Lemming

Drilsk næserundtrækning

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er selvfølgelig grænser for hvad man gider finde sig i sim filmtilskuer. Og den franske film, ’Lemming’, er ude på den anden side af den grænse. Det er ikke fordi man bliver ligefrem vred eller irriteret når man sidder og ser den – i hvertfald ikke sådan for alvor vred – men man fornemmer meget hurtigt meget tydeligt, at instruktøren Dominik Moll har tænkt sig at trække sit publikum rundt ved næsen indtil det ikke ved hvad der er fantasi og virkelighed og op og ned på det hele. Og man fornemmer ligeså hurtigt og endnu mere tydeligt, at belønningen, den gulerod Dominik Moll står med for enden af filmen, ikke er hele næserundtrækningen værd.

Chefens kone går amok
Idéen med ’Lemming’ er at fortælle historien om en ung, succesrig mand, hvis verden ramler helt sammen. Det er nemlig Dominik Molls pessimistiske pointe, at det, der ligner en dejlig fremtid for en ung mand med et godt job, et herligt hus og en smuk kone, nemt kan ligne tabte drømme, når man når hen på den anden side, hen til pensionsalderen, når alle drømmene måske nok er blevet til noget, men de alligevel ikke var så interessante. Derfor fortæller Moll om Alain, der udvikler overvågningskameraer for et stort firma. En dag får han sin chef og hans kone på besøg. Chefen og konen kommer rigtig meget for sent. Konen bærer sort tøj og solbriller og er tydeligvis sur over et eller andet. Og under middagen, da chefens telefon ringer, eksploderer det hele. ’Var det en af dine ludere?’, spørger konen. Og efter flere forsøg på at gyde olie og glatte ud, smider konen et glas rødvin i fjæset på Alains chef.

Gør hvad du vil
Samme aften reparerer Alain den køkkenvask, der har været stoppet hele dagen – og han finder en lille, livløs gnaver, der stik imod al logik viser sig at være en lemming, den lille nordskandinaviske gnaver, som er berømt for at styrte i havet på næsten kollektiv selvmorderisk vis. Pludselig er intet længere som før i Alains velfungerende verden. En lille gnaver, der burde leve flere tusinde kilometer borte, har blokeret hans køkkenvask, og hans eller glimrende forhold til sin chef, er blevet vendt på hovedet. Endnu værre bliver det, da chefens kone en dag dukker op på hans kontor og lægger an på ham med opfordringen ’Du kan gøre lige hvad du vil med mig’. Helt slemt bliver det, da chefens kone kommer på besøg hjemme hos Alains kone i arbejdstiden og be’r om at få lov til at hvile sig i deres gæsteværelse. Da Alains kone ser til hende ved aftentide, er hun afvisende og ubehøvlet. Og da Alain be’r hende om at tage hjem, låser hun døren og skyder sig selv i hovedet.

Drilsk næserundtrækning
Hertil fungerer ’Lemming’ såmænd glimrende. Hver ny scene føjer flere spørgsmål til mysterierne om lemmingen og chefens kone, men så begynder den snigende uro. Man begynder at fornemme at Dominik Moll har gang i en spidsfindig, drilsk næserundtrækning med en tynd belønning i den anden ende. Den fornemmelse begynder da Alains kone beslutter sig for at overnatte i det rum, hvor chefens kone skød sig selv. Da Alain naturligt nok gerne vil vide om der er noget i vejen, bliver hans kone vred og afvisende. Den udvikling eskalerer da Alain tager på konference med sin chef og ringer hjem. I den anden af røret er hans kone utilnærmelig og ubehøvlet – eller er det hans chefs kone, der spøger i den anden ende? Herfra bliver begivenhederne mere og mere besynderlige, og fornemmelsen af at Molls næserundtrækning er ren leg og luft bliver kraftigere og kraftigere – indtil han ganske rigtigt serverer en slutning og en pointe, der måske nok giver mening og som hænger sammen, men som er alt andet en tilfredstillende ovenpå næserundtrækningen.

Legetøj i instruktørens hænder
Det er altid interessant at se tjekkede mennesker gå op i limningen, det er altid interessant at se hverdagshændelser blive sat ind i thrillerformen og det er altid spændende at blive udsat for en instruktør, der har en klar pointe med at lege med sit publikum, men risikoen er, at hele legen med publikum fuldstændig underminerer filmens figurer og gør dem uinteressante og utroværdige. Det er er her, ’Lemming’ havner. Pointen om at livet med karriere og dejligt hus osv. langsomt ender i forstillelse og tomhed, virker som et løst postulat når figurerne i filmen aldrig har været andet end legetøj i hænderne på Dominik Moll.