Fidibus

ord-ekvilibrister og psykotiske bagmænd

Anmeldt af Thomas Holmby Hansen

Komikeren Hella Joof har begået sin tredie spillefilm. Efter succes-debut med homo-komedien 'En Kort en Lang', fulgte den kunstnerisk set meget tynde 'Oh Happy Day', hvor gospel rammer en jysk by og sætter liv i husmødrene. En film der solgte masser af billetter, men som aldrig ramte tonen - hverken som komedie eller drama. Med 'Fidibus' er Hella Joof tilbage på det mere rene komediespor - vi befinder os i det kriminelle og stofsælgende København - med en psykopatisk bagmand som omdrejningspunkt og med en håndlanger - en fidibus - som vores helt Kalle.

En rendyrket komedie
Man kan ikke beskylde Helle Joofs nye film 'Fidibus' for at være hverken dyb eller sofistikeret. 'Fidibus' er en rendyrket komedie, og det er med lige-ud-ad-landevejen-jokes, at stikkene skal hentes hjem. Resten - udviklingen af personerne, sammenhængskraften og en historie der er til at tro på, det må man kigge langt efter i denne film.

'Åndsboller der ikke skal tages seriøst'
En fidibus er - udover at være et lille stykke rullet træ man tænder cigarer med - betegnelsen for en bagmands håndlanger - og det er lige præcis hvad vores hovedperson Kalle bliver. Bagmanden er en af hans gamle klassekammerater, der går under navnet Paten. Kalles gode ven hedder Agger, og det er ham der fra starten får drevet Kalle i armene på Paten. Og de to venner forsøger så at danse rundt om Patens utilregnelighed - den går nu mest på, hvilke dage Paten er glad og sur, for hans attituder er der intet utilregneligt i - de er lige som man forestiller sig hos en afstumpet bagmand. Paten er altså hevet ud fra båsen med psykopatiske bagmænd. Fra en anden bås kommer vores helt - den retorikstuderende Kalle. Og så er der selvfølgelig heltens sidekick - den anarkistiske og utjekkede men sympatiske Agger. Hella Joof har selv udtalt, at 'lige netop i den her historie er figurerne jo egentlig bare nogle åndsboller, der hele tiden fucker op så de skal ikke tages for alvorligt', og efter at have set filmen må man sige, at det står hun ved, instruktøren. Desværre.

Bevæger sig ikke ud af stedet
Det er fint nok at starte sin historie med de her præfabrikerede skitser af nogle personer, men der skal så til gengæld være en udvikling i dem, der kan opleves og rigtig gerne må overraske eller i det mindste afvige lidt fra det allermest forudsigelige. Og det sker desværre ikke. Hella joof har haft alt for travlt med at få plads til alle de sjove pik-og-patter-replikker, så filmen bevæger sig simpelthen ikke ud af stedet. Eneste fremadrivende kraft er en forelskelse mellem ord-ekvilibristen Kalle og Patens kæreste - den ord-tomme Saby. Og det er da også helt efter bogen, når man skal vise at kærligheden overvinder alt, men der er bare ikke rigtig noget af de gør og siger, der får en til at tro på, at han kan forelske sig i hende. Ja, det sku da lige være Patens lovprisning af hende - inden det hele går galt.

Alt bliver underlagt vittighederne
'Fidibus' lægger sig den åbenbart aldrig sluttende slipstrøm fra 'Blinkende Lygter'. Men som det er med slipstrøm, så er det sjældent i den, at det nye sker - her koges der bare suppe - Endnu en krimikomedie, hvor fokus er lagt på at turde sige noget frækt, og hvor alt andet - handling inklusive - bliver underlagt vittighederne. Og hvis man skal sige noget godt om 'Fidibus', så er det, at den lavpandede humor faktisk virker sine steder. Særligt i starten bliver der fyret godt op under grinet, men netop fordi figurerne ikke udvikler sig, så gør vittighederne heller ikke, og man får altså bare nok af pik og patter, inden vi når i mål.

Close but no cigar...
Hella Joof har brugt et ungt hold af skuespillere og det er ikke dumt. Rapperen Jokeren - alias Jesper Dahl - spiller Paten og det er en rolle, der attitudemæssigt ligger tæt op ad rappens hustlerstil - og den kan han. Lena Maria Christensen har en noget sværere opgave som den helt ualmindeligt dumme blondine, men hun går til sagen med stor entusiasme, og det hjælper hende i mål. Også Rudi Köhnke som kalle og Jonathan Spang som vennen Agger holder. Ærgerligt at Hella Joof ikke har givet talenterne lidt mere at arbejde med. For nu ender vi med stå med en film, der sine steder faktisk er morsom og med et hold skuespillere, der har noget talent, men med en historie der ikke vil nogen steder hen og derfor ender med at sakse ansatserne til en god film.