Little Miss Sunshine
Folkevognsrugbrød og skønhedskonkurrencer
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Little Miss Sunshine' er en feel good-movie, en af den slags film, der skal minde publikum om de gode sider af tilværelsen og gøre én glad og opløftet når man går ud af biografen. Den slags film kan ofte være ulideligt firkantede og deprimende enøjede, for ikke at sige blinde, i deres jagt på den uendelige lykke. Men 'Little Miss Sunshine' er en usædvanlig feel good-film, en kompleks og nuanceret feel good-film. Den forsøger at gøre os glade over at vi allesammen er uperfekte, at vi har store fejl og mangler, at vi er grimme, at vi er lider store tab undervejs i livet og at vi skal dø på ynkelig vis. Og dens store triumf er, at den balance rent faktisk virker.
Spejler sig i billedet af perfekthed
Filmen spejler sig i det billede af perfekthed, der ses oftere og oftere i den vestlige verden -mennesker, der bilder sig selv ind i at de er perfekte, at deres kroppe er trimmet til perfektion, at deres ydre er behandlet til det perfekte af cremer og kure og at deres udstråling er vidne om succes og styrke, såvel i privatlivet som i forretningsverdenen. Sådan opfatter familiefaderen Richard fx sig selv. I håb om at få succes som forretningsmand har han udviklet et af den slags platte selvetablerings-koncepter, der lever i bedste velgående i vores verden og eksempelvis har gjort den tidligere jægersoldat, B. S. Christiansen, til Danmarks mest solgte forfatter. Richards koncept hedder De ni trin til succes og Richard er selv så fokuseret på sin succes, at han ikke kan se ironien i at han må hutle sig rundt og præsentere sit succes-koncept for næsten tomme sale.
En familie som familier er
Richards familie er heller ikke nogen succesoplevelse. Den er abnorm og grotesk, sådan som familier er, når blot man graver lidt i overfladen. Hans teenagesøn er en vaskeægte teenager, der afskyr alt ved sig selv og sin familie. Han drømmer om at blive jagerpilot og i protest mod sine forældres manglende forståelse for hans drøm nægter han at mæle et ord før han er blevet pilot. Datteren Olive taler til gengæld hele tiden. Hun drømmer om at blive skønhedsdronning selvom hun er plump og tyk og alt andet end en skønhedsåbenbaring. Men hun stiller gladeligt op til skønhedskonkurrencer og da hun en dag ved et lykketræf går videre i en konkurrence, er hun ellevild.
Skuer man under hårene på hunden...
Olives store støtte er hendes bedstefar, en kynisk gammel mand af den slags, man engang kaldte en stodder. Han blev smidt ud af alderdomshjemmet fordi han ville passe sig selv og have lov til at sniffe sin kokain og læse pornoblade. På overfladen er han er ikke ligefrem indbegrebet af en mønsterfarfar, og det er netop pointen. Skuer man under hårene på hunden er han et velmenende menneske - især overfor sit barnebarn, Olive, der er bange for at blive en af de tabere hendes far hele tiden taler om.
Bliver presset sammen i et folkevognsrugbrød
I centrum af familien står Richards kone, Sheryl, og forsøger at være orkanens rolige øje. Hun får ekstra meget at se til da hendes homoseksuelle bror, Frank, der forelæser i den franske forfatter Marcel Proust, flytter ind til familien efter endnu et nederlag, et mislykket selvmordsforsøg, forårsaget af en ulykkelig forelskelse i en af hans studerende. Frank ved hvordan det føles at tabe og har det derfor mere end almindelig svært med Richards evindelige fablen om vindere og tabere, og Franks sarkasme bliver ekstra tydelig, da familien bliver presset sammen i et folkevognsrugbrød på vej mod Californien, hvor Olive skal deltage i skøn-hedskonkurrencen Lille miss solskin.
En udviklingsrejse for familien
Turen i bilen til Californien er naturligvis en udviklingsrejse for familien, der undervejs lærer nogle grundlæggende sandheder, som fx at skønhedskonkurrencer for små perfekte piger er noget af det mest forlorne og falske, man kan forestille sig og at et nederlag gør én til et stærkere menneske. Det er naturligvis familiens kokainsnusende og fissefikserede farfar, der leverer filmens morale, 'en ægte taber er ikke en, der ikke vinder, men en, der er så bange for ikke at vinde, at han end ikke prøver'.
Ikke den store filosofi, men...
Det er ikke epokegørende eller stor filosofi, men den bagvendte feel good-tematik fungerer helt ubesværet i 'Little Miss Sunshine'. Slutningen mangler desværre det punch og den let- og friskhed, der er i starten af filmen, og det er en slutningen man har gennemskuet på flere kvarters afstand. Men i starten leverer 'Little Miss Sunshine' nogle af de skarpeste og morsomste karaktertegninger, der længe er i set i danske biografer.