Min lange rejse
Sobert og enkelt
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Visse problemer er tilsyneladende oppe i tiden over det mest af jordkloden i de her år. Ihvertfald ud fra filmverdenen at dømme. Lad os fx tage amerikanske Jim Jarmusch' 'Broken Flowers', danske Ole Christian Madsens 'Prag' og kinesiske Zhang Yimous 'Min lange rejse'. Det er tre ganske forskellige film fra hver sit hjørne af kloden, men de har et fælles omdrejningspunkt, nemlig forholdet mellem far og søn, eller rettere det manglende forhold mellem far og søn. Amerikanske 'Broken Flowers' fortæller om en enlig, ca. 55-årig mand, der pludselig opdager, at han har en søn. Umiddelbart er han ikke specielt interesseret i at have børn, men noget i ham, et eller andet sted i hans knudrede følelsesliv, sender ham afsted for at finde sønnen og se ham. Danske 'Prag' fortæller om en 40-årig mand, der rejser til Prag for at begrave sin far, som han knap nok har set i hele sit voksenliv. Og alt i mens manden kæmper for at undgå at være som sin far, gentager han præcis de fejl, han altid har hadet sin far for, over for sin egen 12-årige søn.
Søn på dødslejet
I kinesiske 'Min lange rejse' får en ca. 60-årig japansk mand at vide, at hans søn ligger døende på et hospital i Tokyo. Faderen og sønnen har ikke haft noget nært forhold siden faderen engang svigtede sønnen - faktisk har sønnen brudt alle forbindelser til sin gammeldags far. Alligevel rejser faderen afsted for at se sin søn på dødslejet, men sønnen nægter at se ham. Istedet forsøger faderen at give sin søn en sidste gave, nemlig optagelserne af en særlig folkedans fra en kinesisk provins. Dem forsøgte sønnen at optage til tv, men det lykkedes ham aldrig at finde den rette danser på det rette tidspunkt. Altså rejser faderen til Yunnan-provinsen i Kina, hvor det viser sig, at det langt fra er nemt at optage den rette udgave af folkedansen. Under besværlighederne støder faderen ind i et andet far/søn-forhold, der er i overhængende fare for at ende som hans forhold til sin søn. Og på sønnens dødsleje vil faderen naturligvis ikke lade samme fejl ske to gange.
Samme melankolske tone
'Min lange rejse' har samme melankolske tone over sig som 'Broken Flowers' og 'Prag' - omend langt fra så meget skæv humor som 'Broken Flowers' og knap så meget melodrama som 'Prag'. Og som de to vestlige film er 'Min lange rejse' præget af en lyst til at diskutere manderollen i vores moderne verden. Mens moderens rolle er svær at rokke ved fra naturens side - omend den naturligvis kan rokkes - er fædrenes rolle under stor omvæltning i de her år.
Den patriarkalske fader, der enten er på arbejde, eller sidder og læser i sit arbejdsværelse mens moderen tager sig af ungerne, er aldeles umoderne. Og det er den fadertype - i forskellige indirekte afskygninger - der er i centrum i 'Broken Flowers', 'Prag' og 'Min lange rejse'. Faderen, der aldrig rigtig legede og rigtig snakkede med sin søn, og som fortryder det, da det er for sent.
Om 40 år vil det sikkert vrimle med film, der beskriver problemerne ved nutidens moderne faderrolle, halvt mand og halvt moder, for nu at sige det groft forsimplet, men indtil da kan vi konstatere, at opgøret med den gammeldags faderrolle er glimrende, melankolsk, følelsesladet og reflekterende filmstof.
Mere ordinær og gammeldags
'Min lange rejse' er en mere ordinær og gammeldags film end 'Prag' og især 'Broken Flowers'. Den vil først og fremmest beskrive følelserne i den gamle mand, der indser hvor forstokket han har levet og som forsøger at undgå at gøre samme fejl igen. Det beskriver den erfarne kineser, Zhang Yimou, glimrende, men også uden de store overraskende og originale indfald. Man fornemmer hurtigt hvor knuderne sidder i den gamle mands følelsesliv - og den fornemmelse flytter sig ikke nævneværdigt filmen igennem. I den henseende ligger 'Min lange rejse' i klar forlængelse af en række af Zhang Yimous tidligere film om almindelige menneskers udflugter og skæbnerejser, fx 'At leve' og 'Ikke kun mindre'. Det er sober, enkelt historiefortælling, sådan som kun asiaterne kan fortælle historier.