Hannibal rising

Kedelig kannibal

Anmeldt af Jacob Hansen

Første gang det brede publikum for alvor stiftede bekendtskab med den nu legendariske dr. Hannibal Lecter var tilbage i 1991 med 'Ondskabens øjne'. Siden da er det blevet til en række sequels, prequels og remakes. Nogen vil måske mene at det er mere end nok, men med 'Hannibal rising' er der alligevel blevet skrevet endnu et kapitel i sagaen om den kultiverede kannibal med de forfinede smagsløg, den dyriske lugtesans og en særlig hang til Chianti - denne gang om hans barndom og hvad der gjorde ham til den han er. Men hvad der potentielt kunne have været interessant, er endt som en uinspireret og ganske unødvendig fortælling om en psykopats opvækst.

En lille purk
Første gang vi møder Hannibal er tilbage i vinteren 1944. Her er han blot en lille purk på en 7-8 år, der leger med hans elskede lillesøster, Mischa, ude foran familiens slot i Litauen. Deres leg bliver dog hurtigt afbrudt af da deres hjemegn bliver til en slagmark mellem Hitlers og Stalins hære. Lecter-familien søger tilflugt i en afsidesliggende skovhytte, men idyllen bliver kortvarig, for ikke længe efter braser en russisk kampvogn gennem redskabsskuret og parkerer ude foran hoveddøren, blot for, kort efter, at blive angrebet af et par tyske stukka'er. Under angrebet bliver Hannibal og Mischas forældre slået ihjel, og kort tid efter bliver børnene taget til fange af en gruppe lokale banditter - og for at gøre en lang historie kort, så bliver vinteren lang, maden slipper op, banditterne bliver sultne, og den lille Mischa begynder mere og mere at ligne et nemt måltid. Det er en episode der efterlader Hannibal en lillesøster fattigere og en bundløs vrede rigere. Han undslipper banditterne, ender på et russisk børnehjem, og otte år senere stikker han af til Frankrig hvor han opsøger sin eneste overlevende slægtning, sin afdøde onkels japanske enke, Lady Murasaki.

Fransk madlavning og samurai-traditioner
Hun tager sig til ham, og gennem hende lærer han om finere fransk madlavning, højkultur, og samurai-traditioner. Han fatter også interesse for den menneskelige anatomi og skarpe genstande af metal - en kombination, der sender ham direkte ind på medicinstudiet. Men under overfladen ulmer vreden, og det får en lokal slagter at føle, efter en dag at have generet lady Murasaki. Hannibal opsøger slagteren, og bevæbnet med en af Lady Murasakis forfædres samuraisværd, afkræver han slagteren en kontant forklaring. Efter at have hugget hovedet af slagteren får Hannibal, i bogstaveligste forstand, blod på tanden, og da han samtidigt er plaget af mareridt og minder om sin afdøde søster, begynder han den lange, seje kamp for at opdrive banditterne og hævne sin søsters mord. Og det er lige præcis her at 'Hannibal rising' har sit største problem. Et problem der faktisk har været til stede allerede efter de første ti minutter.

Noget nær usandsynligt
det er nemlig noget nær usandsynligt, at rødderne til de blodige og kødlige lyster, den Hannibal vi kender fra 'Ondskabens øjne' har, skal findes i simple neuroser og klassiske barndomstraumer - det er mildt sagt både uopfindsomt og meget utilfredstillende. Ved at blotlægge Hannibals fortid er det også lykkedes folkene bag filmen at fjerne hans evne til at være uhyggelig og skræmmende. Det var ellers en lektie man skulle tro, at de havde lært efter Ridley Scotts 'Hannibal'. Her var det også Hannibal Lecter der havde den altoverskyggende hovedrolle, og ikke nok med at det viste, at Hannibal er en karakter der er mest skræmmende i mindre doser, så var det, at han udelukkende slog folk ihjel, der havde fortjent det, også med til at fjerne en stor del af den films uhygge. Men 'Hannibal' blev til dels blev reddet af en noget nær grotesk sort humor, og især Anthony Hopkins' delikate skuespil i rollen som Hannibal Lecter.

Fjerner al mystikken
'Hannibal rising' byder desværre hverken på humor - meget lidt i hvert fald - eller Anthony Hopkins. I stedet byder den på Gaspard Ulliel, der med en brøkdel af Hopkins' charme og en fjollede accent til tider mere virker som en mislykket parodi på Dracula end en kultiveret sociopat. 'Hannibal rising' formår altså effektivt at fjerne al mystikken omkring Hannibal Lecter, og tegner i stedet et billede af en adfærdsvanskelig teenager med en hang til menneskekød. Der er heller ikke meget uhygge at finde, idet at Hannibal i en eller anden fordrejet Hollywood-forståelse af moral, kun slår onde mennesker ihjel - hovedsageligt repræsenteret gennem nazisympatiserende litauere, der spiser børn. Ikke nok med at det, på besynderligste vis, er med til at retfærdiggøre hans handlinger, så er det også, regulært sagt, drønkedeligt at se på.

Aldrig rigtig spændende
Så selvom filmen egentlig er både blodig og voldelig, så formår den aldrig hverken at chokere eller blive rigtig spændende. Den tilføjer absolut intet til billedet af Hannibal Lecter, snarer tvært imod - og set i det lys, er det egentlig en film man er bedst stillet med at undgå, og egentlig en film man bare helst havde været foruden.