Krummerne - så er det jul igen

Ingen overraskelser under træet

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der findes en uskreven regel om at børnefilm ikke behøver at være hverken udfordrende eller nytænkende. Børn kan alligevel godt lide tryghed og velkendte rammer, så bare giv dem det, de kender i forvejen, synes ræsonnementet at være. Altså er børnefilm, der virkelig forsøger noget særligt og anderledes, en sjælden størrelse. Der findes selvfølgelig undtagelser. Tim Burtons 'Charlie og chokoladefabrikken', for eksempel, eller hele Harry Potters filmunivers - eller den glimrende danske børneeventyrfilm, 'Tempelriddernes skat' fra sidste år.

Drøvtygget gennem flere generationer
Den nye krummefilm, 'Krummerne - så er det jul igen' spiller til gengæld helt og aldeles på det trygge og velkendte. Endda i sådan en grad, at man kan komme til at spekulere over om nogen overhovedet har taget fødderne ned fra skrivebordet under arbejdet med filmen. Alt i filmen virker som om det er blevet drøvtygget gennem flere generationer af børn. Krummefamilien er i høj grad efterkommere af Far til Fire, de tunge farver i deres hjem lugter af en slags 70'er-nostalgi, filmens vitser kunne lige så godt høre hjemme i 60'erne, Jarl Friis-Mikkelsen får lov til at genopføre sine gamle rutiner fra Brødrene Øbberbøv og sørme om ikke historien truer med en risiko for at det ikke bliver jul i år. Det har vi da vist set før et eller andet par steder.

Smager grimt af genbrug
Historien smager også grimt af genbrug. Vores lille helt, Krumme, tror på julemanden. Det er der til gengæld ikke så mange andre, der gør. Selv hans lillebror håner ham. Krummes skolelærer håner ham også. Det samme gør en af hans skolekammerater, og så kaster Krumme sig ud i et vanvittigt væddemål, der måske betyder at han får et kys af sin flamme, Yrsa ...

Ingen store overraskelser her
'Krummerne - så er det jul igen' har skam et eller to opfindsomme øjeblikke, som fx Krummes lillebror, der i skuffelse over sidste års julegaver er begyndt at tro på Dracula istedet for Julemanden. Men ellers er der ingen overraskelser her. Det er heller ikke meningen, og det er dobbelt ærgerligt når nu vi har at gøre med en historie, der rent faktisk truer med at julemanden dør og julen dermed er afskaffet. Det er sgu da begivenheder, der er grund til at tage alvorligt og som bør inspirere filmfolk til at finde på bare et par nye idéer.