Ghost rider

Kranieklædt tomgang

Anmeldt af Thomas Holmby Hansen

I strømmen af superheltefilmatiseringer fra det amerikanske Marvel-univers er vi i denne uge nået til en de absolut ufrivillige helte. Ghost Rider, hedder han. Og han var engang en almindelig motorcykel-stuntman, men hov - han kom vist til at lave en aftale med djævlen, og nu kører han rundt med ild i røven - og hovedet - som djævlens dusørjæger. Det er så langt ude, og det er der ikke nødvendigvis noget galt med, når vi snakker superheltefilm, men her er vi så langt ude, at denne anmelder til sidst stod af som bagsædepassager hos filmens kranieklædte helt og gik hjem... Her er en rapport fra asfalthelvedet.

Lommefilosofisk weltschmertz
Der var engang - cirka midt i 70'erne, hvor jeg selv kørte rundt med små papstykker i cykelhjulene, så det ku' lyde sejt. og hvor jeg misundeligt kiggede på de store drenge, der tronede på deres veltrimmede puck 3-gear, mens vi alle drømte om den rigtig ægte vare - en motorcykel. Men selv dengang - der i midt-70'erne, må jeg indrømme, at mellem alle de superhelte, jeg inhalerede, der var der mere irritation end nydelse over den motorcyklende kraniemand Ghost Rider. Altid var han i gang med at øse af lommefilosofisk weltschmertz - cykeltasken var simpelthen proppet med patetisk lede over livet og døden og verden som den så ud, mens han drønede rundt og hapsede lowlife kriminelle, der stivnede når de stirrede ind i hans øjenhuler.

Djævelens dusørjæger
Men marvel er åbenbart nået et godt stykke ned i bunken af helte der skal filmatiseres, når det nu er Ghost Rider vi skal udsættes for. Og efter et tiår med overraskende mange vellykkede filmatiseringer, må det efter denne film være på tide, at marvel lukker for superhelte-hanen - eller bedre endnu - opfinder nye brugbare film-egnede helte. Eller også er amerikanerne bare et folk, der kan begejstres over ting, der efterlader os andre med kæben pænt dinglende. F.eks. fascinationen af en mand, der på sin motorcykel flyver henover x antal lastbiler og lander på en rampe. Og det er altså denne mand - Johnny Blaze spillet af Nicolas Cage - det kører lidt af sporet for. Hans far og motorcykelmentor bliver syg af kræft, og for at redde ham indgår han en pagt med djævlen. Faren bliver rask med det samme - for så at dø i et motorcykeluheld dagen efter. Men kontrakten er skrevet - blodet er dryppet - og snart kommer djævlen for at indkassere sin pris. Johnny skal være djævelens dusørjæger.

Kontrakt-bøvl og ulykkelig kærlighed
Johnny skal finde og udradere en fyr der hedder Blackheart. Han er djævlens uvorne søn, og han er ude efter den kontrakt på 1000 sjæle, som indbyggerne i den lille by San Venganza engang skrev under på.  Knæk ham, og giv mig min kontrakt, så får du din sjæl tilbage. Og så er det, at natten falder på, og alting bliver lidt varmt i Johnnys krop - og ikke mindst hans hoved. Nu er det tid til at blive den brik i de ondes spil, som han bare ikke har lyst til at være. Med en ærgerrig ung djævlesøn, der vil have de 1000 sjæle så han kan bruge dem til at indtage jorden og så hans gamle far, der er ond på en mere old school måde. Midt i miseren står Roxanne (Eva Mendes). Johnnys ungdomskæreste, som han møder igen. Hans livs kærlighed, som han ikke tør elske, fordi han altså kører rundt med det her kontrakt-bøvl om natten. Og så har vi et helt igennem forudsigeligt setup med en mand, der er tvunget til at være helt - som står midt i en kamp mellem det onde og det ligeså onde og med en kærlighed på sidelinien, som på en gang er hans bløde punkt men samtidig er det, der giver ham den nødvendige styrke i sidste ende. Gab.

En ordentlig overhaling
Som alle andre af marvels tegenseriefigurer, har Ghost Rider også været udsat for en ordentlig overhaling på tegneseriefronten. Og på dansk er just udkommet albummet 'Vejen til Helvede', der bygger på en noget mere kompliceret handling, hvor rytteren står klemt mellem suspekte engle på den ene side og en djævelsk oprydder på den anden. Her bliver der i den grad sat spørgsmålstegn ved det ellers vedtagne forhold mellem godt og ondt - himmelske væsener regner i hvert fald ikke de jordiske for noget som helst, og sådan en rysten rundt med de vedtagne værdier er altid interessant. Men i filmen og rytteren har Hollywood-formlen vundet over den interesasante historie, man altså kunne have filmatiseret. Tilbage er en Nicolas Cage, der kæmper sin egen lille kamp for at få noget identitet ind i hovedrollen.

Billig og plastikagtig
Og hvis man så bare kunne læne sig tilbage og nyde special effects, men også her virker filmen for tynd. Bevares, der er masser af velbrændende ild, men det er altså ikke noget særsyn i dag, og det der skulle fungere allerbedst - nemlig Ghost Riders brændende kranie - er en tydelig computergenereret effekt, der virker billig og plastikagtig. Så uanset hvor højt jungle- og djævletrommerne vil lyde, så er dette ikke en film, der vil vinde mange sjæle blandt publikum.