Marie Antoinette

Kransekage og 80'er punk

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man behøver ikke være den store kyniker for at læse noget meget meget meget uheldigt ind i Sofia Coppolas film om den franske dronning, 'Marie Antoinette'. Man behøver faktisk ikke engang være kynisk, bare utilfreds og ikke specielt godt underholdt. I så fald er det ubehageligt nemt at opfatte 'Marie Antoinette' som en forkælet amerikansk rigmandsdatter, der har lavet sin egen lillepigefantasi om at være dronning på et kæmpestort fransk slot og omgive sig med små søde hundehvalpe, gå i overdådigt lækkert tøj, vælge og vrage mellem smukke sko og spise uimodståelige kager sammen med sine veninder. Og som toppen af den dyre konditorkransekage har Coppola lagt sin egen yndlingsmusik indover filmen, ikke musik, som den lød i Marie Antoinettes tid før den franske revolution, men musik af britiske 80'er-rockgrupper og ny elektronisk musik.

Originalt og spændende inblik i en besynderlig kvindeskæbne
Sådan kan man vælge at opfatte 'Marie Antointte' og som nævnt ligger den opfattelse lige til det mest kyniske højreben - hvilket måske understreger hvor meget ekstra ballast man skal slæbe rundt med i underholdningsbranchen når man er barn af en berømthed, i det her tilfælde er Francis Ford Coppola, der surfede rundt på en bølge af pludselig succes i 70'erne med de to første 'Godfather'-film og 'Dommedag nu'. Hvis man er betydeligt mere forstående overfor Sofia Coppola, og opfatter hende som en dygtig instruktør, der ikke bare var kolossalt heldig, da hun instruerede det vidunderlige underspillede drama, 'Lost in Translation', kan man se 'Marie Antoinette' som et originalt og spændende indblik i en besynderlig kvindeskæbne, en naiv teenagepige, der bliver gift ind i ufattelig luksus og er fuldstændig uvidende om at det fattige franske folk er ved at rejse sig i vrede.

Ren symbolik og kransekage
Som 14-årig bliver den østrigske prinsesse, Marie Antoinette, gift ind i det franske kongehus, ikke af kærlighed, slet ikke, men for at understrege alliancen Østrig og Frankrig. Ren symbolik og kransekage, med andre ord. Hendes mand møder hun først ved en overdragelsesceremoni ude i en fransk skov. Derefter er det bare om at blive gravid i en fart, så forholdet mellem Østrig og Frankrig kan blive cementeret - hvilket ikke er så nemt som det lyder når Marie Antoinette og den franske kronprins Auguste er vældig unge og det franske hof ikke byder på seksualundervisning. Altså får Marie Antoinette en opsang af sin rådgiver, der også er ganske utilfreds med at Marie Antoinette ikke vil tale med den franske konges elskerinde, Madame du Barry. Som tronarving har man visse strengt alvorlige pligter. Og så en dag, da den franske konge dør, bliver unge Marie Antoinette dronning af Frankrig. Så er det for alvor alvor.

Spejler sig i Marie Antoinette
Der er ingen tvivl om at hollywoodbarnet Sofia Coppola har spejlet sig i Marie Antoinette, der uforvarende blev gift ind i ekstravagant luksus og blev henrettet for det, da det franske folk havde sultet nok. Som ung spillede Sofia en hovedrolle i sin fars 'The Godfather 3', hvilket hun slet ikke havde format til. Hun fik så mange tæsk for den rolle - underforstået: hun bliver henrettet - at hun ikke siden har spillet skuespil i nævneværdig grad. Man skal træde varsomt når man er datter af Hollywoods solkonge, Francis Ford Coppola

Hvad vil Sofia Coppola med Marie Antoinette?
Men udover at spejle sig er det straks mere uklart hvad Sofia Coppola vil med Marie Antoinette. Jovist, hun vil fortælle om hendes besynderlige skæbne, den uskyldige teenagepige, der blev syndebuk for et lands armod, og hun vil forsøge at videregive fornemmelse af at være lillepige i umådelig luksus, så et moderne biografpublikum kan forstå det. Derfor fester Marie Antoinette til tonerne af - forholdsvis - nutidige toner fra New Order. Til gengæld er det svært at gennemskue filmens demonstrativt søvngængeragtige tempo og koblingen mellem det overdådige liv i Versailles-slottet og fattigfirsernes punk-æstetik. Det var ganske vist en kobling, punkerne selv brugte i 80'erne, men hvilke signaler vil Sofia Coppola sende, når hun åbner filmen med musik af det marxistisk-leninistisk inspirerede engelsk 80'er-band, Gang of Four?

Fører ikke mod noget præcist mål
Det er en spændende kobling, men som så meget andet i Sofia Coppolas tredie film, er det en leg med associationer og sammenhænge, der ikke fører mod noget præcist mål. I det hele taget er der mange indgange til den her underlige ferske kostumefilm, så mange og så upræcise, at man hurtigt bliver distraheret og begynder at tænke på forkælede amerikanske rigmandsdøtre, der har fået for mange penge at lege med.