Lady in the Water

Vandnymfer og opsynsmænd

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er ikke mange ligheder mellem M Night Shyamalans 'Lady in the Water' og den nye danske farce, 'Sprængfarlig bombe', af Anders Thomas Jensen og Thomas Villum Jensen, men på et enkelt punkt er Shyamalan og de to danskere helt på bølgelængde: de har det meget svært med filmkritikere. I 'Lady in the Water' tager Shyamalan hævn over alle de anmeldere, der har beskyldt hans film, fx 'The Village' og Signs', for at være konstruerede og fortænkte. Han gør det gennem den lille sure anmelder, Mr Farber, der hævder at der ikke er flere originale fortællemåder tilbage og at alle film består af klichéer.

Opsynsmand på et boligkompleks
For M. Night Shyamalan står anmelderen Mr. Farber som indbegrebet af det, der er vejen med vores moderne verden, manglen på drømme, på fantasi og på åbenhed. Han er præcis et af de mennesker, der har muligheden for at blive hjulpet ind i en ny og bedre verden i 'Lady in the Water', men som er for kynisk og bedrevidende til at ville overveje tilbuddet.
 Helt omvendt er det med Cleveland Heep, der er opsynsmand på et boligkompleks et sted i USA. En aften ser han nogen bade i kompleksets pool. Heep, der bliver spillet af den lille, runde og altid blændende Paul Giamatti, forsøger at redde den mystiske svømmer fra at drukne og pludselig vågner han op i sin stue sammen med en ung dame, der kun er iført en af hans skjorter. Hun kalder sig Story, altså historie, og da Heep går udenfor sit hus med hende, bliver de forfulgt af et stort ulvelignende væsen.

Nye sandheder
Det viser sig, at Story er en narf, en vandnymfe, og at dyret udenfor er en scrunt, et væsen, der vil forpurre narfernes intentioner. Narferne er nemlig menneskets gamle frænde, et vandfolk, der i svundne tider hjalp mennesket med spådomme, der kunne lede mennesket videre og mod nye tider, nye oplevelser og nye niveauer. Efterhånden mistede vandvæserne kontakten med mennesket, der forfaldt til krige og andre tåbelige sysler, men nu forsøger de gamle venner i vandet at genoptage kontakten med den forstokkede og forkrampede menneskehed. Derfor er Story havnet i Heeps pool. Derfor skal Heep og de øvrige beboere hjælpe Story til at komme tilbage til sit rige. Gennem den proces vil beboerne i komplekset finde frem til nye sandheder om sig selv. Men Storys fortælling er fuld af farer, ikke mindst scrunten, der på et tidspunkt jager Story ind i kompleksets kælder.

Inspirerende og udfordrende
'Lady in the Water' er altså Shyamalans personlige opsang til menneskeheden, en opfordring til at finde tilbage til fantasien og til troen på, at der findes nye historier at opdage - uanset hvad sure anmeldere måtte mene. 'Lady in the Water' er en tilbagevenden til et af Shyamalans yndlingstemaer, moderne vesterlændinges mangel på tro og religion, og her er han endda flabet nok til at frelse en del af menneskeheden ved at presse dem ind i et eventyr, der låner med arme og ben fra alskens klassiske fortællinger, ikke mindst bibelen.
Man kan mene rigtig, rigtig meget om M Night Shyamalan. Man kan blive irriteret over hans mere eller mindre fortænkte forsøg på at finde nye måder at fortælle historier på, og 'Lady in the Water' er på ingen måde Shyamalans bedste film. Den forfalder alt for ofte til billige kneb for at holde den rette balance mellem humor og alvor, og gyserelementet i filmen, fx scrunten, er for meget en gentagelse af Shyamalans tidligere film.
Men det er meget svært at komme udenom at Shyamalan er en ener i nutidens amerikanske film. Han har altid en håndfuld gåder og overraskelser med sig. Hans idéer er altid inspirerende og udfordrende og det kan man satme ikke sige om ret mange amerikanske film i øjeblikket. Uanset hvor positiv og åben en anmelder man måtte være.