Mund mod mund
Alle i Sverige har det ad helvede til
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Der findes en gammel misforståelse om at historier, der er triste og dystre, er mere dybe og sande end lyse og glade historier. Jo dårligere det går personerne, jo stærkere og mere vedkommende fortæller det om vores tilværelse, jo gladere personerne er, jo mere overfladisk og unuanceret må historien være.
Ingen vej udenom
Det er naturligvis netop en misforståelse. Har Ingmar Bergman fortalt os større sandheder om tilværelsen end Monty Python? Og kan en film, hvor det går helt og aldeles katastrofalt for hovedpersonerne ikke sagtens være noget overfladisk og unuanceret slam? Det sidste af spørgsmålene lander lige på tungen i forbindelse med premieren på svenske Bjørn Runges 'Mund mod mund', en mørk og dyster film om to svenske middelklassefamilier med store problemer, for nu at underdrive voldsomt. Det er en udforskning af de problemer, de forskellige generationer i en familie kan støde ind i - eller rettere: støder ind i, for i 'Mund mod mund' synes der ikke at være nogen vej udenom. Alle i filmen slæber rundt på store traumer og knuder. En skolelærer giver fx undervisning i førstehjælp ved at referere til hans første kone, der druknede for næsen af ham ved en badeulykke. Og hans elever sidder bare og lytter, som om sådan en oplevelse er det mest naturlige i verden.
Alle har noget at slås med
Sådan har alle i filmen noget at slås med. Man får faktisk den fornemmelse at alle i Sverige har det helt ad helvede til. Den 18-årige Vera har det fx rigtig skidt. Hun er stukket af hjemmefra fordi hendes fordrukne far bankede hende i frustation over at han ikke kunne kontrollere hendes vilde teenageliv. Og moderen vendte bare ryggen til i afmagt. Altså stak Vera og havnede i det dårligst mulige selskab, hos en alfons og småforbryder, der fylder stoffer i Vera, sælger hende til andre mænd og hele tiden fremstiller hendes næste job som absolut vigtigt for deres fælles fremtidige lykke.
Familieforhold skåret ud i pap
Hjemme i den lille familie er faderen holdt op med at drikke. Men dermed er problemerne ikke hørt op. Vera vil ikke tilbage, og hendes far og mor ender stadig i de samme diskussioner. Veras lillebror, Joel, vil også gerne væk og søger tilflugt hos en klassekammerat, Helen, der i høj grad også har noget at slås med. Hold kæft, hvor har hun noget at slås med. Hendes mor er syg og drysser sur og uudholdeligt tvær rundt i huset. Og hendes far er et mystisk gespenst, der lister ind på pigens værelse når hun kysser med Joel under dynen, og bagefter smider Joel ud. Senere skriver faderen 'Helen er en luder' henover spejlet i pigens værelse. Så er det familieforhold ligesom skåret ud i pap.
Forenklet og unuanceret
Sådan bliver familieforholdene i et par svenske familier beskrevet. Alt hvad der kan blive et problem, bliver et problem, og det virker som om Bjørn Runge har overbevist sig selv om at hans film vil blive mere og mere dyb og sand, jo værre det går hans figurer. Men er det dybt? Fortæller det os noget sandt? Er svenske - eller nordiske - middelklassefamilier virkelig en supernova, der suger al lys til sig og kvæler det? Kan vi lære noget af den her sugende malstrøm af uendelig svensk elendighed? Egentlig ikke. I al sin voldsomhed virker 'Mund mod mund' ligeså forenklet og unuanceret som en romantisk komedie fra Hollywood. Der er ikke noget lys at spejle sig i på noget tidspunkt. Figurerne bliver demonstrativt tvunget ind i det depressive mørke og selvom man kan skimte et lys for enden af tunnelen sidst i filmen, er man ikke i tvivl om at det lys ret hurtigt vil blive pustet ud når filmen er slut.
For enøjet i sin jagt på store dybder og sandheder
Det er meget svært ikke at blive distanceret, ja endda immun overfor Bjørn Runges univers, når en skolelærer uden videre bruger sin kones død i undervisningen som et andet stykke tavlekridt. Eller når en far udråber sin datter til en luder med et stykke læbestift på hendes spejl. Eller når udtrykket er, at filmens problemer er noget alle familier må kæmpe med, snarere end det er nogen familier. Det er simpelthen for enøjet i sin jagt på store dybder og sandheder. Det er for postuleret. Der mangler forklaringer og perspektiv, der mangler humor, lys og kontraster for at det univers bliver troværdigt, ja bare acceptabelt.