Little children
Forstadslivets bagsider
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det mest overrumplende, eller måske det eneste rigtigt overrumplende, ved 'Little Children' er børnene i filmene. Vi er vant til at børn på film, specielt amerikanske film, er nuttede og velformulerede og som regel så gennemskuende og intelligente, at de får de voksne til at ligne tåber. I 'Little Children' er børnene der bare. De får sjældent lov til at komme i fokus foran kameraet og kun i et enkelt tilfælde får én af dem lov at være nuttet. Derudover er børnene mest i vejen. Der er intet stort og vidunderligt og skønt ved børnenes tilstedeværelse. Det er der, 'Little Children' er inde på sit helt eget felt.
Skabt afstand
Børnene har ikke bragt forældrene tættere på hinanden, sådan som de fleste vordende forældre drømmer om. De har tværtimod skabt afstand mellem forældrene. Sarah, der bliver spillet af Kate Winslet, bor sammen med en selvtilfreds kontormand, der er mere optaget af at hygge sig med en pornomodel på nettet end af at tage sig af sin kone. Og som hjemmegående husmor med den 3-årige Lucy på slæb, er Sarah forlængst begyndt at fundere over om det virkelig var det liv, hun drømte om. Brad, der bliver spillet af Patrick Wilson, er i samme situation. Det er hans kone, der tjener pengene hjem ved at lave dokumentarer til tv, mens han går rundt derhjemme og passer deres 3-årige Aaron og iøvrigt skal forestille at forberede sig til at færdiggøre et jura-studie, som han slet ikke har lyst til at færdiggøre.
Fastlåste forstadseksistenser
Den slags figurer har vi set før på film, endda ganske mange gange, forstadseksistenserne, der føler sig fastlåste. Det nye ved 'Little Children' er bare beskrivelsen af børnene, de små størrelser, der binder deres forældre på hænder og fødder. Det understreger filmen ganske tydeligt, og med stor humor i starten af filmen da Sarah hænger ud på den lokale legeplads med et par af det øvrige forstadslandskabs strandede fruer. De bruger dagen på at småsludre om bleer og børneopdragelse - og så iøvrigt fantasere om en vis hr. lækker, en ung far, der engang imellem dukker op med sin dreng. Ingen af damerne har endnu taget sig sammen til rent faktisk at tale med Hr. Lækker. Men en dag vover Sarah sig til at vædde med de andre, at hun kan få hans telefonnummer. Det er nu ikke så svært. Efter at have småsludret lidt med den unge far, forklarer hun situationen, og han er helt med på den, endda så meget at han indvilliger i at drille de øvrige mødre ved at give Sarah et kram.
Gamle instinkter
Og så får de den idé at udveksle et kys. Det får de øvrige fruer til at gå i panik, men værre er det at både Sarah og Hr. Lækker, der hedder Brad, får vækket et gammelt instinkt i sig, eventyret, lysten til at opleve noget nyt, at føle intensitet igen. De begynder at mødes i det lokale svømmebassin sammen med deres børn og en dag, efter et voldsomt regnskyl, kommer Brad med hjem til Sarah for at tørre tøj. Lige pludselig har de hed sex i vaskekælderen. Og de fortsætter med at mødes og have hed sex. Det betyder ikke at 'Little Children' er en film om at opdage, at tilværelsen med små børn i en forstad er fuld af modstridende facetter. Der er nemlig andre forstadsskæbner i filmen, bl.a. Ronnie, en ung forkvaklet mand, som har været straffet for at blotte sig for nogle børn, og nu er kommet hjem til forstadsnabolaget, til stor forargelse for kvarterets forældre. En af de mest forargede er en førtidspensioneret politimand, som benytter enhver lejlighed til at chikanere Ronnie.
En grim tendens
Rammen for 'Little Children' er altså ikke helt klar. Det er ikke nødvendigvis en film om strandede småbørnsforældre, men en film om strandet småborgerligt forstadsliv i almindelighed, om angst og usikkerhed i en verden, der burde være tryg. Netop fordi instruktøren Todd Field ikke kan holde sig til småbørnsforældrehistorien har 'Little Children' en grim tendens til at smuldre grundigt hen mod slutningen. Der er for mange historier, for mange karakterer, for mange pointer, der skal etableres og rundes af, og med sin 2 timer og 20 minutter strækker filmen sig over mere, end den har brug for. Den har flere chancer for at lukke og slukke undervejs , og det er næsten som om at Todd Field er bange for at filmen bliver kedelig hvis ikke han trumfer noget blod på undervejs.
Morsom og sprællevende
Men inden da er filmen en morsom og sprællevende beretning om forstadslivets bagsider og om fastslåste skæbner. Det sidste understreger filmen med et hip tilbage til den litterære klassiker, 'Madame Bovary', om en lægefrue, der forsøger at skabe sin egen tilværelse i kedsomhed over sin ægteskabelige eksistens. Den roman diskuterer Sarah med en lokal læsegruppe, til stor forargelse for en af kvarterets pæne fruer.