La Moustache
Overskæg og indentitetsproblemer
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det starter ellers rigtig godt. Både morsomt, underholdende og tankevækkende. En mand sidder i sit badekar.' Skal jeg barbere mit overskæg af?' spørger han sin kone, der reagerer søvnigt og uinteresseret. Da konen har forladt badeværelset beslutter han sig for at barbere sit overskæg af. Langsomt og grundigt. Han venter spændt på konens reaktion da han er kommet ud af badet og har fået tøjet på, men konen reagerer ikke. Hun kan tilsyneladende ikke se, at han har fjernet sit overskæg. De tager afsted til middag hos hans bror og hans familie. De bemærker heller ikke noget. Og så begynder manden at blive vred. Han synes det er for dårligt, konen ikke siger noget, og da hans kolleger på arbejdet heller ikke lægger mærke til noget, bliver han direkte paranoid. Han er nu sikker på at konen, hans familie og hans kolleger - alle hans nærmeste - er i gang med et komplot imod ham. Han er sikker på at de har aftalt at lade som han aldrig har haft noget overskæg blot for at drille ham. Og manden reagerer ekstra voldsomt fordi han er skrøbelig og usikker på sig selv i sin nye overskægsløse indpakning.
Så langt fungerer 'La Moustache' strålende, Det er en morsom beskrivelse af det voksne, civiliserede menneske, der har en særlig identitet på grund af en stribe hårvækst under næsen. For voksne vesterlændinge omkring 50 år viser overskæg modenhed og karakterfasthed, i visse arabiske kulturer er det et tegn på mandighed, i andre et homoseksuelt vartegn. Sådan er mennesket et mærkeligt fænomen, der hæfter enorm betydning, både kulturelt og æstetisk, på et stykke hårvækst, der har fået lov at blive trimmet på en særlig måde. Og når man fjerner sådan en tingest, så er man i princippet et helt andet menneske.
Logikken sejler sin egen sø
De groteske og morsomme spørgsmål om identitet hiver Emmanuel Carrere og hans 'La Moustache' fat i gennem den første halve time. Men filmen skal jo videre herfra. Den skal bygge videre på sin lovende, morsomme start. Og så bliver det svært. Skal den holde fast i det morsomme og groteske og blive en ren komedie? Skal den bygge videre på det filosofiske og fabulerende om menneskets identitet? Skal den lege videre med thriller-elementet - uvisheden omkring mandens kone - om hun virkelig har sat et komplot op mod sin mand?
Carrere vælger at bruge lidt af det hele, men først og fremmest tillader han logikken at sejle sin egen sø og gøre historien surrealistisk. Det er bestemt ikke uden problemer. I sin desperation efter at vise omverdenen, at han altså havde et overskæg indtil dagen forinden, finder manden nogle gamle feriebilleder frem. Dér er beviset. Men pludselig forsvinder billederne, og manden står på bar bund. Han bliver selv i tvivl om hvorvidt han overhovedet havde et overskæg, hvilket ikke er synderligt logisk eftersom han senere i filmen finder sit pas frem og spørger en kvindelig betjent om hun kan se forskel på ham og hans pasfoto, hvor han har overskæg. Det kan hun. Alligevel går manden ikke hjem og viser fotoet til konen.
Nemme løsninger
Carrere lader logikken gå i opløsning altimens manden går op i limningen og bliver i tvivl om sin identitet. Han river hele sin fortid, hele sin baggrund, op, og rejser til Hong Kong, hvor han er ved at gå i hundene. Det giver måske god mening på det teoretiske plan, men filmen taber i høj grad pusten af det. De billeder på mandens identitetsproblemer, Carrere trækker frem gennem slutningen af filmen, er på ingen måde så stærke og overbevisende som de er i filmens første halve time. Og det, der kunne være blevet en rigtig, rigtig interessant satire over den identitet, det moderne menneske lægger på selv de mindste dele af vores krop, ender i noget, der lugter meget fælt af nemme løsninger i en pæn og nydelig lommefilosofisk indpakning.