Direktøren for det hele

Et ureflekteret frikvarter

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Direktøren for det hele' starter ikke helt som andre film. Til gengæld starter den ganske som andre Lars von Trier-film - med en indpakning og en distance og en overbygning. Helt i starten af filmen dukker instruktøren selv op i en kamerakran udenfor det hus, filmen udspiller sig i. Og han gør opmærksom på, at selvom publikum kan se hans krop reflekteret i et vindue er 'Direktøren for det hele' ikke en film, der kalder på refleksion. Når en instruktør indleder sin film med at understrege, at man ikke skal bruge tid på at reflektere over filmen, har han selvfølgelig allerede sat publikum i gang med at reflektere. Han har modsagt sig selv - eftertrykkeligt endda. Det er ikke nødvendigvis et problem. Det har Trier gjort så mange gange før - virtuost endda - og han gør det igen senere i 'Direktøren for det hele'.

En nærmest tanketom film
Der er ingen tvivl om at Trier har forsøgt at sammensætte en nærmest tanketom film, der er ligetil og nem at forstå, et frikvarter for en instruktør, der trænger til at hygge sig ovenpå de svære internationale film, 'Dogville' og 'Manderlay'. Men manden kan selvfølgelig ikke lade være med at lege og splitte det hele ad. Fx ved at klippe så hæmningsløst i dialoger, at man kun kan blive mindet om, at der sidder en instruktør et sted og leger med publikum og med sin lille, lystfulde film. Og ved at introducere fænomenet Automavision - der kort fortalt er et princip, som går ud på at lade tilfældet råde ved at sætte computerstyrede kameraer til at optage filmen - har han endnu engang modsagt sig selv ved at vise hvor meget han har reflekteret over filmens udtryk og form.

Ligner på ingen måde en dansk folkekomedie
Som alle andre Trier-film er 'Direktøren for det hele' en uregerlig størrelse, hvor intet nødvendigvis er, hvad det udgiver sig for at være. Filmen ligner på ingen måde en dansk folkekomedie - den ligner ikke engang de moderne udgaver af den klassiske danske folkekomedie, Anders Thomas Jensen og Thomas Villum Jensen har forsøgt sig med i 'Solkongen' og 'Sprængfarlig bombe'. Historiens udgangspunkt er ellers en klassisk forvekslingskomedie. En direktør for et lille IT-firma har hyret en skuespiller til at spille rollen som overdirektør for det lille firma. Hver gang direktøren Ravn, spillet af Peter Gantzler, har måttet træffe ubehagelige beslutninger i sit firma, har han henvist til den hemmelige overdirektør, men nu, hvor Ravn vil sælge sit firma til en islænding, er det nødvendigt at finde en skuespiller til at spille rollen som den hemmelige overdirektør, 'Direktøren for det hele'.

Direktøren for det hele
Christoffer, der bliver spillet af Jens Albinus, tager rollen som direktøren for det hele og så skal han jo møde de ansatte - eller ihvertfald de vigtigste af dem. Og straks begynder spillet mellem direktøren og de ansatte, der altid har været frustrerede over den magtfulde direktør, som de aldrig har mødt. En af dem, Lise, spillet af Iben Hjejle, opsøger direktøren for det hele på hans kontor på et tidspunkt hvor skuespilleren Christoffer forsøger sig med den såkaldte ja-teknik, der blot går ud på at sige ja til alt for at undgå problemer. Lise har fået den opfattelse at direktøren udgiver sig for at være bøsse, men den tror hun ikke på. Lige her, i den scene, ligner 'Direktøren for det hele' mest en almindelig dansk folkekomedie - hvis altså ikke det havde været for Triers meget trierske automavision. Scenen er endda så typisk folkekomedieagtig, så villet og konstrueret folkekomedieagtig, at den har et tydeligt præg af parodi.

Et spøjst papmaché-univers
I det hele taget foregår 'Direktøren for det hele' i et spøjst papmaché-univers. Intet virker virkeligt i filmen. Det er lige så rendyrket en kulisseverden som i Triers to foregående film, 'Dogville' og 'Manderlay'. Man har aldrig fornemmelsen af at være i et rigtigt firma eller at stå overfor rigtige mennesker. De ansatte i firmaet er så tætte på at være papfigurer som man kan forestille sig i en historie. Fra Casper Christensens parodi på en bondeknold, der løser alle problemer ved at slå modparten i gulvet, over Louise Mierritz' hypernervøse sekretær, der skriger af chok når kopimaskinen går i gang ved siden af hende, til Mia Lyhnes giftelystne kontormus, der fantaserer om at direktøren vil giftes med hende.

Rene parodier og overfladiske referencer
Trier forsøger på intet tidspunkt at beskrive figurerne som mennesker og give dem en psykologisk baggrund for deres handlinger. De er mest af alt rene parodier og overfladiske referencer til figurer vi har set før. Det er i sidste ende problemet med 'Direktøren for det hele'. Filmen er for optaget af at være en bagatal og et ureflekteret frikvarter. Det er helt i orden, at man bare vil være sjov og ikke gider have noget på hjerte, og de færreste vil fortænke en original som Trier i at tage sig et firkvarter, men hvis man også begynder at skøjte henover sine figurers bevæggrunde, får det hele uundgåeligt et hult præg. I den sammenhæng laver Trier samme fejl som de filmfolk, der ellers har haft travlt med at føre skyttegravskrig mod ham, Anders Thomas Jensen og Tomas Villum Jensen, nemlig at undlade at tage komediegenren alvorligt nok og give karaktererne liv og sjæl og ballast. Den hule og feje direktør Ravn, der hyrer en skuespiller til at gøre det beskidte arbejder, er så godt som den eneste gennemarbejdede figur i filmen - og figurer hvis handlinger man forstår og kan følge, er så afgjort de sjoveste.

En sær og skæv komedie
Uanset hvor sjov og let handlingen i 'Direktøren for det hele' er, er det ikke en film, man forlader tanketom og hjernedød - ikke fordi historien byder på meget at tænke over, men fordi det er så sær og skæv en komedie, filmet i et formsprog, der har højere ambitioner end selve filmens indhold. Som altid hos Trier er 'Direktøren for det hele' en oplevelse, der stritter i mange retninger, men for en gangs skyld stritter oplevelsen i overvældende grad i de negative retninger, mest i skuffelse over at den højt begavede filmmand ikke har gjort sig klart, at tilværelsen er allersjovest når man tager den mest alvorligt.