Fearless

Historiske håndkantslag

Anmeldt af Thomas Holmby Hansen

To asiatiske kampsportsekvilibrister har domineret Hollywoods film i den genre i de sidste mange år. Hongkong-kineseren Jackie Chan har stået for de morsomme film med originale kampsportskoreografier, mens vi til den mere rendyrkede karate-action har haft Jet Li. Og for dem begge gælder, at deres film i de sidste år er blegnet gevaldigt. Det er altså ikke særligt morsomt at lade Jackie Chan tale ubehjælpsomt engelsk på 25. år, og det er åbenbart svært at opdrive ikke-slidte jokes i Hollywood, der kan erstatte den med accenten. Så det spor josker Chan ufortrødent videre ud ad. Jet Li’s film har enten lagt sig i den helt opgivende underkategori - tavs mand tæver - eller i  den lidt mere filosofiske - østens 1000 årige traditioner møder nutidig vestlig kultur - og vinder - altid. Men mens Jackie Chan altså ikke forstår at stige ned fra scenen, så har Jet Li nu taget konsekvensen. Fearless bliver efter sigende hans sidste film i genren.

En smule anderledes end metervaren
Egentlig er det lidt synd - tager jeg mig selv i at sidde og tænke, at det er lige præcis med denne her film, at Jet Li vælger at stoppe med at lave kungfu-film. For i modsætning til så mange andre af hans film, har Fearless noget, der gør den en lille smule anderledes end metervaren og kunne have skabt forventninger. Omvendt må det for et Li være rart at kunne stoppe med en film om en af kinas store helte udi kampsport - og at gøre det med et portræt, der også viser nogle af mesterens svage sider, så historien faktisk også bliver lidt spændende undervejs.

Tæver alle de andre
Wushu-mesteren Huo Yuanjia spiller en betydelig rolle i Kina i årene frem til 1910. I den periode er vesterlændingene strømmet ind i det store land og har sat sig på magten. Men denne her wushu-mester Huo Yuanjia, han har bare travlt med at tæve alle de andre, så han kan blive den største mester i regionen, og efterhånden som han får banket alle de andre på plads, vokser hans eget ego til uanede højder. Og en dag går det galt, - han totalsmadrer og dræber en anden mester på et alt for løst grundlag - og hans egen familie bliver dræbt som hævn.

Mesteren går i hundene
Og det er her, at Fearless er god. Jo, han er stærk, jo han bukker på det rigtige tidspunkt, når han har vundet over en modstander og ja, han elsker sin familie og sine elever. Men derudover er han en skiderik, og nu får han betalt - på den allerhårdeste måde, man kan tænke sig. Og så går mesteren ellers i hundene. Helt ned i skidtet, hvor kun et par velmenende kinesiske risbønder redder ham fra den totale selvdestruktion, installerer ham i den lille idylliske landsby og giver ham ro til at de indre sår kan hele. Og lige her - på det tidspunkt i filmen, bliver man desværre inviteret med ud på den veltrådte patosbelagte kliche-sti - bønderne kan måske ikke wushu - men de har den indre kinesiske balance og derfor kan selv den blinde kvinde plante ris bedre end wushu-mesteren.

Peger en anden og mere modig vej
Wushu-mesteren må opholde sig flere år i det lille bondesamfund før han for alvor lærer om livets sande værdier, og så kan han tage tilbage til storbyen og banke noget uovervindelig kinesisk kultur ind i vesterlændingene og deres udvalgte kæmpere. Der er altså både kampe og klicheer i Fearless, og på den måde minder den om alle de andre kungfu-film. Men skildringen af, hvordan wushu-mesteren udvikler sig til en idiot af en drukfældig bandeleder i stedet for det store forbillede han burde være - det er godt og peger en anden og mere modig vej. Og selvom filmen slutter med en aldeles tykflydende patossovs, ændrer det ikke ved, at Jet lis sidste kungfu-film også er en af hans bedste.