Happy feet

Stepdans og kejserpingviner

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvis der er noget, der har præget det her efterår i de danske biografer har det været den konstante strøm af animationsfilm. 'Over hækken', 'Helt vildt', 'Vilde venner' og Skyllet væk' er kun eksempler på de næsten ugentlige premierer på animationsfilm efteråret 2006 har budt på. Det ville der sådan set ikke noget i vejen med - hvis altså ikke filmene havde en grim tendens til at fungere efter præcis samme retningslinier.

Vælter skabelonerne på gulvet
Alene titlerne 'Over hækken', 'Vilde venner' og 'Skyllet væk' lyder af det samme: handling, ac-tion, energi - alt hvad den kan trække af det. Læg dertil en udpint idé med at give nuttede dyr menneskelige træk og og et konstant fokus på gags og enkeltscener på bekostning af historien. Så har i skabelonen til tidens animationsfilm. Et stykket billedpoesi som Disneys 'Bambi' eller 'Dumbo' synes lysår borte. Og her kommer så uge 49's animationsfilm, 'Happy Feet', og vælter skabelonerne på gulvet. Hovedpersonerne i filmen er ganske vist pingviner med stærkt menneskelige træk og der er action og energi til overflod i filmen. Men filmen er samtidig et ambitiøst forsøg på at skabe netop storladen poesi for øjnene. Den giver plads til at dvæle i fle-re perioder. Der skal ikke fyres heftige vitser af hvert øjeblik.

En mærkelig Fætter Vims af en film
'Happy Feet' er en slags luksusudgave af tidens animationsfilm. Her er noget helt andet - ikke nødvendigvis noget nyt - men noget helt andet. Spørgsmålet er så bare hvad den er, for den er i særdeleshed en mærkelig Fætter Vims af en film. Selv udgangspunktet er mere besynderligt end egentlig opfindsomt. En stor flok kejserpingviner på Antarktis er blevet pakket ind i en mytologi, der mest hører til dybt religiøse folkeslag. De har deres faste ritualer, såsom at synge for at vise deres følelser og deres personlighed. Og så en dag fødes en lille kejserpingvin, Mumle, der ikke har en ren tone i livet. Til gengæld kan han stepdanse så det er en fryd. Hans forældre kæmper for at gøre Mumle til en helt almindelig lille pingvin, men alt er forgæves. Efterhånden bliver den mærkelige pingvin udstødt af flokken - han bliver endda gjort til syndebuk for den pludselig mangel på fisk i havet omkring Antarktis.

En klassisk figur
Lad os lige opsummere. Vi har en historie om en pingvin, der påkalder sig sit folks vrede fordi han step-danser i stedet for at synge. Det skal selvfølgelig opfattes i allegorisk forstand, men selvom Mumle er en klassisk figur i litteratur og film, outsideren og profeten, der bringer nye tider med sig, er idéen om en stepdansende pingvin stadig ... aparte. Og det bliver ikke mindre mærkeligt. I frustration over at være blevet gjort til syndebuk tager den nysgerrige og snusfornuftige pingvin afsted for at finde årsagen til de manglende fisk, og han er helt sikker på at den ligger hos de mystiske fremmede, der rejser rundt på havene i store, mærkelige maskiner - det er naturligvis vi mennesker, rovdyret over dem alle.

Som en anden Odysseus
Med sig på sin rejse har han fem små pingviner, der taler med spansk accent for at understrege deres impulsive varmblodede væsen i modsætning til kejser-pingvinernes stive, kølige og anglo-amerikanske fremtoning. Til gengæld siger han farvel til sin barndoms flamme, den smukke Gloria, hvis hjerte har en svaghed for den sære og kejtede Mumle. Hvorfor Mumle siger farvel til Gloria står aldrig klart, men det skal jo nok understrege hans selvopofrende væsen. Hermed drager Mumle afsted som en anden Odysseus. Han havner endda i menneskets, dvs gudernes verden i scener, der på forunderlig vis minder om slutningen af science fiction-klassikeren 'Rumrejse år 2001', hvor en astronaut havner i en særpræget verden, der er udenfor hans - og vi menneskers - fatteevne. Og tilsidst afleverer instruktøren George Miller en pointe så bombastisk og salvelsesfuldt som var han en præst, der forsøgte at kalde sin uvorne menighed til orden.

Smukke og storladne scener
Typisk for 'Happy Feet' virker pointen ligeså grebet ud af luften som idéen om en stepdansende pingvin. Det samme gør idéen om pingviner, der bejler med hinanden ved at synge popklassikere af bl.a. Prince, Elvis og Stevie Wonder i nogle kejtede potpourrier, der lyder som et dårligt underholdningsshow lørdag aften på dansk tv. Til gengæld byder 'Happy Feet' på nogle ufatteligt smukke og storladne scener, som da de unge pingviner kaster sig i vandet for første gang og boltrer sig i smukke figurer til tonerne af Beach Boys. Eller da Mumle ryger i vandet sammen med et gletsjerskred, der pludselig trækker en stor menneskabt maskine med sig - det er en scene af stor surrealistisk skønhed. I det hele taget er 'Happy Feet' flere steder så flot, at man sidder helt bjergtaget og forstenet tilbage, som i de flotteste scener i storproduktioner som 'Ringenes herre'. 'Happy Feet' får uundgåeligt gør efterårets øvrige animationsfilm til endnu mindre bagateller.

En ujævn størrelse
'Happy Feet' er altså en mildt sagt ujævn størrelse. En aparte idé, en række mislykkede optrin og en hult klingende pointe, der alligevel fører til ufatteligt flotte scener. Det hele har et præg af at universets største animationsgenier har skabt den ene del af filmen, mens amatører har skabt den anden del og til sidst har instruktøren George Miller haft for travlt til at kunne klistre det hele ordentligt sammen. 'Happy Feet' er en fascinerende mærkelig film, imponerende og umulig på samme tid. Men den skal først og fremmest have ros for at turde noget andet.