preload loader

Charlotte Rampling som skolelæren Ellen, der må drage til Haiti for at tilfredsstille sin hungren efter kærlighed.

 

Skrevet af: Jacob Hansen

 

Mod syd

Væmmelig vestlig levevis

pile_4

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det bedste ved 'Mod syd' er, at man hele tiden ser filmen med en kvalmende fornemmelse i maven. Filmens indhold er hverken fysisk kvalmende eller ligefrem ulækkert. Tværtimod fortæller 'Mod syd' om voksne kvinder, der finder ømhed og kærlighed i deres liv, hvilket ikke burde være ubehageligt at være vidne til. Men måden, de finder deres ømhed og kærlighed på, presser mavens indhold opad.

Velhavende og kærlighedssøgende kvinder
De velhavende og kærlighedssøgende kvinder i 'Mod syd' lever alle solidt hjemme i USA, men en gang imellem drager de til strandene på Haiti for at finde det, de ikke kan finde derhjemme, nemlig mænd, der kan give dem fysisk og seksuel tilfredsstillelse. Situationen er altså den samme som den vi kender fra Asiens sexindustri, hvor vestlige mænd finder den tilfredsstillelse, de ikke kan hente blandt hjemlige koner. Her er kønnene bare vendt om. Her er det rige kvinder, der fuldstændig blindt og uden forståelse for konsekvenserne af deres handlinger, udnytter fattige mennesker.

Grundlæggende ubehageligt
Det er grundlæggende ubehageligt at se på. De fattige unge mænd på Haiti er tvunget til at sælge deres kroppe for at leve anstændigt - og alligevel forestiller kvinderne i filmen sig, at de yderst unge haitianske mænd også finder stor tilfredsstillelse ved at tilfredsstille midaldrende hvide kvinder. Derudover er der noget umådelig trist i at kvindernes oplevelser med ligeværdige hvide mænd hjemme i USA har været så traumatiske, at de må rejse til Haiti for at finde sjælefred. En af kvinderne i ' Mod syd', Brenda, fik således sit livs første orgasme da hun som 45-årig havde sex med en 15-årig sort dreng. Hendes mand hjemme i USA havde aldrig været i nærheden af at tilfredsstille hende.

En tragisk skikkelse
Brenda er en tragisk skikkelse. En hvid kvinde, der er fuldstændig forblændet i sin trang efter at slå sig løs på Haiti. Hun søger desperat kærligheden blandt de unge mænd og forestiller sig at en 30 år yngre sort mand uden uddannelse vil kunne give hende den lykke, hun altid har savnet. Hun fylder det store hul i sit sjæleliv ud med den 18-årige Legba, som hun er indstillet på at slæbe med til USA. Den ca. 10 år ældre Ellen, der er skolelærer i Boston, lever på samme illusion. Hun er ligeså forblændet i Legba og benytter enhver lejlighed til at bekrige og udstille den svagere Brenda. Som da hun opdager at Brenda har købt en ny skjorte til deres fælles øjesten, Legba. Omkring dem findes en række andre kvinder, der drager til Haiti for at finde et fristed for sjælen. Ingen af dem har den mindste dårlige samvittighed. Som en af dem konstaterer: 'På Haiti er alting anderledes'.

En hård civilisationskritik
Den franske instruktør Laurent Cantet beskriver kvinderne med medfølelse og forståelse - uden at det på nogen måde betyder, at han accepterer deres adfærd. 'Mod syd' er en hård civilisationskritik, der både langer ud efter kønsroller i Vesten og udbytning af fattige i den tredie verden. Og Cantet benytter enhver lejlighed til at udstille kvinderne i deres selvoptagede og selvretfærdige jagt på fysisk og sjælelig tilfredsstillelse. Det er på det punkt, filmen fungerer bedst. Det vender sig ganske enkelt i én at se vestlige kvinder søge varme og ømhed på så selvoptaget vis. Det er ubehageligt at konstatere, at det moderne vestlige samfund giver dem så lidt ømhed, at de må udnytte andre så groft for at få den.

Dramaet er overladt til sig
Det er altså selve emnet, selve det anderledes billede på moderne levevis, der er filmens styrke. Fortællemæssigt og filmisk benytter Cantet nemlig sin sædvanlige yderst underspillede stil fra sine foregående film, 'Human resources' og 'Dobbeltliv', hvor dramaet er overladt til sig selv og på sine egne præmisser. Han gør intet for at puste dramaet op eller for at overbevise publikum, hvilket gjorde hans 'Dobbeltliv' til så knugende og besættende en thriller. Historien om en mand, der undlader at fortælle sin familie at han er blevet fyret og blot kører rundt på må og få på landevejene, havde en indbygget spænding. Hvad ville der ske, når familien opdagede hans dobbeltliv?

Præmissen givet fra starten
I 'Mod syd' er præmissen for filmen givet fra starten. Vi ved at forholdene mellem de rige midaldrende kvinder og de fattige sorte mænd ikke har en chance - og sådan forbliver det. 'Mod syd' mangler den indbyggede spænding, hvilket gør filmen ærgerligt stillestående. Det ændrer ikke ved at Laurent Cantet er en instruktør med et sjældent præcist blik for konsekvenserne af moderne, vestlig levevis. Og at en af konsekvenserne af vestlig levevis er kærlighedshungrende midaldrende kvinder, der blindt kaster sig over fattige sorte mænd, er kvalmende.


 


 


 

 


 


 


Send eller anbefal link

Instruktør:

Laurent Cantent

Genre:

Drama/erotisk drama

Land:

Canada/Frankrig

Premieredato:

5. januar 2007

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser > 2006

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.