Flanders
Mentalt uinteressant.
Anmeldt af Per Juul Carlsen
For nogen er franskmanden Bruno Dumont en arrogant og selvhøjtidelig skiderik, en mand, der kun laver film som han selv og hans venner fra universitetet fatter noget af. For andre er han en interessant filmmager, en sjælden fugl, der går sine egne veje i en verden, hvor folk helst følger strømmen. Selv opfatter Bruno Dumont sig som kunstner. Og det er temmelig vigtigt at gøre sig klart når man ser hans film. Han har ingen forventning om at trække hele forstæder i biografen og det brede publikum interesserer ham ikke. Han ser sig selv som en kunstmaler, og han ser billeder og lyd som hans pensel og lærred.
Tanker og motiver
I forbindelse med sin nye, fjerde film, 'Flandres', har Dumont udsendt et pressemateriale, hvor han forklarer sine tanker og motiver med filmen. Allerede her vil hans kritikere stejle og hævde at der er noget grundlæggende galt med filmen, hvis der er grund til at forklare den før den er gået igang. Mere nøgternt kan man sige at Dumonts beskrivelse af 'Flandres' er et glimrende supplement til en film, der helt tydeligt ikke er tænkt sådan som de fleste andre laver film.
Fx forklarer Dumont, at alt i hans film er mentalt og indvendigt.
Mentale tilstande
Når den ene hovedperson i 'Flandres', bonden Demester, kigger ud over det bakkede, efterårsforblæste landskab i Flandern i den nordvestlige del af Frankrig, beskriver det altså hans mentale tilstand. Der er efterår i hans sind. Han er i dvale. Når den anden hovedperson, pigen Barbe, har kort og uromantisk sex med så godt som alle unge mænd på egnen, er det ikke nødvendigvis fordi hun er en billig sæk, men fordi hun i sit sind leder efter kærlighed og passion. Når Demester og et par venner fra Flandern drager i krig et sted i Mellemøsten og oplever den ene traumatisk hændelse efter den anden, er det ikke nødvendigvis fordi de er fysisk i krig, men fordi Demester er i krig med sig selv. Han ved ikke hvad han vil og mentalt kæmper han store slag. Når Demester og hans soldaterkammerater i krigen finder en ung smuk kvindelig arabisk soldat og de hiver tøjet af hende og voldtager hende på skift, er det et kontant billede på Demesters forhold til sex og til kvinder. Der er ingen kærlighed, kun kød. Og når Demester og de andre soldater senere bliver fanget af arabere, der torturer franskmændene og snitter kønsdelene af en af dem, understreger det Demesters anger og tvivl overfor Barbe.
Ikke nok at arbejde med
'Flandres' ligner altså en slags krigsfilm, men skal opfattes som en kærlighedshistorie. Alt det mentale hurlumhej er lige præcis den slags kunstfimseri, der får Bruno Dumonts kritikere til at stejle, mens det for andre netop er det interessante ved manden. Hans film skal ikke tages for pålydende, de er en opfordring til at digte med og tage på rejse og udforskning. Her har 'Flandres' et problem. Dumonts filmsprog og tankegang er uomtvistelig interessant for alle der interesserer sig i film, men det lykkes aldrig for alvor Dumont at skabe fascinerende filmbilleder ud af historien om Demester og Barbe. Der er ikke nok at arbejde med som tilskuer og uanset hvor meget man læser om Dumonts tanker som filmskaber og hvor meget man piller filmen fra hinanden og sætter den sammen påny, bliver udbyttet aldrig rigtig interessant. Krigsbillederne fra mellemøsten er grumme og forfærdelige, men de skiller sig aldrig ud fra de forfærdelig krigsbilleder vi efterhånden har set så mange gange og som man som filmtilskuer er betænkelig tæt på at være følelsesmæssigt immune overfor.
Aldrig fascinerende nok
Billederne fra det bakkede Flandern, som sjældent dukker op på film, er langt mere usædvanlige, men de bliver til gengæld aldrig fascinerende nok til at gør den mentale rejse ind i Demester og Barbe rigtig spændende. I det hele taget lykkes det aldrig Dumonts mentale rejse at skabe billeder, der får Demester og Barbe til at folde sig ud som søgende unge mennesker. De forbliver udkast til mennesker på et filmlærrede. Bruno Dumont får ikke skabt de nødvendige materialer til at gøre dem til hele mennesker.