rigtige huse, som om handlingen i 'Dreamgirls' rent faktisk kunne finde sted. Det stiller langt højere krav til troværdigheden i historien. Det kræver nuancer og hvis der er noget, historien i 'Dreamgirls' slet ikke har, er det nuancer. Der er en skingert hylende mangel på balance mellem musicaluniverset, som 'Dreamgirls' tager udgangspunkt i, og den langt mere komplicerede pladeselskabsvirkelighed filmen forsøger at spidde. Og så hjælper det ikke noget at Beyoncé Knowles faktisk viser et vist talent for skuespil, at Eddie Murphy i starten er yderst charmerende som rå soul-liderbasse og at Henry Krieger soulmusik har et pænt niveau.

Lækkert indpakket
Når 'Dreamgirls' er blevet nomineret til 8 Oscars, men heldigvis ikke for en Oscar som bedste film, er det pga dens ualmindeligt lækre fremtoning med flotte kulisser, lige fra Beyoncé Knowles uimodståelige skønhed over The Dreamettes kostumer til den arkitetoniske perle, Deena og Curtis flytter ind i - iøvrigt et hus der i virkelighedens verden har været beboet af Frank Sinatra. Det er der 'Dreamgirls' har sine kvaliteter. Men som en beretning om succesens og underholdningsbranchens væsen er den ekstremt forsimplet og helt og aldeles kynisk dobbeltmoralsk - langt udover kvalmegrænsen. Den er mest af alt et umådelig lækkert indpakket eksempel på hvor leflende og hvor udspekuleret populærkulturen kan se ud, når den tygger drøv på sig selv.