Fanny og Alexander

En hyldest til fantasien

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Egentlig er der ikke noget nemmere i den her filmverden end at kreere en film om voksne mennesker, der er onde mod børn. Eller for at sige det på en anden måde: der er ikke nogen nemmere måde at sætte publikums følelsesliv i sving og vinde dets sympati end ved at fortælle om uskyldige børn, der bliver udsat for overgreb eller lider en ilde skæbne. Det skal være rigtig skidt skruet sammen, hvis ikke publikum bliver grebet og revet med.

Nogle billige point
Set i det lys scorer Ingmar Bergman nogle billige point med sin 'Fanny og Alexander', en delvist selvbiografisk beretning om to søskende, Fanny og Alexander, der lever et glædesfyldt og rigt liv med deres store, farverige og kunstnerisk interesserede familie. Men så en dag dør deres far, teaterchefen, der har slidt og slæbt for at holde sit teater kørende, da han under en prøve på et nyt stykke får han et ildebefindende. Herefter ændres tilværelsen fuldstændig for Fanny og Alexander. Ikke blot er deres far borte, de får også en ny far, som de hader lige fra starten. Det er Biskoppen, der bisatte deres far og som siden har hjulpet deres mor. Han hjælper også med at irettesætte Alexander, der har bildt sine skolekammerater ind, at han er blevet solgt til et omrejsende cirkus efter sin fars død.

Flytter ind hos biskoppen
Derefter flytter Alexander og Fanny ind hos biskoppen - i nogle ganske anderledes omgivelser end deres gamle overdådige, livfulde hjem. Hos biskoppen er alt asketisk og enkelt, Guds ord og lov er overalt, og omkring sig har biskoppen en forsamling af mennesker, der ser ud som de er gravet op af en forlængst nedlagt kirkegård. Det gælder ikke mindst biskoppens søster, der mener at vide alt om hvordan børn skal opdrages. I det hjem kæmper Alexander en hård kamp mod sin hårdhændede stedfar, der ikke går af vejen for fysisk afstraffelse i sit forsøg på at få Alexander til at makke ret.

En historie om kontraster og modsætninger
Det er den del af 'Fanny og Alexander', man husker tydeligst, det er den del, der scorer de nemmeste point og det var især den del, der fik flere kritikere til at vende sig mod 'Fanny og Alexander' ved premieren i 1982. Det var simpelthen for kulørt sat op, det var for leflende for det brede publikum. Heldigvis har Bergman betydeligt mere at byde på end en brutal, forstokket biskops overgreb på to børn. Han har faktisk overordentlig meget at byde på. 'Fanny og Alexander' er en historie, der er sat elegant op omkring kontraster og modsætninger, kontrasten mellem Fanny og Alexanders overdådige barndomshjem og biskoppens golde bolig, kontrasten mellem livsappetitten i deres barndomshjem og askesen hos biskoppen, kontrasten mellem kunstens og troens verdenssyn, kontrasten mellem barnlig åbenhed og voksen ideologi, kontrasten mellem det 18. århundrede og det moderne 19. århundrede og kontrasten mellem fantasi og streng livskontrol. Fanny og især Alexander begynder hurtigt at bruge deres fantasi som værn mod biskoppens strenghed. De ser deres far gå rundt som et trist spøgelse, mens han iagttager børnenes nye liv. Og da børnene får at vide, at biskoppens tidligere kone og deres to piger druknede 15 år tidligere, og at de går igen i biskoppens hus, sætter det naturligvis fuld gang i deres fantasi. Alexander fortæller f.eks. at han har talt med spøgelserne - og den slags historier disker man naturligvis ikke ustraffet op med i biskoppens hjem.

Velkonstrueret, velfortalt og overdådigt opsat film
Det er de billige point i 'Fanny & Alexander', men derudover scorer Bergman kun point for en umådeligt velkonstrueret, velfortalt og overdådigt opsat film med stærke præcise figurer og en håndfuld af Sveriges bedste skuespillere, der giver deres karakterer liv i den nyligt afdøde fotograf Sven Nykvists umådeligt smukke billeder. Der er en uendelig rigdom i den historie, fra børnenes farmor, der sentimentalt mindes sin fortid og deler minder med sine børn og venner, til Alexander, der fører samtaler med sin fars spøgelse. Og videre over den grundighed hvormed alle skuespillerne giver liv og særpræg til deres karakterer og til Bergmans konstante leg med forholdet mellem fantasi og virkelighed. Det er ikke kun Fanny & Alexander, der udforsker fantasiens muligheder. Det samme gør Bergman, der giver spøgelser og ånder lov til at påvirke begivenhederne i de levendes verden, og som tilmed lader mirakler, for ikke at sige overnaturlige kræfter, indtræffe som var de lige så naturlige som vinterens og sommerens kommen og gåen.

En klar mening
Der er altså en klar mening med den kulørte indpakning og det overdådige overbud i 'Fanny & Alexander'. Den er ikke nødvendigvis ude på at score billige, folkelige point ved at lade voksne afstraffe børn, men først og fremmest interesseret i at understrege sin pointe gennem stærke kontraster og dermed lange ud efter de mennesker, der tror de har alle svar og løsninger på tilværelsens sammenhænge, underforstået de troende - og så er Ingmar Bergman interesseret i at hylde fantasien som et dagligt rusmiddel i vores liv. 'Alt kan ske. Alt er muligt og sandsynligt', som det hedder tilsidst i filmen.