Eragon

Et smukt venskab

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Den trænger sig hele tiden på. Selv når man forsøger at overbevise sig selv om at man skal give 'Eragon' en chance og give den lov til vise sit eget værd, trænger den sig på, den ondskabsfulde titel. Selv i de flotteste actionsekvenser, som virkelig er flotte, sidder den på tungen, 'Ringenes herre light'.

En lettere og tyndere udgave
'Eragon' er 'Ringenes herre' i en lettere og tyndere udgave. Og det fortæller ikke så lidt om styrken og vægten i historien i J. R. R. Tolkiens gamle 'Ringenes Herre' og om Peter Jacksons mesterlige instruktion af Tolkiens fortælling at 'Eragon' ligner en endog meget udvandet af 'Ringenes Herre' og alligevel er den slet ikke nogen dårlig film.

Adskillige paralleller
Man kan pille adskillige scener ud og finde paralleller i Tolkiens gamle eventyr. Helten Eragon er den udvalgte unge og lidt sølle helt, ligesom Frodo i 'Ringenes Herre'. Urgalerne er 'Eragons' svar på Ringenes orker. Eragons sorte og dystre ra'zac er krigere fra dødens rige - ligesom Nazgul i 'Ringenes Herre'. Osv. Og så vil fans af fantasy-genren med garanti protestere og gøre opmærksom på at det bare er variationer over grundstenene i genren. Det er skam rigtig nok, men i filmverdenen, eller den del af filmverdenen, der eksisterer i de danske biografer, er der bestemt ikke meget fantasy at vælge i mellem. Der er 'Ringenes Herre' bibelen - hvilket slet ikke er nogen grotesk sammenligning - mens 'Eragon' endnu er den eneste film, der har haft mod til at gå i de endnu varme spor efter 'Ringenes Herre'-trilogien. Mens fantasy-genren forlængst er blevet en vidt forgrenet verden i bogform, findes den knap nok som filmgenre i de danske biografer. Derfor er det umuligt ikke at sammenlige 'Eragon' og 'Ringenes herre' så tæt. Og så er vi endda ikke engang kommet ind på 'Stjernekrigen' endnu. Den ligger nemlig også og lurer under 'Eragon'.

Ikke så lidt Luke Skywalker
Der er ikke så lidt Luke Skywalker over helten Eragon, en fattig 17-årig bondedreng, der en nat finder en stor blå sten ude i en skov. Han slæber den med hjem og finder ud af at stenen er et æg, der indeholder en drageunge. En gammel kriger, Brom, der har hængt ud i nabolaget, forklarer den undrende Eragon at han er blevet udvalgt til at være drageridder, en ældgammel orden af retskafne krigere, og at han skal tage kampen op mod den grusomme og magtsyge kong Galbatorix, der har landet i en jerngreb. Ligesom Luke Skywalker er Eragon en umoden knøs, der ikke gider høre efter de voksne. Han kan måske nok se, at der er noget om snakken, når nu han er blevet ven med en drage, men derudover gør han mere eller mindre hvad der passer ham, altimens han bliver oplært som drageridder. Og når nu Eragon er Luke Skywalker, er Brom naturligvis hans Obi wan-Kanobi. Sammen skal Eragon, Brom og dragen Saphira opsøge oprørne, Varden, og tage kampen op mod Galbatorix og hans onde medhjælper, Durza, et såkaldt skyggevæsen, der så at sige er den her histories svar på 'Stjernekrigens' Darth Vader.

Underholdende og medrivende
Det meste af 'Eragon' er altså set før - og langt bedre. Alligevel er 'Eragon' en underholdende og medrivende fortælling. Når Durza og hans sortklædte krigere er på banen minder den fælt om en musikvideo med et nordnorsk black metal-band og dens replikskifte er mildt sagt ikke nogen stor oplevelse. Til gengæld rummer den helt særlige kvaliteter i venskabet og sammenholdet mellem Eragon og hans drage, Saphira, der kan høre hinandens tanker. Det er, som man siger i slutningen af en helt anden slags filmklassiker, 'Casablanca', begyndelsen på et smukt venskab. Her har 'Eragon' fat i noget, der er helt dens eget, og i forhold til en actionmættet spilletid på knap to timer giver den forholdet mellem de to god tid til at udfolde sig. Det venskab er det bankende hjerte i filmen, og det er årsagen til at 'Eragon' lige nøjagtig løfter sig ud af skyggen af de to mægtige forbilleder, 'Stjernekrigen' og 'Ringenes Herre'.